Da maleren Anne Marie Telmányi i 1983 døde i en alder af 90 år uden at efterlade sig ægtefælle, børn eller andre nære slægtninge, havde hun bestemt, at størstedelen af hendes efterladte formue skulle gå til oprettelse af en fond, Anne Marie Telmányi født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år. Formuen hidrørte i alt væsentligt fra Anne Marie Telmányi’s arv efter forældrene, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen og komponisten Carl Nielsen. Fondens kapital er siden vokset betydeligt i kraft af, at en del af fondens arv bestod i 1/3 af ophavsrettighederne til Carl Nielsens mange kompositioner. Fonden har derigennem fået mulighed for blandt andet at uddele et af Danmarks største hæderslegater specielt til kvindelige billedkunstnere.
Årsagen til Anne Marie Telmányi’s ønske om særligt at tilgodese kvindelige billedkunstnere var ikke blot hendes egen baggrund som maler, men lige så fuldt at hun stod ved siden af sin mor, da denne i 1916 var medstifter af Kvindelige Kunstneres Samfund, som de begge gennem resten af deres liv knyttede sig fast til. Anne Marie Telmányi kendte samtidig fra sig selv de særlige udfordringer, som kvindelige kunstnere i konkurrence med mandlige kunne have med at opnå anerkendelse og indflydelse, en udfordring, som på mange måder består endnu i hundredåret for stiftelsen af Kvindelige Kunstneres Samfund.
Udgivet af: “Anne Marie Telmányi født Carl-Nielsens Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år”
60 sider, illustreret
ISBN 978-87-998929-0-7
Carl Nielsen-parret fik gennem årene mange gode kunstnervenner, som i tidens løb forærede dem talrige gaver i form af egne kunstværker. Men også parrets kunstneriske datter Anne Marie Telmányi bidrog med arbejder til hjemmets prydelse, ligesom parret købte en del værker på udstillinger og kunstauktioner.Anne Marie Brodersen blev udlært privat hos en billedhugger, da kvinder dengang ikke havde adgang til Kunstakademiet. Alligevel lykkedes det hende at gøre sig gældende blandt de bedste af sine mandlige kolleger. Således blev hun den første kvinde i verden til at udføre to af billedhuggerkunstens allermest prestigefyldte opgaver: bronzedøre til en katedral og en rytterstatue af en konge.
En betydelig del af Carl Nielsen-parrets indbo endte efter deres død hos nævnte datter, som testamenterede hovedparten af arven samt mange af sine egne værker til Carl Nielsen Museet, der åbnede i 1988.
I nærværende bog sættes der for første gang fokus på Carl Nielsen-parrets righoldige kunstsamling. De mange malerier, grafiske arbejder, skulpturer og kunsthåndværk belyses ud fra parrets sociale relationer til de pågældende værkers skabere, ligesom rammerne om samlingen – det vil sige parrets i alt syv boliger i København – inddrages i behandlingen.
Forlaget Odense Bys Museer
431 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-93-4
Anmeldelse
Anette Hyllested´s anmeldelse af “Carl Nielsen-parrets kunstsamling” i Fyens Stiftstidende´s kulturtillæg fredag d. 5. februar 2016.
Nedenstående er en ekstrakt af en del af et kapitel i nærværende forfatters bog Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen, der er den første store biografi om billedhuggeren. I artiklen redegøres for hendes komplicerede arbejde med i årene 1903-05 at kopiere dele af de nyligt udgravede, polykrome gavlskulpturer på det første Athenetempel på Akropolis. Dette arbejde resulterede i hendes store gennembrud såvel herhjemme som udlandet.
Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) (1) er den første kvinde i verden, der skabte ikke blot én, men to af billedhuggerkunstens allermest prestigefulde værker, nemlig bronzedøre til en katedral (Ribe Domkirke, 1904) og en rytterstatue af en fyrste (Christian 9. på Christiansborg Ridebane, 1907-27). Disse præstationer er bemærkelsesværdige set i lyset af, at hun tilhørte en generation af kvindelige kunstnere, der endnu ikke havde adgang til en uddannelse på Kunstakademiet. Alligevel lykkedes det hende i kraft af sit talent, sin stræben og arbejdsomhed at nå nævnte resultater med afsæt i nogle få års privat undervisning. Med hendes stærke fokusering på sin metier vakte det stor undren blandt hendes nærmeste, da hun under et studieophold i Paris giftede sig med kapelmusikeren og komponisten Carl Nielsen, som hun kun havde kendt i en måneds tid. Parret lod hånt om konventionerne og holdt bryllupsfest, inden de tog på bryllupsrejse til Italien, hvor de blev lovformeligt viet i maj 1891. Hverken ægteskab eller tre barnefødsler fik Anne Marie Carl-Nielsen til at lægge arbejdet på hylden, om end børnene i en periode nedsatte hendes arbejdstempo.
