I 1857 kom det femte af træskomager Anders Rasmussens ti børn til verden i den midtfynske landsby Brændekilde. Det stod ikke skrevet i stjernerne, at drengen Hans Andersen skulle blive en anerkendt maler, der kom til at høste medaljer herhjemme og i udlandet, og hvis bedste værker skulle blive handlet for store summer.
Med hjælp fra en velhavende enke kom Hans Andersen på Kunstakademiet og uddannede sig som modellør, men det var som genremaler, han slog igennem – med fødebyens navn lagt til sit eget. Han blev kendt for sine skildringer af livet på landet – ikke mindst indignerede billeder af de fattiges trængsler. Dertil kom smægtende, romantiske scenerier fra forårsskove og rene landskabsbilleder. Han virkede også som portrætmaler og illustrator, ligesom han i perioder arbejdede som kunstnerkeramiker.
Under den anstændige, borgerlige overflade levede Brendekilde i over 25 år et dobbeltliv. Selv om han havde hustru og tre døtre, forelskede han sig i familiens tjenestepige, og de fik en søn sammen. Dobbeltlivet sled på ham psykisk, og han mistede kunstnerisk anseelse, fordi han måtte arbejde meget – og hurtigt – for at brødføde to familier. Da døtrene blev voksne, lod Brendekilde sig skille og giftede sig med sin elskede.
Gads Forlag 424 sider, illustreret ISBN 978-87-12-06580-7
Anmeldelser
Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Brendekilde. Liv og værk” i Politiken Søndag 12. september 2021.
Torben Weirup´s anmeldelse af “Brendekilde. Liv og værk” i Kristeligt Dagblad lørdag d. 9. oktober 2021.
Da maleren Anne Marie Telmányi i 1983 døde i en alder af 90 år uden at efterlade sig ægtefælle, børn eller andre nære slægtninge, havde hun bestemt, at størstedelen af hendes efterladte formue skulle gå til oprettelse af en fond, Anne Marie Telmányi født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år. Formuen hidrørte i alt væsentligt fra Anne Marie Telmányi’s arv efter forældrene, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen og komponisten Carl Nielsen. Fondens kapital er siden vokset betydeligt i kraft af, at en del af fondens arv bestod i 1/3 af ophavsrettighederne til Carl Nielsens mange kompositioner. Fonden har derigennem fået mulighed for blandt andet at uddele et af Danmarks største hæderslegater specielt til kvindelige billedkunstnere.
Årsagen til Anne Marie Telmányi’s ønske om særligt at tilgodese kvindelige billedkunstnere var ikke blot hendes egen baggrund som maler, men lige så fuldt at hun stod ved siden af sin mor, da denne i 1916 var medstifter af Kvindelige Kunstneres Samfund, som de begge gennem resten af deres liv knyttede sig fast til. Anne Marie Telmányi kendte samtidig fra sig selv de særlige udfordringer, som kvindelige kunstnere i konkurrence med mandlige kunne have med at opnå anerkendelse og indflydelse, en udfordring, som på mange måder består endnu i hundredåret for stiftelsen af Kvindelige Kunstneres Samfund.
Udgivet af: “Anne Marie Telmányi født Carl-Nielsens Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år”
60 sider, illustreret
ISBN 978-87-998929-0-7
Carl Nielsen-parret fik gennem årene mange gode kunstnervenner, som i tidens løb forærede dem talrige gaver i form af egne kunstværker. Men også parrets kunstneriske datter Anne Marie Telmányi bidrog med arbejder til hjemmets prydelse, ligesom parret købte en del værker på udstillinger og kunstauktioner.Anne Marie Brodersen blev udlært privat hos en billedhugger, da kvinder dengang ikke havde adgang til Kunstakademiet. Alligevel lykkedes det hende at gøre sig gældende blandt de bedste af sine mandlige kolleger. Således blev hun den første kvinde i verden til at udføre to af billedhuggerkunstens allermest prestigefyldte opgaver: bronzedøre til en katedral og en rytterstatue af en konge.
En betydelig del af Carl Nielsen-parrets indbo endte efter deres død hos nævnte datter, som testamenterede hovedparten af arven samt mange af sine egne værker til Carl Nielsen Museet, der åbnede i 1988.
