Maleren i L.A. Rings skygge

Torben Weirup´s anmeldelse af “Brendekilde. Liv og værk” i Kristeligt Dagblad lørdag d. 9. oktober 2021.

Gedigent bogværk om H.A. Brendekilde er et grundigt portræt af en kunstners kamp, der resulterer i succes. Men succes er ikke en entydig størrelse — og den har sin pris

Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021 side 24 Kunst & Kultur

bog
4 Stjerner

TORBEN WEIRUP
kultur@k.dk

I modsætning til kunstnervennen L.A. Ring har maleren H.A. Brendekilde (1857-1942) ikke opnået nogen strålende hædersplads i den officielle kunsthistorieskrivning.
Ej heller er Brendekilde — som L.A. Ring (1854-1933) – i nyere tid blevet genstand for beåndede analyser af litterater som Henrik Wivel. Beåndet er selvfølgelig et plusord.
Tværtimod er Brendekildes religiøse kompositioner noget nedvurderet. Ved senere udstillinger — og nu er vi i midten af 1990’erne — er hans skildringer af livet på landet blevet anset for temmelig sødladne – ligefrem Morten Korch-agtige og egentlig er det vel mest hans indignerede, socialrealistiske skildringer, der er blevet hans eftermæle. Mange kender i hvert fald det ikoniske maleri fra 1889, ”Udslidt”, der i mange år var en attraktion på Fyns Kunstmuseum. Indtil der blev vendt op og ned på præsentationen af kunst i Odense.
En stor mark dominerer ”Udslidt”, i hvis forgrund en ældre daglejer er segnet på grund af det hårde slid. Som var det en pietå, holder hustruen sin afdøde mand i sine arme, mens hun skriger sin sorg, fortvivlelse og vrede ud over det golde landskab. Himlen synes helt tom.
Hvis dette og andre af Brendekildes socialrealistiske skildringer kan lede tanken hen på Henrik Pontoppidans noveller om provisorietiden i slutningen af 1800-tallet, er det ikke noget tilfælde. De var venner, delte politiske synspunkter og nærede en dyb sympati for samfundets svageste.
Til Brendekildes bedrifter kunne man nu også lægge en række af hans monumentalt anlagte, poetiske og indsmigrende landskabsmalerier med ingen eller få personer, hvor han i udsnit åbner et overdådigt panorama af dansk naturskønhed.

Ikke kun eftertidens dom over Brendekilde har været hård. Ring er for eksempel repræsenteret med fem gange så mange værker på landets kunstmuseer som Brendekilde – omend man måske kan trøste sig med en bemærkning, Anne Christiansen i sin bog citerer kritikeren Sophus Michatlis for: ”Private købere forstod sig ofte bedre på kunst, end man gjorde på de offentlige samlinger.”
Allerede samtidens vurdering var barsk. Nekrologerne var spidse anmeldelser af livsværket. Brendekilde havde opnået både høje auktionspriser og lige= frem folkeyndest, hvilket altid i sig selv er mistænkeligt. Af en eller anden grund.
Især hans sene billeder var svage og letbenede, hed det. Modsat Ring var han ikke åben over for nye kunstneriske strømninger og slet ikke på sine gamle dage, da han karakteriserede 1930’ernes kunst som ”humbug”. Han var ganske enkelt udslidt.
Men nu har H.A. Brendekilde fået sin monumentale bog skrevet af kunsthistorikeren Anne Christiansen, der selv fik vakt sin nysgerrighed i forhold til Brendekilde ved mødet med netop ”Udslidt” for mere end et kvart århundrede siden og senere havde det held at støde på kildemateriale, der Jå uden for de vanlige arkiver.

H.A. Brendekildes religiøse kompositioner har ikke opnået nogen hædersplads i kunsthistorien. Her er det et udsnit af “Uddrivelsen af Paradis” fra slutningen af 1930’erne.
– Foto: JP-Foto, Maribo.

Anne Christiansen begynder sin fortælling med barndommen og går detaljeret til værks; måske for netop at tegne et billede af en tid og et miljø, hvor der skulle noget ganske særligt til, hvis et menneske skulle bryde den sociale arv.

Som dreng skar Brendekilde ikke skibe, men figurer forestillende dyr. Ikke blot de kreaturer, der er fast inventar i dansk landbrug, men også så eksotiske skabninger som en kamel. Snittet i affaldstræ i farfaderens værksted efter ikke andet end erindringen om nogle billeder, Brendekilde som ganske lille havde set i et boghandelvindue i Odense.
Brendekilde mødte faktisk en vis forståelse hos sit fædrene ophav og fik lov til at gå på snitteskole — det hed det —i Odense. Det fritog ham ikke for mange år som tjenestedreng, men alligevel — og her springer vi et stykke frem i den detaljerede fortælling til Brendekildes bestandige kamp for at male og markedsføre sig selv, sælge og sikre sig alle hånde løse opgaver for både at overleve som maler og forsørge en voksende familie af børn og to hustruer. En til hver side.
Ud over hans hustru og den tjenestepige, der avancerede fra model til hans søns mor, er der andre mennesker, der får afgørende betydning for Brendekilde og hans skæbne som menneske og maler.
Der er de mæcener, velgørere og kunder, der hjælper ham gennem vanskelige tider og svingende indtægter. Og der er L.A. Ring, som blev ven og en tid bofælle ogi sagens natur både konkurrent og kollega — konkollega, som det undertiden kaldes — i de unge år, hvor de var så fattige, at de egenhændigt kunne have grundlagt den traditionelle forestilling om, at unge kunstnere sulter på deres kvistkammer. Og at det da vistnok er befordrende for talentets udvikling.
Det er heromkring — 1881 — de begge tager navn efter deres respektive fødebyer i et forsøg på at blive lagt mærke til og ikke forvekslet med hinanden.
Herefter glider Ring i baggrunden i fortællingen, der grundigt gennemgår Brendekildes rejser og udstillinger, salg og succeser og den evige hårde kamp for ikke at blive smidt ud af hamsterhjulet.
En af måderne at undgå at blive skubbet ud af karrierens cirkusmanege på er at tage bestik af forholdene og tilpasse sig markedet. Det er vel dét, Brendekilde gør i sine sene år. Hvor han tidligere havde orienteret sig hos de franske realister, lagde han i begyndelsen af 1900-tallet “ambitionerne om fortsat at gøre sig gældende blandt avantgarden på hylden. Han lod sig ikke længere inspirere af de skiftende internationale strømninger og dertil hørende motivvalg.” I stedet fortsatte han med sine anekdotiske genrebilleder af livet på landet. Det indbragte ham tilnavnet “stokrosernes maler”. I be gyndelsen var det venligt ment. Senere knap så meget.
Trods fremstillingens høje detaljeringsgrad og den hyppige brug af for eksempel citater fra Brendekildes korrespondance er bogen om kunstneren i L.A. Rings skygge let at læse, Den er skrevet i et fint og funktionelt dansk.
Fortællingen om Brendekilde rokker ikke ved opfattelsen af, at hans motivverden og hans kompositioner gennemgående er lettere end L.A. Rings. Brendekilde holder af den anekdotiske fortælling, mens Rings verden er dyb. Bogen gør ikke Brendekildes værk større, end det kan bære. Men ikke mindst i analyserne af enkelte billeder mærker man forfatterens blik for hans vitterlige kvaliteter. H.A. Brendekilde har fået sit monument.

