Harald Slott-Møller skrives på fornem vis tilbage ind i kunsthistorien
Kristeligt Dagblad 22. august 2025
5 stjerner
Lisbeth Bonde
Art critic
Hver en sten i den glemte maler og kunsthåndværker Harald Slott-Møllers kunst og liv bliver vendt i den første monografi om ham. Det er skøn læsning. Lisbeth Bonde
Den nye monografi om Harald Slott-Møller (1864-1937) tegner et billede af ham som en ypperlig maler og kunsthåndværker/formgiver. Samtidig erfarer vi, at han var sin egen værste fjende: Han var alt andet end strategisk eller diplomatisk og blev med sine ideale fordringer og aristokratiske holdninger (læs: kunstnerisk tårnhøje krav) uvenner med mange af tidens toneangivende kunstnere og kulturpersonligheder.
Bogen er et patchwork, syet sammen af fire dele, hvoraf størsteparten består af Harald Slott-Møllers uudgivne og ufuldendte erindringer fra 1864 frem til 1915. Det er skøn læsning!
Eftersom han først dør 22 år senere, har bogens forfatter, kunsthistorikeren Anne Christiansen, udfyldt det store hul ved hjælp af et beundringsværdigt gravearbejde i et særdeles omfattende og spredt kildemateriale. Hun har også egenhændigt transskriberet de 364 håndskrevne ark, som Harald Slott-Møller ikke selv nåede at udgive, men som har været opbevaret i Det Kongelige Biblioteks Håndskriftssamling.
Det er en prisværdig indsats, for det er første gang, vi får mulighed for at få kendskab til en af Danmarks store kunstnere, der blev skrevet ud af kunsthistorien fra cirka 1900. Først i 1980’erne fik hans sammensatte kunst og -håndværk en opblomstring med postmodernismen, og siden er han kommet ind i varmen sammen med sin mindst lige så berømte kunstnerhustru, Agnes Slott-Møller (1862-1937), med hvem han havde et givende parløb livet igennem.
Bogen rummer yderligere en vigtig del: et kapitel, der perspektiverer kunstnerens eftermæle – hvad man også kunne kalde et receptionshistorisk afsnit, der handler om eftertidens opfattelse og vurdering af Harald Slott-Møllers kunst. Væsentligt er også bogens mange fine værkgengivelser, der lægger stoffet frem for den nysgerrige, som var der tale om en retrospektiv udstilling i bogform – og med grundige og informative billedtekster, sådan som en god kunsthistorisk fremstilling bør være.
Men når det er sagt, skal man ville denne kunstner, for den lidt nørdede fremstillingsform betyder, at den mest henvender sig til fagfolk, omend den ingenlunde er vanskelig at læse. Anne Christiansen skal have ros for sin grundige research, som vil kunne spare fremtidige forskere et tidskrævende ”udgravningsarbejde” i deres videre forskning i kunstnerskabet. Derfor de fem stjerner. Hun har tidligere udgivet væsentlige bøger om blandt andre H.A. Brendekilde og Anne Marie Carl-Nielsen.
Subjektive erindringer
I erindringerne kommer vi helt tæt på kunstneren, der i sagens natur beretter fra ”sin stol” – altså subjektivt. Efterfølgende leverer Anne Christiansen en mere neutral og faktuel fremstilling som et korrektiv af Harald Slott-Møllers egen fremstilling.
I begyndelsen var han venner med alle af betydning i dansk kulturliv indtil bruddet med kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling, som han selv havde været med til at grundlægge – i sin tid i opposition til den bedagede udstillingslinje, man førte på Charlottenborg, hvor deres værker var blevet afvist. Gruppen talte yderligere Agnes Slott-Møller, J.F. Willumsen (1863-1958), Johan Rohde (1856-1935) og Vilhelm Hammershøi (1864-1916).