Rejsen til Grækenland, 1903
Da Carl Nielsen-parret havde haft stort udbytte af deres studierejser som unge, trak udlængslen i dem. Således rejste de i 1903 sammen til Grækenland et halvt års tid. Foruden at bese antikke monumenter og museer var det begges intention at arbejde under de sydlige himmelstrøg. For Anne Marie Carl-Nielsens vedkommende havde hendes elev Ingrid Kjær nærmest foræret hende en stor opgave, som hun ikke selv magtede. Det handlede om, at Ingrid Kjær havde fundet et arbejdsområde, som hun mente kunne blive en god forretning, nemlig at kopiere nogle af de sensationelle fund, som arkæologerne havde gjort i midten af 1880´erne bestående af polykrome skulpturer og skulpturgrupper fra den indtil da ret ukendte arkaiske (græsk for: gammel, fortidig) periode. Netop den velbevarede bemaling gjorde disse genstande interessante, fordi farverne var voldsomme og brugt på en anderledes måde end i antikken, det vil sige ikke-naturalistisk. Godt nok havde man i det sene 1800-tal kendskab til præ-antikke skulpturer med stærke farver, men disse var anvendt til skildring af vilde dyr og uhyrer, men ikke af menneskefigurer. Derfor blev der flittigt forsket i og publiceret en del om disse fund, men afbildninger heraf var begrænset af datidens reproduktionsteknik. Følgelig var der stor efterspørgsel blandt arkæologiske museer og kunstakademier på nøjagtige, bemalede kopier af de arkaiske værker, men originalernes skrøbelige farvelag tillod ikke, at man tog form af dem. Mangfoldiggørelse i plastisk form krævede derfor manuel fremstilling af kopier i ler, som efterfølgende kunne afformes, støbes i gips og bemales. Dette havde Ingrid Kjær gjort med en kore-figur (græsk for: ung pige) på Akropolis Museum, selvsagt med tilladelse fra dets direktør (2). Ingrid Kjær holdt Anne Marie Carl-Nielsen underrettet om den besværlige proces, ligesom hun spurgte sin erfarne lærer til råds. Selv om det lykkedes Ingrid Kjær at få bestilling på hele 23 afstøbninger af sin kore-kopi, kneb det med at få dem bemalet. Hun frygtede imidlertid, at grækerne ville spænde ben for eksporten af de færdige kopier, idet der havde været mange kedelige eksempler på udlændinges kommercielle udnyttelse af arkæologiske fund i Grækenland. Blandt andet på grund af disse vanskeligheder gav Ingrid Kjær op over for en stor og kompliceret kopiopgave.
Dét værk, der her er tale om, er den arkaiske skulpturgruppe Typhon, nærmere betegnet et uhyre med tredobbelte mandsoverkroppe og -hoveder samt slangehaler. Gruppen prydede oprindeligt vestgavlen på det første Athenetempel fra ca. 570 f. Kr. på Akropolis (3a-b). Helligdommen havde lidt den kranke skæbne at blive ødelagt og begravet i forbindelse med Perserkrigene omkring 100 år senere. Takket være ca. 2.500 års ophold uden for solens og menneskers rækkevidde var gavlskulpturernes farver velbevaret, da de blev fundet. Netop farverne gjorde det attraktivt for Akropolis Museum at få fremstillet kopier, så fundet kunne formidles i rumlig form, men åbenbart ikke så attraktivt, at man ville løbe den risiko at lade Ingrid Kjær bruge et punkteringsapparat (et værktøj, med hvilket man kan overføre afmærkede punkter på originalen til kopien for derved at sikre, at sidstnævnte bliver så præcis en gentagelse af førstnævnte som muligt). Derfor endte opgaven i foråret 1903 i hænderne på den mere erfarne Anne Marie Carl-Nielsen, dette i bedste forståelse med såvel hendes elev som museumsdirektøren. Med til historien om Ingrid Kjær hører, at hun i 1904 giftede sig med den tyske arkæolog Wilhelm Lermann og bosatte sig i München. Derefter opgav hun stort set sin kunstneriske karriere.
Efter at have set sig om i Grækenland begyndte arbejdsiveren at krible i Carl Nielsen-parret. Mens han satte sig til at komponere, gik hun i gang med at kopiere Typhon (4). Takket være Anne Marie Carl-Nielsens eminente evne til at genskabe dét, hun så i tredimensional form, kom hun uproblematisk igennem arbejdet. Undervejs opdagede hun imidlertid, at arkæologerne havde anbragt den bageste af uhyrets mandsoverkroppe i en forkert vinkel i forhold til resten. Museumsdirektøren billigede derfor, at skulpturgruppen blev nyopstillet i henhold til Anne Marie Carl-Nielsens opdagelse. Stolt over såvel at have kunnet korrigere arkæologerne som over sit vellykkede kopieringsarbejde lod hun en professionel fotograf tage et billede af sig og Carl Nielsen foran Typhon (5), inden parret rejste hjem. Da hun kun havde nået at få støbt én gipskopi af hele uhyret og forsøgt sig med farvesætning af ét af dets hoveder (6), måtte hun følgelig til Athen igen.