Anne Christiansen:
Brendekilde – Liv og værk. 424 sider. 400 kroner. Gads Forlag.

Download avis udklip som pdf

Stokrosemaleren, der levede et slidsomt dobbeltliv

Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Brendekilde. Liv og værk” i Politiken Søndag 12. september 2021.

Ny stor- endda meget stor – monografi om den fynske maler H.A. Brendekilde har gravet dybt i hans liv og værk og bringer forhold for dagens lys, der ikke alle pynter på eftermælet.

Politiken Søndag 12. september 2021 af Peter Michael Hornung

Anne Christiansen: Brendekilde — Liv og værk. 424 sider, ill. Pris: 400 kr.
Gads Forlag.
4 hjerter

For tyve år siden kunne man, hvis man ville, læse den første større monografi om den fynske maler H.A. Brendekilde. Den var skrevet af kunsthistorikeren Gertrud Hvidberg Hansen – i dag direktør for Ny Carlsberg Glyptotek, dengang ung inspektør på Fyns Kunstmuseum. For med Brendekilde er vi fortrinsvis på Fyn.
Da bogen var på 120 sider, vovede en skribent ved Politiken den påstand,aten mere omfattende bog om denne kunstner ikke ville være rimelig. For det ville med andre ord være vanskeligt, måske umuligt, at skrive meget mere om denne kunstner, som er blevet døbt ‘stokrosemaleren på grund afsine overvejende idylliske billeder fra landet. ‘Manden der blev maleriets Morten Korch’ havde den samme anmelder endda i 1995 døbt den samme Brendekilde. Til vrede og fortrydelse for kunstnerens efterhånden gamle efterkommere.
Trods disse ord er der kommet en ny monografi, ‘Brendekilde – Liv og værk’, der med sine 422 sider er næsten fire gange så stor som forgængeren. Gad vide hvad den omtalte anmelder ville sige til dette nye initiativ og denne flotte gennemillustrerede udgivelse i stort format?
Det er ikke tilfældigt, at netop jeg ved det! For den uforskammede anmelder var – mig.
Og hvad siger jeg så til, at Anne Christiansen – tidligere leder af Fyns Kunstmuseum – har brugt de seneste ti år af et langt flittigt forskerliv på at finkemme Brendekildes private forhold, læse hans korrespondance og opspore alle de malerier, der stadig måtte befinde sig i privateje?
Jeg siger stort tillykke med en præstation, som meget vel kan være forfatterens hovedværk, ved siden af hendes bogom billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen. For der er gravet dybt i arkiverne og bragt meget nyt stof frem. I modsætning til hvad en yngre generation af kunsthistorikere ville gøre, bliver al empiri ikke filtreret gennem et net af nyere fransk filosofi og tåget æstetisk teori. Her handler det om at rekonstruere et kunstnerliv ved hjælp af hårde facts-eller så hårde, som facts nu kan blive, når emnet er billedkunst og Brendekilde.

Det er malerier som dette af ‘Lille Mis skal i Plads’ fra 1920, der har fået modernister og museumsfolk til. at rynke på næsen ad Brendekilde. Det er et typisk motiv for den fynske kunstner, og dets popularitet er ikke til diskussion.
Foto: Bruun Rasmussens Kunstauktioner

Men står emnet mål med præstationen?
Tja. I modsætning til ungdomsvennen LA. Ring er Brendekilde ikke ligefrem velrepræsenteret på landets kunstmuseer, og han omtales slet ikke med samme andagt som Ring og Hammershøi. Vil man se hans billeder af f.eks. gamle koner på landet, små børn, forelskede unge par, pittoreske stråtækte bondegårde, landskaber med anemoner osv., skal man i stedet holde øje med auktionerne, både herhjemme og i udlandet.
For her går Brendekildes billeder for priser, hvis niveau står i kontrast til hans sparsomme plads i kunsthistorien og på museerne. I 1987 kunne Bruun Rasmussen berette, at Brendekilde var blandt de ti dyreste danske kunstnere.

Humbug!
Men man kan også finde en blød lænestol derhjemme og bare give sig til at blade i denne voluminøse bog, og man skal ikke at blade længe, før man ud fra vrimlen af farvestrålende gengivelser kan se, at vi har at gøre med en både dygtig og meget rutineret maler.
Her er flotte fængende farver, hvad der er en sjældenhed hos Ring. Ydermere er der ingen af de akademiske tegnefejl, som nogen altid mener at kunne finde hos samme Ring. Gode, letaflæselige motiver er der også i hobetal, og et par af dem er tilmed landskendte, som ”Udslidt’ – med den aldrende bonde, der er styrtet om på den stenede mark – og som ‘En Landevej’ – med den Jesus-lignede prædikant, der maner en fattig familie.
Og så er der alle de billeder, som simpelthen ikke kan være malet af andre end Brendekilde. Det kan man bare se, også selv om man ikke har set dem før! For Brendekilde var ikke en, der prioriterede sin egen udvikling. Af samme grund så han med vantro på kunstens udvikling og kaldte de billeder for’humbug’, der ved at være modernistiske og abstrakte slet ikke byggede på den virkelighed, der for ham nærmest var en kær forpligtelse.
Det er i teksten om ham, ikke i værkerne af ham, at man skal finde nyhederne. Anne Christiansen har afdækket meget omkring Brendekildes liv, der stiller ham i et mere nuanceret lys. Vi ved, at hans egen opvækst ikke var nogen dans på stokroser. Han kom fra små kår, og i 1800-tallet skulle der mirakler til – eller et overbevisende talent – for at et ungt menneske fra landalmuen kunne kravle bare et stykke op ad den samfundspyramide, der var så uendelig meget stejlere og glattere end nu. Når man læser om fattigfolks forhold i 1800-tallet, lærer man at påskønne vore dages velfærdssamfund.