Selv skriver han om dette brud i erindringerne, at uenigheden handlede om vurderingen af primært de yngre kunstneres værker. Slott-Møller ville indføre censur, hvilket bød de øvrige stiftende kunstnere meget imod. De var jo netop sluppet fri af Charlottenborgs censur. Fronterne stod så skarpt trukket op mellem de ”elitære” Slott-Møller’e og den resterende ”demokratiske” del af gruppen, at Slott-Møller’ne valgte at forlade kunstnersammenslutningen. Hermed kom de til at isolere sig i dansk kunst resten af livet.
Harald Slott-Møller påbegyndte nu en i avantgardens øjne farlig ”deroute” med at skabe kunst, der fortrinsvis hvilede på æstetiske værdier – de skulle gerne være let idealiserende og forskønnende, selvom han var en meget dygtig realist – og dyrke de nationale danske værdier. Senere fik han øget fokus på det sønderjyske spørgsmål. Dette gjorde ham rent teknisk på ingen måde til en ringere kunstner, men han kom ud af sync med tidsånden.
Forældreløs som 17-årig
Harald Slott-Møller voksede op i et købmandshjem i Helsingør, men blev forældreløs som 17-årig. Først døde moderen og dernæst faderen – begge af cancer i svælget. At tegne og male var det eneste saliggørende for sønnen, der blev optaget på Kunstakademiet netop som 17-årig i 1881.
Han var et ovenud billedbegavet ungt menneske, som hurtigt avancerede i kunstens hierarki. Efter to år på Akademiet droppede han ud. Som han skrev: ”Eleverne var … skoledrengeagtigt ligeglade med Kunsten og Undervisningen. Lærerne var gamle og virkede som sløvede Embedsmænd, og ingen Kontakt var naturligvis mulig mellem saa forskjellige Elementer.” I stedet uddannede han sig hos P.S. Krøyer (1851-1909) på Kunstnernes Frie Studieskoler. Allerede som 22-årig blev han assistent for P.S. Krøyer på Studieskolernes afdeling for kvinder (i tiden før kvinderne blev optaget på Kunstakademiet), hvor han mødte sin kommende hustru, Agnes Rambusch. De blev et ligeværdigt kunstnerpar, som hele livet igennem gav plads til hinanden.
Trods mange bestillingsopgaver – herunder en del kongelige portrætter og mange udsmykningsopgaver – gik det ringe for parret, der undervejs i hele karrieren havde økonomiske problemer. De måtte hutle sig igennem, skønt de både rejste meget og boede godt. Bestillingerne var blevet færre efter bruddet med Den Frie Udstilling. Ikke desto mindre bar Harald Slott-Møller kunstens fane højt.
Bogens rige billedside viser, hvilken fabelagtig maler Harald Slott-Møller var. Han kunne male, hvad det skulle være, men han havde en særlig faible for smukke kvinder, som han ofte skildrede nøgne. Han malede også religiøse motiver, efter at påvirkningen fra vennen, den kulturradikale og antireligiøse Georg Brandes (1842-1927), som havde været forlover ved parrets bryllup, var begyndt at blegne. Blandt andet stod han bag en altertavle med motiv af Bebudelsen til Herlufsholm Kirke, et stort maleri af Adam og Eva i Edens have foruden de hellige tre konger, et motiv med Jesus i ligklæde, der velsigner den knælende Maria Magdalena med flere.
Harald Slott-Møller døde i 1937 få måneder efter sin elskede hustru og kunstnerkammerat. Parret ligger begravet på Holmens Kirkegård på Østerbro i København. Hans skæbne understreger vigtigheden af at kunne agere diplomatisk i et kunstmiljø, der ofte er ideologisk højspændt, og at kunne arbejde sammen med fagfæller. Desuden at kunne give plads til andre synspunkter end sine egne. Også som kunstner.
Faktaboks
Om værket
Anne Christiansen: Harald Slott-Møller. Erindringer og værk. 400 sider. Rigt illustreret. 449,95 kroner. Gads Forlag.
Lisbeth Bonde Art critic Sortedam Dossering 89,1.th, DK-2100 Ø Mobil: + 45 29660063