Rejsen til Grækenland, 1904-05
I november 1904 rejste Anne Marie Carl-Nielsen atter afsted. Undervejs besøgte hun direktøren for Die Glyptothek i München og forelagde ham fotoet af sin kopi af Typhon i den nyopstilling, hun havde stået fadder til. Til hendes store forbavselse fortalte direktøren, at en tysk arkæolog nyligt havde publiceret en tilsvarende opstilling uden reference til hende. Det harmede selvsagt Anne Marie Carl-Nielsen, ikke mindst fordi arkæologen i et brev fra året før både havde takket hende for det tilsendte foto af hendes kopi og prist hendes korrigerede opstilling i høje toner. Hun rådførte sig med sin mand og en række fagfolk om den uredelige behandling, men endte med at ordne sagen med den pågældende i mindelighed.
I Athen løb Anne Marie Carl-Nielsen ind i flere problemer. På museet ville man ikke længere huse hende, hvorfor hun måtte gøre sit arbejde færdigt andetsteds. Da hendes bemaling på gipshovedet (6) var blegnet i løbet af hendes halvandet år lange fravær, måtte hun have en kemiker til at analysere farverne på originalerne, så hun kunne bruge tilsvarende pigmenter. På grund af den høje luftfugtighed i den græske vinterperiode tørrede gipsafstøbningerne kun langsomt, hvorfor hun gav sig til at kopiere ikke bare én, men fire andre skulpturfragmenter fra Athenetemplets gavle, herunder et stort tyrehoveder (7). Hun var nemlig fået nys om, at der om foråret skulle afholdes en arkæologkongres i Athen, i hvilken forbindelse det ville være opportunt for hende at præsentere sine kopier med salg for øje.
Desværre gik denne plan i vasken, fordi Carl Nielsen var godt og grundig utilfreds med tilværelsen. Han var gerådet i en konflikt med Det Kongelige Kapel, hvilket endte med hans afsked. Han savnede sin kone – og børnene deres mor – for hun var jo ofte og i lange perioder væk hjemmefra. Desuden var hushjælpen syg og overvejede sin stilling. I desperation meddelte Carl Nielsen derfor sin kone, at han ville skilles og slå sig ned i udlandet, hvor han håbede, at man ville sætte større pris på hans arbejde end i Danmark. Anne Marie Carl-Nielsen rejste derfor hjem i huj og hast for at redde ægteskabet. Det lykkedes, men på bekostning af kontakten med alverdens arkæologer på kongressen i Athen, hvilket ærgrede den forretningsmindede kvinde kolossalt. Snart var hun dog atter i Athen og fik arrangeret en udstilling af sine kopier på Det tyske Institut, hvor ”Archæologerne er rystede og begejstrede over min Farverestauration”, som hun skrev til sin mand. I løbet af de følgende år solgte hun flere af sine kopier til museerne i Berlin, Dresden og Erlangen, mens brygger Carl Jacobsen købte fire af kopierne til Den Kongelige Afstøbningssamling i København. Anne Marie Carl-Nielsens arkaiske kopier findes i dag desuden på Carl Nielsen Museet i Odense og på Aarhus Universitet.
Kritikkens respons
De farvede kopier var således med til at slå Anne Marie Carl-Nielsens navn fast internationalt. På Den Fries udstilling i 1906 lovpriste en kritiker dem således: ”Beundringsværdigere endnu end Fliden er dog Intelligensen i dette Arbejde, Forstaaelsen af den kyklopiske Vældighed i denne ældgamle Kunst med dens barbarisk-skønne, vilde og vovede Farver og dens næsten dyriske Fraadsen i den levende Form. Der staar som et Skrig af en Urtidskunstners Skaberglæde fra disse dampende Tyre og denne trehovede Typhon, der rejser sig med en djævelsk Latter over sine egne frygtelige Lyster.” Man fornemmer indirekte kritikerens sympati for den nye ekspressive strømning – fauvismen (af fransk ”fauves”: vilde dyr) – der netop var opstået i den franske malerkunst med blandt andre maleren Henri Matisse som en fremtrædende eksponent.
Selv om Anne Marie Carl-Nielsens kopier solgte ret godt, er det umuligt at gennemskue, hvor stor hendes nettofortjeneste herpå blev, for, mens hun var nøjeregnende med at registrere sine indtægter, oplistede hun ikke med samme nidkærhed de dertil hørende udgifter.