Samfundskritisk slider
Brendekilde var så heldig at finde en velynder, en velhavende enke ved navn Cathinka Blumensaadt, der ville betale for hans uddannelse. Hans breve til hende og til hendes søn, Axel, som han havde mødt på snitteskolen i Odense, bringer meget nyt stof frem – om hans flid, målbevidsthed og ubehag ved det klassesamfund, som han blev født ind i,da han kom til verden i den lille landsby Brændekilde. Bogens forfatter udelukker, at han af den grund var socialist. At han endte som venstremand, er mere end sandsynligt. Men at han længe havde samfundskritiske sympatier, uden ligefrem at være ægte socialist, viser et maleri som ‘Udslidt’!

I 1890 — på sit livs længste rejse – malede Brendekilde denne udsigt fra Kairos ørken, med citadellet og de såkaldte mameluk-grave i baggrunden. I 1893 solgte kunstneren det usædvanlige maleri på en auktion.
Foto: Odense By Museer

Brendekilde derimod sled sig ikke op, selv om det var tæt på. For en slider var han alle dage, og de unge års fattigdom sad så dybt i hans krop, at den altid kunne afstive hans arbejdsmoral. Og så kom han med årene i den prekære situation at skulle forsørge ikke én familie, men to! For i en moden alder indledte han, der i forvejen var gift og havde børn, et forhold til husets unge tjenestepige. Han gjorde hende med barn og endte med at gifte sig med hende. Et kapitel i monografien har ligefrem titlen ‘Dobbeltliv. Når maleren skulle sørge for mad på bordet til to familier med børn, skulle der males mange billeder.
Til alt held – nok mest for maden blev der solgt lige så meget, som der blev malet. I skatteårene 1925/26 til 1935/36 var Brendekilde god for en årsindtægt, der kunne svinge mellem 3.300 og 6.500 kroner (det ville svare til fra 96.000 kr. til 190.000 kr. i vore dages penge, ifølge bogens oplysninger, hvilket jo ikke er overvældende). Men pengene passer ikke helt. For samtidig kan man læse, at Brendekilde i samme tidsrum fik mellem 8.000 og 10.000 kr. for et stort maleri. Solgte han da kun ét maleri om året? Næppe.

Maleriets Morten Korch
At male var dog ikke bare forretning for Brendekilde. Men det var heller aldrig en beskæftigelse, hvor han udfoldede sit eget livs oplevelser og fascinationer eller tematiserede sin egen nærmeste familie, som Ring ofte gjorde. Maleri var et ærligt håndværk, og succeskriteriet var fra starten salgbarhed og efterspørgsel. Hvis han malede sine familiemedlemmer, var det som modeller. Der kendes fotografier af hans to hustruer, men ingen malede portrætter.
Når han rejste, til f.eks. Palæstina eller Egypten, havde han nemt ved at skildre, hvad han så. Troværdigt var det ofte, men personligt blev det ikke. Derfor er Brendekildes egne værker ingen hemmelig løngang til hans indre personlighed. Man kommer heller ikke ind under huden på ham ved at læse hans breve. Men man får sympati for en hårdtarbejdende maler, der inderst inde drømte om en tryg borgerlig tilværelse, hvor økonomien ikke var dårligere end hos dem, der var hans kunder.
Uden at overgøre sin egen sympati for hovedpersonen følger bogens forfatter ham i både tyndt og tykt, til han som noget af kunstnerisk anakronisme stiller træskoene i 1942. Undervejs på den lange rejse får hun også ydet ham oprejsning som keramiker og illustrator.
Brendekilde blev eksemplet på, at man sagtens kan være en dygtig maler uden at være en meget stor kunstner, og at netop store kunstnere heller ikke skal måles på deres håndelag. Var det da dengang at gå langt over stregen at kalde ham maleriets Morten Korch? Og ikke kun, fordi han var fynbo, ligesom Korch? Og heller ikke kun, fordi han byggede sine værker op omkring en snæver landlig motivkreds, ligesom Korch?
Men han var lige så folkekær som Korch, fordi også han troede på værdien af et mere autentisk Danmark, før moderniteten og urbaniseringen. I øvrigt var ‘maleriets Morten Korch’ heller ikke særlig venlig ved de ‘dødfødte malere’. Det kaldte han nemlig kunstkritikerne! Så fik vi den!
Uanset hvem der har mest ret, har maleren og mennesket Brendekilde nu fået sat et meget stort monument. Denne gang kan det umuligt gøres større. Og mere gennemarbejdet!

peter.michaeLhornung@poL.dk

Download avis udklip som pdf

Brendekilde. Liv og værk. 2021

Træskomagersønnen der blev kunstner:

I 1857 kom det femte af træskomager Anders Rasmussens ti børn til verden i den midtfynske landsby Brændekilde. Det stod ikke skrevet i stjernerne, at drengen Hans Andersen skulle blive en anerkendt maler, der kom til at høste medaljer herhjemme og i udlandet, og hvis bedste værker skulle blive handlet for store summer.

Med hjælp fra en velhavende enke kom Hans Andersen på Kunstakademiet og uddannede sig som modellør, men det var som genremaler, han slog igennem – med fødebyens navn lagt til sit eget. Han blev kendt for sine skildringer af livet på landet – ikke mindst indignerede billeder af de fattiges trængsler. Dertil kom smægtende, romantiske scenerier fra forårsskove og rene landskabsbilleder. Han virkede også som portrætmaler og illustrator, ligesom han i perioder arbejdede som kunstnerkeramiker.