I nærværende bog sættes der for første gang fokus på Carl Nielsen-parrets righoldige kunstsamling. De mange malerier, grafiske arbejder, skulpturer og kunsthåndværk belyses ud fra parrets sociale relationer til de pågældende værkers skabere, ligesom rammerne om samlingen – det vil sige parrets i alt syv boliger i København – inddrages i behandlingen.
Forlaget Odense Bys Museer
431 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-93-4
Anmeldelse
Anette Hyllested´s anmeldelse af “Carl Nielsen-parrets kunstsamling” i Fyens Stiftstidende´s kulturtillæg fredag d. 5. februar 2016.
Anne Marie Carl-Nielsen (født Brodersen) kom til verden i 1863 som datter af et
velstående proprietærpar i Sdr. Stenderup ved Kolding. I kraft af sine evner og
stålsatte karakter fik hun lov til at uddanne sig som billedhugger, selv om forældrene hellere havde set, at hun – ligesom sin søster og de fleste unge kvinder fra samme samfundslag – forberedte sig til en fremtid som husmoder.
Anne Marie Brodersen blev udlært privat hos en billedhugger, da kvinder dengang ikke havde adgang til Kunstakademiet. Alligevel lykkedes det hende at gøre sig gældende blandt de bedste af sine mandlige kolleger. Således blev hun den første kvinde i verden til at udføre to af billedhuggerkunstens allermest prestigefyldte opgaver: bronzedøre til en katedral og en rytterstatue af en konge.
Som ung gjorde Anne Marie Brodersen sig bemærket ved sine livfulde skildringer af landbrugets dyr, som hun var vokset op med. Hendes særlige talent gjorde hende også til en skattet portrætkunstner.
I 1891 mødte Anne Marie Brodersen kapelmusikeren Carl Nielsen, der som bekendt udviklede sig til at blive en verdensberømt komponist. De to forelskede sig hovedkulds i hinanden, mens de begge var på studieophold i Paris. Ganske uortodokst tog de på bryllupsrejse, før de var blevet gift. Hurtigt satte Anne Marie, nu med efternavnet Carl-Nielsen, tre børn i verden, men fortsatte ufortrødent sit kunstneriske virke uden hensyntagen til samtidens forventninger til hende om først og fremmest at agere hustru og moder.
Gennemgående bakkede Carl Nielsen op om sin kones karriere, selv om det undertiden faldt ham svært at undvære hende under hendes mange og ofte langvarige ophold langt hjemmefra. Da Anne Marie Carl-Nielsen i 1914 opdagede, at hendes mand i årevis havde været hende utro, ville hun skilles. Efter syv-otte års separation fandt parret dog sammen igen.
Anne Marie Carl-Nielsen høstede megen anerkendelse for sine kunstværker såvel
herhjemme som i udlandet. Således fik hun den sjældent uddelte kongelige
hæder Ingenio et arti (latin for: For viden og kunst), mens kollegerne i Kunstakademirådet påskønnede hendes faglige dygtighed med Thorvaldsen-Medaillen.
Kort efter sin 80-års fødselsdag blev Anne Marie Carl-Nielsen alvorligt syg og
kom sig aldrig rigtigt igen. Hun døde i 1945 som en meget velhavende kvinde og efterlod sig en stor produktion af blandt andet dyrestatuetter, portrætbuster og –
medaljoner samt flere offentlige monumenter – herunder to til minde om Carl Nielsen.
Anne Marie Carl-Nielsen har selv kun skrevet ganske lidt om sit liv, men hendes
yngste datter, Anne Marie Telmányi, udgav i 1965 sine erindringer om forældrene i Mit barndomshjem, og i 1979 udkom hendes bog om moderen. Efterfølgende fåtallige udgivelser om billedhuggeren baserer sig i vid udstrækning på disse noget skønmalende publikationer, der er ret upræcise med hensyn til faktuelle oplysninger.