Illustrationer
1. N. Perscheid: Portræt af Anne Marie Carl-Nielsen. (1904). Fotografi. Betegnet (reversen, med blyant): 4; (reversen, grønt stempel): ROH ABZUG/N. PERSCHEID. Carl Nielsen Museet. CNM/1984/3075.2. Ubekendt fotograf: Ingrid Kjær i færd med at modellere en kore-figur på Akropolis Museum. (1901). Fotografi. Carl Nielsen Arkivet. Det Kongelige Bibliotek.
På Akropolis fandt arkæologerne i 1880´erne et større antal arkaiske skulpturer forestillende unge kvinder. Disse kore-figurer vakte dengang opmærksomhed på grund af deres velbevarede farver. Men bemalingen forhindrede, at man kunne mangfoldiggøre figurerne på traditionel vis gennem afstøbninger, hvorfor kopiering måtte foregå ved håndkraft. Det var netop, hvad Anne Marie Carl-Nielsens elev Ingrid Kjær gjorde med Kore nr. 674 på Akropolis Museum og sendte sin lærer dette fotografi, der viser, at arbejdet foregik i en udstillingssal. Det lykkedes Ingrid Kjær at overtale museumsdirektøren til at få den aktuelle kore rykket ud midt på gulvet, så hun havde mulighed for at studere den fra alle sider.
3.a. Ubekendt kunstner eller værksted: Skulpturel udsmykning af vestgavlen på det første Athenetempel på Akropolis. Ca. 570 f.Kr. Poros, fragmentarisk bevaret, bemalet. Akropolis Museum. Acr. 36+, 3+ og 35+. Servi, Katerina: The Acropolis. The Acropolis Museum. Ekdotike Athenon. Athen 2011.3.b. Ubekendt teknisk tegner: Skulpturel udsmykning af vestgavlen på det første Athenetempel på Akropolis, ca. 570 f.Kr. U.å. Odense Bys Museer.
Det første Athenetempel på Akropolis blev opført ca. 570 f. Kr., men ødelagt omkring 100 år senere i forbindelse med Perserkrigene. Under udgravningen i 1880´erne fandt arkæologerne blandt andet fragmenter af den skulpturelle udsmykning på det arkaiske tempels vestgavl, som man fandt interessant især på grund af dets velbevarede farver. På den rekonstruerede gavl optræder tre forskellige scener, nemlig til venstre: Herakles i kamp med havguden Triton. I midten: to overnaturligt store løver, der flænser i en nedlagt okse. Til højre: uhyret Typhon. Sidstnævnte skulpturgruppe fascinerede Anne Marie Carl-Nielsen så meget, at hun brugte tid på at kopiere den. Essensen af den græske myte om det dæmoniske væsen lyder som følger: Typhon var søn af Gaia (Moder Jord) og skabt som et gigantisk bevinget mangehovedet og mangearmet uhyre, hvis underkrop bestod af utallige slanger. Dette aggressive væsen forsøgte engang at bekæmpe den græske hovedgud Zeus. Det lykkedes Typhon at vælte ham omkuld ved at skære hans knæhaser over, men da kom Herakles sin far Zeus til undsætning ved at skaffe ham de manglende legemsdele tilbage. Zeus var nu i stand til i kraft af sine lyn at nedlægge Typhon og efterfølgende begrave ham under Etna, hvorfor dette sicilianske bjerg stadig ulmer og indimellem spyr nogle af lynene fra sig.
4. Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945): Typhon. Kopi af arkaisk græsk skulpturgruppe fra Athenetemplet på Akropolis, ca. 570 f.Kr. (1905). Gips, bemalet. 79,5 cm x 286,0 cm x 48,0 cm. Den Kongelige Afstøbningssamling, Statens Museum for Kunst. KAS 1380.
Anne Marie Carl-Nielsen fremstillede mindst fem kopier af Typhon, hvoraf der herhjemme findes tre eksemplarer. Brygger Carl Jacobsen købte en af kopierne, som han forærede til Den Kongelige Afstøbningssamling i København. De to andre overgik efter Anne Marie Carl-Nielsens død til henholdsvis den nuværende Antiksamling på Aarhus Universitet samt til Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Sidstnævnte ubemalede eksemplar blev i 2006 overdraget til Carl Nielsen Museet/Odense Bys Museer. Typhon´s tre mandspersoner holder genstande i hænderne, der henviser til natursymbolerne luft, vand og ild.
5. Dr. Schrøder, Altes Museum, Berlin: Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen fotograferet på Akropolismuseet i Athen foran Anne Marie Carl-Nielsens kopi af Typhon. (1903). Fotografi. Betegnet (fn., pen): Glædelig Jul Kjære Godske Nielsen Deres A.M. og C.N. Carl Nielsen Museet. Uden inventarnummer.