Under den anstændige, borgerlige overflade levede Brendekilde i over 25 år et dobbeltliv. Selv om han havde hustru og tre døtre, forelskede han sig i familiens tjenestepige, og de fik en søn sammen. Dobbeltlivet sled på ham psykisk, og han mistede kunstnerisk anseelse, fordi han måtte arbejde meget – og hurtigt – for at brødføde to familier. Da døtrene blev voksne, lod Brendekilde sig skille og giftede sig med sin elskede.

Gads Forlag
424 sider, illustreret
ISBN 978-87-12-06580-7

Anmeldelser

Læs anmeldelsen
Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Brendekilde. Liv og værk” i Politiken Søndag 12. september 2021.
Læs anmeldelsen
Torben Weirup´s anmeldelse af “Brendekilde. Liv og værk” i Kristeligt Dagblad lørdag d. 9. oktober 2021.

Anne Marie Telmányi. Særtryk 2017

Da maleren Anne Marie Telmányi i 1983 døde i en alder af 90 år uden at efterlade sig ægtefælle, børn eller andre nære slægtninge, havde hun bestemt, at størstedelen af hendes efterladte formue skulle gå til oprettelse af en fond, Anne Marie Telmányi født Carl-Nielsen’s Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år. Formuen hidrørte i alt væsentligt fra Anne Marie Telmányi’s arv efter forældrene, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen og komponisten Carl Nielsen. Fondens kapital er siden vokset betydeligt i kraft af, at en del af fondens arv bestod i 1/3 af ophavsrettighederne til Carl Nielsens mange kompositioner. Fonden har derigennem fået mulighed for blandt andet at uddele et af Danmarks største hæderslegater specielt til kvindelige billedkunstnere.

Årsagen til Anne Marie Telmányi’s ønske om særligt at tilgodese kvindelige billedkunstnere var ikke blot hendes egen baggrund som maler, men lige så fuldt at hun stod ved siden af sin mor, da denne i 1916 var medstifter af Kvindelige Kunstneres Samfund, som de begge gennem resten af deres liv knyttede sig fast til. Anne Marie Telmányi kendte samtidig fra sig selv de særlige udfordringer, som kvindelige kunstnere i konkurrence med mandlige kunne have med at opnå anerkendelse og indflydelse, en udfordring, som på mange måder består endnu i hundredåret for stiftelsen af Kvindelige Kunstneres Samfund.

Udgivet af: “Anne Marie Telmányi født Carl-Nielsens Fond til støtte for kvindelige billedkunstnere over 40 år”
60 sider, illustreret
ISBN 978-87-998929-0-7

Smudsomslag – Anne Marie Telmányi, 2017

Læs Særtrykket


Download PDF fil.

Et eldorado af fin kunst og mærkelige ting

Anette Hyllested´s anmeldelse af “Carl Nielsen-parrets kunstsamling” i Fyens Stiftstidende´s kulturtillæg fredag d. 5. februar 2016.
Bøger

Ny bog om Carl Nielsen-parrets kunstsamling skaber for første gang overblik over og offentlig adgang til historierne bag ægteparrets omfattende kunstsamling, hvoraf en del kan ses på Carl Nielsen Museet i Odense

Komponisten Carl Nielsen og hans hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, samlede på kunst gennem hele deres ægteskabelige liv. Noget købte de, noget vandt de, noget fik de foræret, og noget byttede de sig til. Gennem årene fik parret opbygget en anseelig samling, der dokumenterede deres liv og venskaber. Vægge, skabe, borde og vindueskarme blev fyldt med minder fra rejser og med gaver eller køb fra parrets mange kunstnervenner.
– Et eldorado af mærkelige ting, der fortæller meget om Carl Nielsen-parret og den tid, de levede i, siger mag.art. i kunsthistorie Anne Christiansen, der indtil sommeren 2015 var seniorforsker ved Odense Bys Museer.
Der er både fin kunst og mindre vellykkede resultater af kreative udfoldelser. Men fælles for dem alle er, at de hver især repræsenterer en historie i parrets liv.
Mange af værkerne fra ægteparrets oprindelige samling er udstillet på Carl Nielsen Museet i Odense. Her er noget af det fordelt på to stuer, der fungerer som mindre genopbygninger af det nielsenske hjem. Men man får ikke en forklaring på hvad, hvem og hvorfor om de mange kunstværker.
En del af Carl Nielsen-museets kunstsamling bor i museets magasiner, hvor offentligheden ikke har adgang.
Og endelig er en del af parrets oprindelig samling endt på andre museer eller er i privat regi.
Nu foreligger der for første gang et samlet og offentligt tilgængeligt overblik over den kunst, ægteparret samlede. Sidst i 2015 udkom Anne Christiansens rigt illustrerede bog “Carl Nielsen-parrets kunstsamling” på Odense Bys Museers forlag, og i bogen kan man se billeder af og læse om parret og deres hjem, deres mange kunstværker og kunstnerne bag dem -de fleste af dem nære venner -og om tilblivelsen af Carl Nielsen Museet, hvor en stor del af samlingen har til huse. En samling, der kunne have været større …

Carl Nielsen købte sommerhus på Skagen, og han og hustruen blev allerede første sommer – 1906 – venner med Ancher-parret. Et venskab, der holdt livet ud. Her har Michael Ancher malet Nielsen-parrets døtre Irmelin og Anne Marie – også kaldet for Søs – mens de sidder på en bænk i hans have. Billedet kan ses på Carl Nielsen Museet. Den første sommer på Skagen arbejdede Carl Nielsen i øvrigt på at komponere musik til et skuespil af Holger Drachmann.

På et hængende hår
Carl Nielsen-parrets to barnløse døtre, Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmånyi, besluttede i sin tid, at hele deres forældres kunstsamling skulle testamenteres til et eventuelt Carl Nielsen Museum i Odense. Museet blev først til noget i 1988, og da var den ene af døtrene for længst død og havde ikke fået lavet testamente, hvorfor hendes mand og siden hans familie arvede det hele. I begyndelsen af 1980’erne gik daværende, nu afdøde museumsdirektør Niels Oxenvad derfor i tæt samarbejde med den anden datter om at sikre hendes arv fra forældrene til et kommende museum.
– Det lykkedes, men hun døde i 1983, og bestyrelsen i hendes fond krævede, at museet skulle være færdigt inden for fem år, ellers ville samlingen ikke tilfalde Odense. Niels Oxenvad kastede sig herefter ud i en kæmpe indsats, hvor han blandt andet i et år tog orlov fra sit lederjob for at kunne hellige sig opbygningen af museet, da bevillingen til det var gået igennem, fortæller Anne Christiansen, der konstaterer, at han nåede det “på et hængende hår”.