Formålet med nærværende udgivelse om Anne Marie Carl-Nielsen har derfor været at tilvejebringe et mere nuanceret billede af hende. Den umiddelbare anledning har været 150-året for hendes fødsel. Generelt har det dog ligget Odense Bys Museer på sinde at tilvejebringe den første forskningsbaserede biografi om den markante danske og internationalt anerkendte billedhugger. Det righoldige stof er angrebet ud fra en overordnet kunsthistorisk synsvinkel med inddragelse af relevante aspekter inden for samfunds-, kultur- og kvindehistorie for på denne måde at få indblik i Anne Marie Carl-Nielsens liv og værk.
Forlaget Odense Bys Museer
423 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-73-6
Anmeldelse
Carsten Bach-Nielsen´s anmeldelse af “Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen” i Kristeligt Dagblad mandag d. 23. juni 2014.
Selvom det er godt 125 år siden, at kimen til der nuværende Fyns Kunstmuseum blev lagt, har museer og dets samling ikke tidligere været genstand for en større selvstændig behandling, men det rådes der hermed bod på. Kunstsamlingen i Odense opstod nemlig som — og er fortsat — en integreret del af byens kommunale museum, der i dag kendes som Odense Bys Museer.
Bogens stof falder i to dele. I den første og mindre del redegøres for Fyns Kunstmuseums mæcener og erhvervelsespolitik. Desuden ses der nærmere på den rigt udsmykkede, historicistiske museumsbygning, som siden 1989 alene har dannet ramme om museumsvæsenets kunstsamling, men som oprindelig blev opført med henblik på også at huse de kulturhistoriske og naturhistoriske samlinger.
I bogens anden og større del behandles Fyns Kunstmuseums samling, der foruden af en mindre gruppe afstøbninger af skulpturer fra den græsk-romerske antik samt fra den italienske renæssance består af en righoldig samling af danske kunstværker fra slutningen af 1700-tallet og fremefter. Grundet samlingens bredde og omfang har der været muligt at undersøge den ud fra en typologisk synsvinkel. Således underkastes blandt andet følgende genrer en nærmere undersøgelse: græsk-romerske samt nordiske myter, Bibelens historier, folkelivsskildringer, portrætter, landskabsmaleri og opstillinger, ligesom der bliver set nærmere på såvel den abstrakte som den nonfigurative kunst.
Indholdsmæssigt lægges vægten på de gode historier, som et stort udvalg af museets bedste værker kan fortælle. Det gøres ved at gå tær på kilderne og med udsyn til sammenlignelige værker herhjemme og i udlandet.
Bogens omfartende indhold kan læses på tre niveauer: Mens de hen ved 400 illustrationer ledsages af hver en kortfattet beskrivelse, byder de 13 tematiske kapitler på en uddybende kunsthistorisk tekst; i de 12 fokus-tekster byder samt kapitlerne Indgang og Udgang gives derimod tolkninger af udvalgte værker.
Selvom bogens primære sigte er at fortælle om Fyns Kunstmuseums historie og samling, har det været tanken, at bogen i kraft af sin tematiske opbygning også vil kunne finde anvendelse som en art kunsthistorisk oversigtsværk.
Forlaget Odense Bys Museer
463 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-50-7
Anmeldelser
Peter Hagmund´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Fyens Stiftstidende mandag d. 2. Maj 2011.
Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Politiken Torsdag d. 5. januar 2012.
– Set med Eckersbergs og andre kunstneres øjne o. 1800.
I 1793 blev hofmarskal og kammerherre Johan Bülow (1751-1828) forvist fra sin ansættelse ved hoffet, hvorpå han flyttede til sit nyligt erhvervede, noget forsømte gods, Sanderumgaard på Fyn. På baggrund af blandt andet sin botaniske interesse og sit førstehånds kendskab til det nye, romantiske haveanlæg ved Marienlyst Slot gav han sig straks i kast med at omlægge sin egen have. Det foregik ligeledes efter engelsk mønster i landskabelig stil med snoede stiforløb, der gav den vandrende udsyn til stadig nye og afvekslende scenerier med rigt varieret beplantning, lysthuse og monumenter, der var opført på passende afstand af hinanden, hvor vand i form af slyngede kanaler og damme krydrede billedet med stemningsfulde spejlinger af himmel, skyer og trækroner.