Anne Marie Carl-Nielsen kopierede fra midten af marts til slutningen af juni måned 1903 den komplekse skulpturgruppe Typhon på Akropolis Museum. På fotoet står hun stolt ved siden af sin kopi, mens originalen ses i baggrunden under en stor akvarelmalet kopi af skulpturgruppen. I forgrunden sidder Carl Nielsen og skumler, for han brød sig ikke om Typhon: ”Formen er for dum, synes jeg; der er hverken Olympiaskulpturens fuldblodige Lidenskabelighed i Formgivning eller den senere græske Kunsts Finhed og Glæde over det menneskelige Legeme”. Han var utilfreds med, at hans kone brugte så megen tid på at kopiere fremfor selv at skabe, men nok så meget irriteret over udsigten til, at hun ville af sted til Grækenland igen for at gøre arbejdet færdigt. For så måtte han undvære hende i en længere periode.
6. Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945): Blåskæg. (Kopi, med farverekonstruktion, af det tredje af Typhon´s mandsho-veder fra ca. 570 f. Kr.) (1903-05). Gips, bemalet. 52,0 cm x 23,0 cm x 32,0 cm. Carl Nielsen Museet. CNM/1984/1321.
Efter at Anne Marie Carl-Nielsen havde modelleret og fået afformet hele den store og komplicerede Typhon, fik hun taget nogle ekstra gipsafstøbninger af den bageste af skulpturgruppens mandshoveder, hvor farverne var særlig godt bevaret. Intentionen hermed var at rekonstruere farverne for dermed at bidrage til den aktuelle farvedebat blandt arkæologer, men projektet havde også et kommercielt sigte. Skulpturgruppen besad nemlig en hidtil uset stærk og ikke-naturalistisk farvesætning sammenlignet med hidtidige farvefund på skulpturelle fremstillinger af menneskefigurer: Hår og skæg var blåt – hvilket forlenede ham med kælenavnet ”Blåskæg” – og huden rødbrun. En sådan abstrakt farvebrug kendtes ellers kun i forbindelse med før-antikke skildringer af dyr og fabelvæsener. Det var imidlertid ikke let for Anne Marie Carl-Nielsen at genskabe farverne. Især den blå farve drillede hende, hvorfor hun bad den græske konges danske godsforvalter Otto Weismann om assistance. Han kunne da også oplyse hende om, at farvestoffet kunne frembringes ved kemisk behandling af roden fra planten alkanna (alkanna tinctoria), men henviste i øvrigt til Meyers Konversationsleksikon.
7. Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945): Tyrehoved. (Kopi, med farverekonstruktion, af et fragment fra Athenetemplets gavludsmykning.) (1904-05). Gips, bemalet. 76,0 cm x 95,0 cm x 48,0 cm. Carl Nielsen Museet. CNM/1984/1351.
Anne Marie Carl-Nielsen modellerede også en kopi af hovedet af den tyr, som to kæmpestore løver har nedlagt på midtersektionen af vestgavlen på det første Athenetempel på Akropolis. Billedhuggeren omtalte tyrehovedet i flere af brevene til sin mand: “Nu er Tyren støbt Du kan ikke tro hvor det er en dejlig Kal og som den gjør sig hvid. – Jeg har altså gjort Halsen og Dogerlappen [en tyk, løst nedhængende hudfold foran på brystkammen og op langs halsen på bl.a. nogle oksearter] – som er bøjet om af at ligge, det er nogle dejlige kraftige Linier nu sætter jeg en Plade op bag ved så er det et udmærket Hele[.] det Hele er jo Hautrelief [fransk for: højt relief]. Forresten er Museerne nogle Idioter om de ikke vil have den når jeg selv skal sige det.” Det lykkedes i første omgang Anne Marie Carl-Nielsen at afsætte Tyrehoved til museer i Erlangen og Berlin, mens en tredje kopi endte på Den Kongelige Afstøbningssamling i København og en fjerde på Carl Nielsen Museet i Odense.
Litteratur
Christiansen, Anne: Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen. Forlaget Odense Bys Museer 2013.
Fellow, John (red.): Carl Nielsen Brevudgaven. Bd. 1-10. Multivers. København 2005-13.
Houby-Nielsen, Sanne: “Anne Marie Carl-Nielsen og det sene 1800-tals farvedebat” i: Christiansen, Jette (red.) : København-Athen tur/retur. Danmark og Grækenland i 1800-tallet. Meddelelser fra Ny Carlsberg Glyptotek. Ny serie. Volume 2. Ny Carlsberg Glyptotek 2000, pp. 149-61.
Telmányi, Anne Marie: Mit barndomshjem. Erindringer om Anne Marie og Carl Nielsen skrevet af deres datter. 2. udgave. Thaning & Appel 1966.