Anne Marie Telmányi var Carl-Nielsen parrets yngste datter og blev kaldt Søs. Hun blev maler, men slog aldrig igennem for alvor, blandt andet fordi hun svingende mellem mange stilarter og aldrig fandt sit eget udtryk.
– Det har været voldsomt svært at skulle leve op til to så berømte forældre, og hun var en urolig sjæl, konstaterer seniorforsker Anne Christiansen. Søskendeflokken talte også en storesøster, Irmelin, og en lillebror, Hans Børge, der blev lettere retarderet som dreng vistnok på grund af meningitis. Her har Søs malet familiens stuer ved Frederiksholms Kanal. Man ser moderen, Anne Marie Carl-Nielsen, sidde og arbejde, og i den bageste stue, musikstuen, spiller Carl Nielsen på sit flygel. Maleriet og jagtstolen i forgrunden af det kan ses på Carl Nielsen Museet. Stolen er broderet af Hans Børge efter forlæg fra Søs. De mange kunstværker og ting på museet fra Carl Nielsen-parrets hjem blev testamenteret til museet af netop Anne Marie Telmányi.

Et udtryk for venskaber
Enkelte ting i Carl Nielsen-parrets samling har økonomisk værdi, men meget har ikke, for der var ikke tale om investeringer, men om en personlig samling, der afspejler parrets oplevelser, brede smag og venskaber med kunstnere fra København til Skagen.
Læsningen af Arme Christiansens bog er ikke kataloglæsning, men historier om kunstnervennerne og om parrets liv, der blandt andet omfattede adskillige flytninger i takt med, at deres materielle velstand voksede. Parret boede alle årene i Københavns-området -de sidste og fleste af dem ved Frederiksholm Kanal, hvilket var familiens bolig nummer syv. Men der var også et sommerhus på Skagen, længere udlandsrejser og ferier med venner blandt andet ved Anne Maries barndomshjem på Kolding-egnen.
– Det har været så interessant at skrive bogen, for i mange år har jeg som så mange andre kigget på nogle af tingene her på museet uden at vide, hvor de stammede fra, og det har været en stor fornøjelse at finde ud af det. Jeg har også opdaget diverse fejlslutninger. For eksempel var der ting i hjemmet, vi har troet, Anne Marie Carl-Nielsen selv havde lavet, men det har vist sig at være forkert, fortæller Anne Christiansen, mens vi kigger ind i de forseglede stuer på Carl Nielsen Museet.

Agnes Lund var Anne Marie Carl Nielsens læremester og senere tætte, ugifte veninde. Hun blev gudmor til sønnen Hans-Børge og var tilsyneladende aldrig misundelig på sin elev, der modsat hende selv opnåede stor anerkendelse og succes. Hun vovede også at tale den principfaste og lettere iltre Anne Marie Carl-Nielsen imod, hvilket ikke altid blev godt modtaget-var en enkelt gang “lagt på is” i over tre år. Her har Agnes Lunn malet en strittende kalv, der fik lov at hænge i Carl Nielsen-parrets dagligstue.

Renoveret og fornyet
Med til at pirke til nysgerrigheden og begejstringen var også Anne Christiansens arbejde med portrætbogen “Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen” , som udkom i 2013 -150-året for Anne Maries fødsel.
Den nye bog om kunstsamlingen nåede også at blive færdig i et 150-år -denne gang for Carl Nielsens fødsel.
– Jeg ville ønske, at man havde benyttet jubilæumsåret til at renovere museet, siger Anne Christiansen, mens blikket tager en tur mere rundt i en af de udstillede stuer.
– Formålet med bogen, og det skrev jeg også til de fonde, der har støttet dens udgivelse, har været, at den skal bidrage til en fornyelse af museet, så de besøgende kan få en forklaring på, hvad det er, de ser, siger Anne Christiansen, der har investeret både arbejdstid og fritid gennem et par år for at blive færdig med den.
Fritidsindsatsen blev aktuel, da hun midt i det hele blev opsagt og ikke kunne nå at blive færdig i opsigelsesperioden.
Anne Christiansen, der nu er emerita, skriver på en ny bog, hvis indhold, det er for tidligt at tale om, siger hun.

Anne Christiansen: “Carl Nielsen-parrets kunstsamling”, 432 sider, udkommet på Odense Bys Museers eget forlag.

Af Anette
Hyllested
ahy@fyens.dk

På mitfyn.dk kan du se flere billeder og læse en større artikel med Anne Christiansen i forbindelse med udgivelsen af “Anne-Marie Carl-Nielsen, født Brodersen”.