Da Bülow selv var en habil kunstner, og da han siden ungdommen havde samlet på kunst, inviterede han igennem årene en række kunstnere til sit fynske paradis med henblik på, at de skulle forevige dette og hint afsnit af haven. Således udførte J.F. Clemens blandt andet en serie på tolv kobberstik for godsejeren, mens den endnu ikke færdiguddannede C.W. Eckersberg, der siden blev kendt som ‘den danske malerkunsts fader”, malede en suite prospekter af haven. Mens disse malerier alene var møntet på at pryde Bülows hjem, sigtede de reproducerbare kobberstik tillige mod et kunst- og haveinteresseret publikum, hvorved kendskabet til den forsmåede godsejers virke kunne udbredes og hans renommé heles.
De nuværende ejere af Sanderumgaard, kammerherreparret Susanne og Erik Vind, har siden starten af 2000tallet arbejdet ihærdigt på renovering af herregårdens have i overensstemmelse med Bülows nu 200 år gamle intentioner. Helt i stil med den gæstfrihed hofmarskalen lagde for dagen, har familien Vind fra foråret 2010 givet offentligheden adgang til Sanderumgaards Romantiske Have.
Forlaget Odense Bys Museer
131 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-33-0
Anmeldelser
Eva Pohl´s anmeldelse af “Sanderumgaards Romantiske Have” i Berlingske Tidende fredag d. 2 juli 2010.
Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Sanderumgaards Romantiske Have” i Politiken mandag d. 13. september 2010.
Værker af billedhuggeren J.A. Jerichau fra museets samling.
Købmandssønnen Jens Adolf Jerichau kom til verden i 1816 i Assens og voksede op dér. Med baggrund i sit kunstneriske talent blev han optaget på Kunstakademiet i København med henblik på at blive maler, men skiftede undervejs i studiet mening til fordel for billedhuggerkunsten. Uden at have afsluttet sin uddannelse lykkedes det ham takket være gode forbindelser at komme til Rom i 1838 og at få arbejde i Bertel Thorvaldsens værksted. Jerichau fulgte i den verdensberømt, nyklassicistiske mesters fodspor og blev snart selv en anerkendt kunstner. Efter omkring ti år vendte Jerichau hjem til København for at blive professor ved Kunstakademiet, men opholdt sig resten af livet periodisk i Rom, hvor han havde beholdt sit atelier.
Da Jerichau døde i 1883, skulle hans atelier i Italien tømmes. Omkring dette tidspunkt blev der etableret flere museer herhjemme, blandt andet i Odense. Udgangspunktet var en større privat, arkæologisk samling og en mindre naturhistorisk, som kommunen overtog og opførte en ny bygning til at huse sideløbende med, at man som den største by i provinsen også havde ambitioner om at få en kunstsamling. Til etablering af denne fik man en del midler fra staten på betingelse af, at man rådførte sig med konservator ved de kongelige samlinger, billedhuggeren Rasmus Secher Malthe, der også ydede konsulentbistand til andre nye museer. Malthe havde været assistent hos Jerichau og medvirkede til fordeling af dennes originalværker i gips fra atelieret i Rom til blandt andet kunstafdelingen på museet i Odense.
Jerichaus 18 originalmodeller i gips fik snart følge af gipsafstøbninger af flere danske billedhuggeres skulpturer, der alle fik plads i en stor og højloftet skulptursal opført til formålet i 1898. Der stod de mange værker indtil o. 1950, da funktionalismen med dens krav om blandt andet materialeægthed fik de sene 1800-tals gipser til at syne bedagede. I Odense – som på mange andre museer – flyttede man disse værker på magasin for at give plads til moderne kunst. Denne tilsidesættelse og gentagne flytninger satte sine tydelig spor på værkerne af det skrøbelige materiale, hvilket Fyns Kunstmuseum i 2002-03 søgte at råde en smule bod på, i første omgang over for Jerichaus originale modeller i gips. De blev konserveret og i 2003 viste på udstillingen Skønhed og skrøbelighed i museets skulptursal, hvor de tidligere havde stået. Skulpturernes motiver, deres historie og omskiftelige tilværelse blev præsenteret sideløbende med Jerichaus liv og virke i en ledsagende, lille katalogbog.
Udgivet af Fyns Kunstmuseum 2003
64 sider, illustreret
ISBN 87-7838-791-4