Faktaboks
1863 fødtes Anne Marie Brodersen som datter af proprietærparret Povl Julius og Frederikke Johanne Kirstine Brodersen på Thygesminde i Sdr. Stenderup ved Kolding
1880 tre måneder på maleren Chr. C. Magnussens Holzschnitzschule (Billedskærerskole) i Slesvig
1882-84 elev hos billedhuggeren A.V. Saabye
1882 studier på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder
1884 debut som billedhugger
1888 viser to kalvestatuetter på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København og er siden især kendt for sine dyreskulpturer
1889 kalvestatuetterne vises på Verdensudstillingen i Paris
1889-90 studier på Den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for Kvinder
1890-91 studieophold i Paris
1891 gift med kapelmusikeren og komponisten Carl Nielsen
1891, 1893 og 1895 Carl Nielsen-parrets to døtre og ene søn fødes
1892 medlem af Den frie Udstilling
1903 og 1904-05 studierejse til Grækenland
1904 bronzedøre til Ribe Domkirke
1908 vinder den indbudte konkurrence om rytterstatuen af Christian 9.
1913 Dronning Dagmar, Ribe Slotsbanke
1927 Rytterstatuen af Christian 9. afsløret
1927 tildeles den kongelige hædersbevisning Ingenio et arti (for kløgt og kunst)
1931 Carl Nilesen dør
1933 Fløjtespilleren, monument for Carl Nielsen i Nr. Lyndelse på Fyn
1939 Musikens Genius, monument for Carl Nielsen på Grønningen i København
Om forfatteren
Anne Christiansen er mag.art. i kunsthistorie. Har bl.a. været undervisningsassistent ved Institut for kunsthistorie ved hhv. Aarhus og Københavns Universiteter, museumsinspektør/daglig leder af Esbjerg Kunstforenings Samling og siden 1992 ansat ved Odense Bys Museer som hhv. museumsinspektør/daglig leder af Fyns Kunstmuseum/Odense Bys Museer, overinspektør og afdelingschef/samlingschef i Viden & formidling og senest seniorforsker.
Seneste udgivelser (alle på Forlaget Odense Bys Museer): Sanderumgaards Romantiske Have – set med Eckersbergs og andre kunstneres øjne o. 1800. 2010. Fyns Kunstmuseum. 2011. Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen. 2013.
Ikke udgivet, findes kun som manus her på siden.
10 sider, illustreret
Intet ISBN.nr.
Anne Marie Carl-Nielsen (født Brodersen) kom til verden i 1863 som datter af et
velstående proprietærpar i Sdr. Stenderup ved Kolding. I kraft af sine evner og
stålsatte karakter fik hun lov til at uddanne sig som billedhugger, selv om forældrene hellere havde set, at hun – ligesom sin søster og de fleste unge kvinder fra samme samfundslag – forberedte sig til en fremtid som husmoder.
Anne Marie Brodersen blev udlært privat hos en billedhugger, da kvinder dengang ikke havde adgang til Kunstakademiet. Alligevel lykkedes det hende at gøre sig gældende blandt de bedste af sine mandlige kolleger. Således blev hun den første kvinde i verden til at udføre to af billedhuggerkunstens allermest prestigefyldte opgaver: bronzedøre til en katedral og en rytterstatue af en konge.
Som ung gjorde Anne Marie Brodersen sig bemærket ved sine livfulde skildringer af landbrugets dyr, som hun var vokset op med. Hendes særlige talent gjorde hende også til en skattet portrætkunstner.
I 1891 mødte Anne Marie Brodersen kapelmusikeren Carl Nielsen, der som bekendt udviklede sig til at blive en verdensberømt komponist. De to forelskede sig hovedkulds i hinanden, mens de begge var på studieophold i Paris. Ganske uortodokst tog de på bryllupsrejse, før de var blevet gift. Hurtigt satte Anne Marie, nu med efternavnet Carl-Nielsen, tre børn i verden, men fortsatte ufortrødent sit kunstneriske virke uden hensyntagen til samtidens forventninger til hende om først og fremmest at agere hustru og moder.
Gennemgående bakkede Carl Nielsen op om sin kones karriere, selv om det undertiden faldt ham svært at undvære hende under hendes mange og ofte langvarige ophold langt hjemmefra. Da Anne Marie Carl-Nielsen i 1914 opdagede, at hendes mand i årevis havde været hende utro, ville hun skilles. Efter syv-otte års separation fandt parret dog sammen igen.
Anne Marie Carl-Nielsen høstede megen anerkendelse for sine kunstværker såvel
herhjemme som i udlandet. Således fik hun den sjældent uddelte kongelige
hæder Ingenio et arti (latin for: For viden og kunst), mens kollegerne i Kunstakademirådet påskønnede hendes faglige dygtighed med Thorvaldsen-Medaillen.