Portrættet af Carl Nielsen er malet af Suzette Holten, født Skovgaard, der var veninde med Anne-Marie Carl-Nielsen. Holten illustrerede også omslag til nogle af Carl Nielsens kompositoriske udgivelser. Begge kvinder var medlemmer af Den Frie og arbejdede også for at forbedre forholdene for kvindelige kunstnere. De blev dog livsvarigt uvenner, da Anne Marie opdagede, at Carl Nielsen havde været hende utro med en anden veninde, der også var veninde med Suzette Holten. Modsat Anne Marie ville Suzette ikke bryde med den fælles veninde, hvilket Anne Marie ikke ville finde sig i. Hun var syv til otte år om at tilgive Carl, men hun tilgav aldrig Suzette. Maleriet har tilhørt Anne Marie Carl-Nielsen, men blev på et tidspunkt købt af Teatermuseet i Hofteatret.
Maleren Harald Slott-Møllers Portræt af Anne Marie før hun blev gift. Portrættet blev malet, da han og hans hustru var på ferie i Anne Maries barndomshjem ved Thygesminde ved Kolding og var tiltænkt en kunstsamler. År senere dukkede maleriet op hos en glarmester i et vindue, og Carl-Nielsen-parret overvejede at anlægge sag, fordi det “kostede dem en del ærgrelser”, som Carl Nielsen udtrykte det til en af sine venner. Parret endte dog med at købe det, så Anne Marie ikke skulle hænge i et vindue. Og det dukkede derefter først op igen mange år senere i deres datters bo efter hendes død. I dag er det på Carl Nielsen-museet i Odense.
Litografi af et bjerglandskab fra de franske alper af J.F. Willumsen. Willumsen, der i mange år boede i Frankrig, skænkede som gammel sine værker og kunstsamling til den danske stat i håb om eget museum, hvilket han fik, men aldrig selv oplevede. Han var ungdomsven med Anne Marie Carl-Nielsen og siden ven med Carl, og venskabet holdt livet ud. Bag på værket står: “Til min gamle ven Carl Nielsen på hans 50-årige fødselsdag 9. juni 1915”.
Anne Marie Carl-Nielsen købte i 1920 dette portræt af en fiskerkone – malet af Anna Ancher. Anne Christiansen forestiller sig, at Anne Marie måske købte billedet, fordi hun så sin egen bedrøvelige tilstand i motivet. På det tidspunkt havde hun efter fem års tøven besluttet sig for at lade sig separere fra Carl Nielsen, fordi han havde været hende utro. Parret, der dog altid støttede hinanden kunstnerisk, fandt senere sammen igen som par, da Carl Nielsen fik et hjerteanfald og Anne Marie blev bange for at miste ham helt. Maleriet kan ses på Carl Nielsen Museet.
Carl Nielsen, der gerne forærede koncertbilletter til vennerne og modtog flere kunstneriske erkendtligheder som tak, var kunstinteresseret og gik derfor op i, at hans partiturer fik kunstneriske titelblade og forsider. Her er det vennen Niels Skovgaard, bror til Suzette Holten og Joakim Skovgaard, der har tegnet et idyllisk landskab til Carl Nielsens og Thomas Laubs “En snes danske viser 1915”. Tilhører Carl Nielsen Museet. Skovgaard kunne ikke blot tegne – han var også billedhugger som Anne Marie Carl-Nielsen.

Anne Christiansen
– Født 1949.
– Mag.art. i kunsthistorie
– Daglig leder af Esbjerg Kunstforenings Samling fra 1985-1992, siden museumsinspektør (daglig leder) af Fyns Kunstmuseum / Odense Bys Museer og afdelingschef / samlingschef / seniorforsker ved Odense Bys Museer.
– Fratrådte ved Odense Bys Museer sidste år og er i dag emerita.
– Har også skrevet:
• “Skønhed og skrøbelighed. Værker af billedhuggeren J.A. Jerichau Fra museets samling.” Fyns Kunstmuseum 2003.
• “Sanderumgaards Romantiske Have—set med Eckersberg og andre kunstneres øjne o.1800”. Odense Bys Museer 2010.
• “Fyns Kunstmuseum”. Odense Bys Museer 2011.
• “Anne Marie Carl-Nielsen, Født Brodersen”. Odense Bys Museer 2013.

Download avis udklip som pdf

Carl Nielsen-parrets kunstsamling. 2015

Carl Nielsen-parret fik gennem årene mange gode kunstnervenner, som i tidens løb forærede dem talrige gaver i form af egne kunstværker. Men også parrets kunstneriske datter Anne Marie Telmányi bidrog med arbejder til hjemmets prydelse, ligesom parret købte en del værker på udstillinger og kunstauktioner.Anne Marie Brodersen blev udlært privat hos en billedhugger, da kvinder dengang ikke havde adgang til Kunstakademiet. Alligevel lykkedes det hende at gøre sig gældende blandt de bedste af sine mandlige kolleger. Således blev hun den første kvinde i verden til at udføre to af billedhuggerkunstens allermest prestigefyldte opgaver: bronzedøre til en katedral og en rytterstatue af en konge.

En betydelig del af Carl Nielsen-parrets indbo endte efter deres død hos nævnte datter, som testamenterede hovedparten af arven samt mange af sine egne værker til Carl Nielsen Museet, der åbnede i 1988.

I nærværende bog sættes der for første gang fokus på Carl Nielsen-parrets righoldige kunstsamling. De mange malerier, grafiske arbejder, skulpturer og kunsthåndværk belyses ud fra parrets sociale relationer til de pågældende værkers skabere, ligesom rammerne om samlingen – det vil sige parrets i alt syv boliger i København – inddrages i behandlingen.

Forlaget Odense Bys Museer
431 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-93-4

Anmeldelse

Anette Hyllested´s anmeldelse af “Carl Nielsen-parrets kunstsamling” i Fyens Stiftstidende´s kulturtillæg fredag d. 5. februar 2016.

Billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen og den antikke græske kunst. 2014

Nedenstående er en ekstrakt af en del af et kapitel i nærværende forfatters bog Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen, der er den første store biografi om billedhuggeren. I artiklen redegøres for hendes komplicerede arbejde med i årene 1903-05 at kopiere dele af de nyligt udgravede, polykrome gavlskulpturer på det første Athenetempel på Akropolis. Dette arbejde resulterede i hendes store gennembrud såvel herhjemme som udlandet.

Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) (1) er den første kvinde i verden, der skabte ikke blot én, men to af billedhuggerkunstens allermest prestigefulde værker, nemlig bronzedøre til en katedral (Ribe Domkirke, 1904) og en rytterstatue af en fyrste (Christian 9. på Christiansborg Ridebane, 1907-27). Disse præstationer er bemærkelsesværdige set i lyset af, at hun tilhørte en generation af kvindelige kunstnere, der endnu ikke havde adgang til en uddannelse på Kunstakademiet. Alligevel lykkedes det hende i kraft af sit talent, sin stræben og arbejdsomhed at nå nævnte resultater med afsæt i nogle få års privat undervisning. Med hendes stærke fokusering på sin metier vakte det stor undren blandt hendes nærmeste, da hun under et studieophold i Paris giftede sig med kapelmusikeren og komponisten Carl Nielsen, som hun kun havde kendt i en måneds tid. Parret lod hånt om konventionerne og holdt bryllupsfest, inden de tog på bryllupsrejse til Italien, hvor de blev lovformeligt viet i maj 1891. Hverken ægteskab eller tre barnefødsler fik Anne Marie Carl-Nielsen til at lægge arbejdet på hylden, om end børnene i en periode nedsatte hendes arbejdstempo.