Kort efter sin 80-års fødselsdag blev Anne Marie Carl-Nielsen alvorligt syg og
kom sig aldrig rigtigt igen. Hun døde i 1945 som en meget velhavende kvinde og efterlod sig en stor produktion af blandt andet dyrestatuetter, portrætbuster og –
medaljoner samt flere offentlige monumenter – herunder to til minde om Carl Nielsen.
Anne Marie Carl-Nielsen har selv kun skrevet ganske lidt om sit liv, men hendes
yngste datter, Anne Marie Telmányi, udgav i 1965 sine erindringer om forældrene i Mit barndomshjem, og i 1979 udkom hendes bog om moderen. Efterfølgende fåtallige udgivelser om billedhuggeren baserer sig i vid udstrækning på disse noget skønmalende publikationer, der er ret upræcise med hensyn til faktuelle oplysninger.
Formålet med nærværende udgivelse om Anne Marie Carl-Nielsen har derfor været at tilvejebringe et mere nuanceret billede af hende. Den umiddelbare anledning har været 150-året for hendes fødsel. Generelt har det dog ligget Odense Bys Museer på sinde at tilvejebringe den første forskningsbaserede biografi om den markante danske og internationalt anerkendte billedhugger. Det righoldige stof er angrebet ud fra en overordnet kunsthistorisk synsvinkel med inddragelse af relevante aspekter inden for samfunds-, kultur- og kvindehistorie for på denne måde at få indblik i Anne Marie Carl-Nielsens liv og værk.
Forlaget Odense Bys Museer
423 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-73-6
Anmeldelse
Carsten Bach-Nielsen´s anmeldelse af “Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen” i Kristeligt Dagblad mandag d. 23. juni 2014.
Selvom det er godt 125 år siden, at kimen til der nuværende Fyns Kunstmuseum blev lagt, har museer og dets samling ikke tidligere været genstand for en større selvstændig behandling, men det rådes der hermed bod på. Kunstsamlingen i Odense opstod nemlig som — og er fortsat — en integreret del af byens kommunale museum, der i dag kendes som Odense Bys Museer.
Bogens stof falder i to dele. I den første og mindre del redegøres for Fyns Kunstmuseums mæcener og erhvervelsespolitik. Desuden ses der nærmere på den rigt udsmykkede, historicistiske museumsbygning, som siden 1989 alene har dannet ramme om museumsvæsenets kunstsamling, men som oprindelig blev opført med henblik på også at huse de kulturhistoriske og naturhistoriske samlinger.
I bogens anden og større del behandles Fyns Kunstmuseums samling, der foruden af en mindre gruppe afstøbninger af skulpturer fra den græsk-romerske antik samt fra den italienske renæssance består af en righoldig samling af danske kunstværker fra slutningen af 1700-tallet og fremefter. Grundet samlingens bredde og omfang har der været muligt at undersøge den ud fra en typologisk synsvinkel. Således underkastes blandt andet følgende genrer en nærmere undersøgelse: græsk-romerske samt nordiske myter, Bibelens historier, folkelivsskildringer, portrætter, landskabsmaleri og opstillinger, ligesom der bliver set nærmere på såvel den abstrakte som den nonfigurative kunst.
Indholdsmæssigt lægges vægten på de gode historier, som et stort udvalg af museets bedste værker kan fortælle. Det gøres ved at gå tær på kilderne og med udsyn til sammenlignelige værker herhjemme og i udlandet.
Bogens omfartende indhold kan læses på tre niveauer: Mens de hen ved 400 illustrationer ledsages af hver en kortfattet beskrivelse, byder de 13 tematiske kapitler på en uddybende kunsthistorisk tekst; i de 12 fokus-tekster byder samt kapitlerne Indgang og Udgang gives derimod tolkninger af udvalgte værker.
Selvom bogens primære sigte er at fortælle om Fyns Kunstmuseums historie og samling, har det været tanken, at bogen i kraft af sin tematiske opbygning også vil kunne finde anvendelse som en art kunsthistorisk oversigtsværk.
Forlaget Odense Bys Museer
463 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-50-7
Anmeldelser
Peter Hagmund´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Fyens Stiftstidende mandag d. 2. Maj 2011.
Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Politiken Torsdag d. 5. januar 2012.
– Set med Eckersbergs og andre kunstneres øjne o. 1800.