Rejsen til Grækenland, 1903

Da Carl Nielsen-parret havde haft stort udbytte af deres studierejser som unge, trak udlængslen i dem. Således rejste de i 1903 sammen til Grækenland et halvt års tid. Foruden at bese antikke monumenter og museer var det begges intention at arbejde under de sydlige himmelstrøg. For Anne Marie Carl-Nielsens vedkommende havde hendes elev Ingrid Kjær nærmest foræret hende en stor opgave, som hun ikke selv magtede. Det handlede om, at Ingrid Kjær havde fundet et arbejdsområde, som hun mente kunne blive en god forretning, nemlig at kopiere nogle af de sensationelle fund, som arkæologerne havde gjort i midten af 1880´erne bestående af polykrome skulpturer og skulpturgrupper fra den indtil da ret ukendte arkaiske (græsk for: gammel, fortidig) periode. Netop den velbevarede bemaling gjorde disse genstande interessante, fordi farverne var voldsomme og brugt på en anderledes måde end i antikken, det vil sige ikke-naturalistisk. Godt nok havde man i det sene 1800-tal kendskab til præ-antikke skulpturer med stærke farver, men disse var anvendt til skildring af vilde dyr og uhyrer, men ikke af menneskefigurer. Derfor blev der flittigt forsket i og publiceret en del om disse fund, men afbildninger heraf var begrænset af datidens reproduktionsteknik. Følgelig var der stor efterspørgsel blandt arkæologiske museer og kunstakademier på nøjagtige, bemalede kopier af de arkaiske værker, men originalernes skrøbelige farvelag tillod ikke, at man tog form af dem. Mangfoldiggørelse i plastisk form krævede derfor manuel fremstilling af kopier i ler, som efterfølgende kunne afformes, støbes i gips og bemales. Dette havde Ingrid Kjær gjort med en kore-figur (græsk for: ung pige) på Akropolis Museum, selvsagt med tilladelse fra dets direktør (2). Ingrid Kjær holdt Anne Marie Carl-Nielsen underrettet om den besværlige proces, ligesom hun spurgte sin erfarne lærer til råds. Selv om det lykkedes Ingrid Kjær at få bestilling på hele 23 afstøbninger af sin kore-kopi, kneb det med at få dem bemalet. Hun frygtede imidlertid, at grækerne ville spænde ben for eksporten af de færdige kopier, idet der havde været mange kedelige eksempler på udlændinges kommercielle udnyttelse af arkæologiske fund i Grækenland. Blandt andet på grund af disse vanskeligheder gav Ingrid Kjær op over for en stor og kompliceret kopiopgave.

Dét værk, der her er tale om, er den arkaiske skulpturgruppe Typhon, nærmere betegnet et uhyre med tredobbelte mandsoverkroppe og -hoveder samt slangehaler. Gruppen prydede oprindeligt vestgavlen på det første Athenetempel fra ca. 570 f. Kr. på Akropolis (3a-b). Helligdommen havde lidt den kranke skæbne at blive ødelagt og begravet i forbindelse med Perserkrigene omkring 100 år senere. Takket være ca. 2.500 års ophold uden for solens og menneskers rækkevidde var gavlskulpturernes farver velbevaret, da de blev fundet. Netop farverne gjorde det attraktivt for Akropolis Museum at få fremstillet kopier, så fundet kunne formidles i rumlig form, men åbenbart ikke så attraktivt, at man ville løbe den risiko at lade Ingrid Kjær bruge et punkteringsapparat (et værktøj, med hvilket man kan overføre afmærkede punkter på originalen til kopien for derved at sikre, at sidstnævnte bliver så præcis en gentagelse af førstnævnte som muligt). Derfor endte opgaven i foråret 1903 i hænderne på den mere erfarne Anne Marie Carl-Nielsen, dette i bedste forståelse med såvel hendes elev som museumsdirektøren. Med til historien om Ingrid Kjær hører, at hun i 1904 giftede sig med den tyske arkæolog Wilhelm Lermann og bosatte sig i München. Derefter opgav hun stort set sin kunstneriske karriere.

Efter at have set sig om i Grækenland begyndte arbejdsiveren at krible i Carl Nielsen-parret. Mens han satte sig til at komponere, gik hun i gang med at kopiere Typhon (4). Takket være Anne Marie Carl-Nielsens eminente evne til at genskabe dét, hun så i tredimensional form, kom hun uproblematisk igennem arbejdet. Undervejs opdagede hun imidlertid, at arkæologerne havde anbragt den bageste af uhyrets mandsoverkroppe i en forkert vinkel i forhold til resten. Museumsdirektøren billigede derfor, at skulpturgruppen blev nyopstillet i henhold til Anne Marie Carl-Nielsens opdagelse. Stolt over såvel at have kunnet korrigere arkæologerne som over sit vellykkede kopieringsarbejde lod hun en professionel fotograf tage et billede af sig og Carl Nielsen foran Typhon (5), inden parret rejste hjem. Da hun kun havde nået at få støbt én gipskopi af hele uhyret og forsøgt sig med farvesætning af ét af dets hoveder (6), måtte hun følgelig til Athen igen.

Rejsen til Grækenland, 1904-05

I november 1904 rejste Anne Marie Carl-Nielsen atter afsted. Undervejs besøgte hun direktøren for Die Glyptothek i München og forelagde ham fotoet af sin kopi af Typhon i den nyopstilling, hun havde stået fadder til. Til hendes store forbavselse fortalte direktøren, at en tysk arkæolog nyligt havde publiceret en tilsvarende opstilling uden reference til hende. Det harmede selvsagt Anne Marie Carl-Nielsen, ikke mindst fordi arkæologen i et brev fra året før både havde takket hende for det tilsendte foto af hendes kopi og prist hendes korrigerede opstilling i høje toner. Hun rådførte sig med sin mand og en række fagfolk om den uredelige behandling, men endte med at ordne sagen med den pågældende i mindelighed.