I 1793 blev hofmarskal og kammerherre Johan Bülow (1751-1828) forvist fra sin ansættelse ved hoffet, hvorpå han flyttede til sit nyligt erhvervede, noget forsømte gods, Sanderumgaard på Fyn. På baggrund af blandt andet sin botaniske interesse og sit førstehånds kendskab til det nye, romantiske haveanlæg ved Marienlyst Slot gav han sig straks i kast med at omlægge sin egen have. Det foregik ligeledes efter engelsk mønster i landskabelig stil med snoede stiforløb, der gav den vandrende udsyn til stadig nye og afvekslende scenerier med rigt varieret beplantning, lysthuse og monumenter, der var opført på passende afstand af hinanden, hvor vand i form af slyngede kanaler og damme krydrede billedet med stemningsfulde spejlinger af himmel, skyer og trækroner.
Da Bülow selv var en habil kunstner, og da han siden ungdommen havde samlet på kunst, inviterede han igennem årene en række kunstnere til sit fynske paradis med henblik på, at de skulle forevige dette og hint afsnit af haven. Således udførte J.F. Clemens blandt andet en serie på tolv kobberstik for godsejeren, mens den endnu ikke færdiguddannede C.W. Eckersberg, der siden blev kendt som ‘den danske malerkunsts fader”, malede en suite prospekter af haven. Mens disse malerier alene var møntet på at pryde Bülows hjem, sigtede de reproducerbare kobberstik tillige mod et kunst- og haveinteresseret publikum, hvorved kendskabet til den forsmåede godsejers virke kunne udbredes og hans renommé heles.
De nuværende ejere af Sanderumgaard, kammerherreparret Susanne og Erik Vind, har siden starten af 2000tallet arbejdet ihærdigt på renovering af herregårdens have i overensstemmelse med Bülows nu 200 år gamle intentioner. Helt i stil med den gæstfrihed hofmarskalen lagde for dagen, har familien Vind fra foråret 2010 givet offentligheden adgang til Sanderumgaards Romantiske Have.
Forlaget Odense Bys Museer
131 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-33-0
Anmeldelser
Eva Pohl´s anmeldelse af “Sanderumgaards Romantiske Have” i Berlingske Tidende fredag d. 2 juli 2010.
Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Sanderumgaards Romantiske Have” i Politiken mandag d. 13. september 2010.
Værker af billedhuggeren J.A. Jerichau fra museets samling.
Købmandssønnen Jens Adolf Jerichau kom til verden i 1816 i Assens og voksede op dér. Med baggrund i sit kunstneriske talent blev han optaget på Kunstakademiet i København med henblik på at blive maler, men skiftede undervejs i studiet mening til fordel for billedhuggerkunsten. Uden at have afsluttet sin uddannelse lykkedes det ham takket være gode forbindelser at komme til Rom i 1838 og at få arbejde i Bertel Thorvaldsens værksted. Jerichau fulgte i den verdensberømt, nyklassicistiske mesters fodspor og blev snart selv en anerkendt kunstner. Efter omkring ti år vendte Jerichau hjem til København for at blive professor ved Kunstakademiet, men opholdt sig resten af livet periodisk i Rom, hvor han havde beholdt sit atelier.
Da Jerichau døde i 1883, skulle hans atelier i Italien tømmes. Omkring dette tidspunkt blev der etableret flere museer herhjemme, blandt andet i Odense. Udgangspunktet var en større privat, arkæologisk samling og en mindre naturhistorisk, som kommunen overtog og opførte en ny bygning til at huse sideløbende med, at man som den største by i provinsen også havde ambitioner om at få en kunstsamling. Til etablering af denne fik man en del midler fra staten på betingelse af, at man rådførte sig med konservator ved de kongelige samlinger, billedhuggeren Rasmus Secher Malthe, der også ydede konsulentbistand til andre nye museer. Malthe havde været assistent hos Jerichau og medvirkede til fordeling af dennes originalværker i gips fra atelieret i Rom til blandt andet kunstafdelingen på museet i Odense.
Jerichaus 18 originalmodeller i gips fik snart følge af gipsafstøbninger af flere danske billedhuggeres skulpturer, der alle fik plads i en stor og højloftet skulptursal opført til formålet i 1898. Der stod de mange værker indtil o. 1950, da funktionalismen med dens krav om blandt andet materialeægthed fik de sene 1800-tals gipser til at syne bedagede. I Odense – som på mange andre museer – flyttede man disse værker på magasin for at give plads til moderne kunst. Denne tilsidesættelse og gentagne flytninger satte sine tydelig spor på værkerne af det skrøbelige materiale, hvilket Fyns Kunstmuseum i 2002-03 søgte at råde en smule bod på, i første omgang over for Jerichaus originale modeller i gips. De blev konserveret og i 2003 viste på udstillingen Skønhed og skrøbelighed i museets skulptursal, hvor de tidligere havde stået. Skulpturernes motiver, deres historie og omskiftelige tilværelse blev præsenteret sideløbende med Jerichaus liv og virke i en ledsagende, lille katalogbog.
Udgivet af Fyns Kunstmuseum 2003
64 sider, illustreret
ISBN 87-7838-791-4