I Athen løb Anne Marie Carl-Nielsen ind i flere problemer. På museet ville man ikke længere huse hende, hvorfor hun måtte gøre sit arbejde færdigt andetsteds. Da hendes bemaling på gipshovedet (6) var blegnet i løbet af hendes halvandet år lange fravær, måtte hun have en kemiker til at analysere farverne på originalerne, så hun kunne bruge tilsvarende pigmenter. På grund af den høje luftfugtighed i den græske vinterperiode tørrede gipsafstøbningerne kun langsomt, hvorfor hun gav sig til at kopiere ikke bare én, men fire andre skulpturfragmenter fra Athenetemplets gavle, herunder et stort tyrehoveder (7). Hun var nemlig fået nys om, at der om foråret skulle afholdes en arkæologkongres i Athen, i hvilken forbindelse det ville være opportunt for hende at præsentere sine kopier med salg for øje.

Desværre gik denne plan i vasken, fordi Carl Nielsen var godt og grundig utilfreds med tilværelsen. Han var gerådet i en konflikt med Det Kongelige Kapel, hvilket endte med hans afsked. Han savnede sin kone – og børnene deres mor – for hun var jo ofte og i lange perioder væk hjemmefra. Desuden var hushjælpen syg og overvejede sin stilling. I desperation meddelte Carl Nielsen derfor sin kone, at han ville skilles og slå sig ned i udlandet, hvor han håbede, at man ville sætte større pris på hans arbejde end i Danmark. Anne Marie Carl-Nielsen rejste derfor hjem i huj og hast for at redde ægteskabet. Det lykkedes, men på bekostning af kontakten med alverdens arkæologer på kongressen i Athen, hvilket ærgrede den forretningsmindede kvinde kolossalt. Snart var hun dog atter i Athen og fik arrangeret en udstilling af sine kopier på Det tyske Institut, hvor ”Archæologerne er rystede og begejstrede over min Farverestauration”, som hun skrev til sin mand. I løbet af de følgende år solgte hun flere af sine kopier til museerne i Berlin, Dresden og Erlangen, mens brygger Carl Jacobsen købte fire af kopierne til Den Kongelige Afstøbningssamling i København. Anne Marie Carl-Nielsens arkaiske kopier findes i dag desuden på Carl Nielsen Museet i Odense og på Aarhus Universitet.

Kritikkens respons

De farvede kopier var således med til at slå Anne Marie Carl-Nielsens navn fast internationalt. På Den Fries udstilling i 1906 lovpriste en kritiker dem således: ”Beundringsværdigere endnu end Fliden er dog Intelligensen i dette Arbejde, Forstaaelsen af den kyklopiske Vældighed i denne ældgamle Kunst med dens barbarisk-skønne, vilde og vovede Farver og dens næsten dyriske Fraadsen i den levende Form. Der staar som et Skrig af en Urtidskunstners Skaberglæde fra disse dampende Tyre og denne trehovede Typhon, der rejser sig med en djævelsk Latter over sine egne frygtelige Lyster.” Man fornemmer indirekte kritikerens sympati for den nye ekspressive strømning – fauvismen (af fransk ”fauves”: vilde dyr) – der netop var opstået i den franske malerkunst med blandt andre maleren Henri Matisse som en fremtrædende eksponent.

Selv om Anne Marie Carl-Nielsens kopier solgte ret godt, er det umuligt at gennemskue, hvor stor hendes nettofortjeneste herpå blev, for, mens hun var nøjeregnende med at registrere sine indtægter, oplistede hun ikke med samme nidkærhed de dertil hørende udgifter.

Illustrationer

1. N. Perscheid: Portræt af Anne Marie Carl-Nielsen. (1904). Fotografi. Betegnet (reversen, med blyant): 4; (reversen, grønt stempel): ROH ABZUG/N. PERSCHEID. Carl Nielsen Museet. CNM/1984/3075.
2. Ubekendt fotograf: Ingrid Kjær i færd med at modellere en kore-figur på Akropolis Museum. (1901). Fotografi. Carl Nielsen Arkivet. Det Kongelige Bibliotek.

På Akropolis fandt arkæologerne i 1880´erne et større antal arkaiske skulpturer forestillende unge kvinder. Disse kore-figurer vakte dengang opmærksomhed på grund af deres velbevarede farver. Men bemalingen forhindrede, at man kunne mangfoldiggøre figurerne på traditionel vis gennem afstøbninger, hvorfor kopiering måtte foregå ved håndkraft. Det var netop, hvad Anne Marie Carl-Nielsens elev Ingrid Kjær gjorde med Kore nr. 674 på Akropolis Museum og sendte sin lærer dette fotografi, der viser, at arbejdet foregik i en udstillingssal. Det lykkedes Ingrid Kjær at overtale museumsdirektøren til at få den aktuelle kore rykket ud midt på gulvet, så hun havde mulighed for at studere den fra alle sider.


3.a. Ubekendt kunstner eller værksted: Skulpturel udsmykning af vestgavlen på det første Athenetempel på Akropolis. Ca. 570 f.Kr. Poros, fragmentarisk bevaret, bemalet. Akropolis Museum. Acr. 36+, 3+ og 35+. Servi, Katerina: The Acropolis. The Acropolis Museum. Ekdotike Athenon. Athen 2011.

3.b. Ubekendt teknisk tegner: Skulpturel udsmykning af vestgavlen på det første Athenetempel på Akropolis, ca. 570 f.Kr. U.å. Odense Bys Museer.

Det første Athenetempel på Akropolis blev opført ca. 570 f. Kr., men ødelagt omkring 100 år senere i forbindelse med Perserkrigene. Under udgravningen i 1880´erne fandt arkæologerne blandt andet fragmenter af den skulpturelle udsmykning på det arkaiske tempels vestgavl, som man fandt interessant især på grund af dets velbevarede farver. På den rekonstruerede gavl optræder tre forskellige scener, nemlig til venstre: Herakles i kamp med havguden Triton. I midten: to overnaturligt store løver, der flænser i en nedlagt okse. Til højre: uhyret Typhon. Sidstnævnte skulpturgruppe fascinerede Anne Marie Carl-Nielsen så meget, at hun brugte tid på at kopiere den. Essensen af den græske myte om det dæmoniske væsen lyder som følger: Typhon var søn af Gaia (Moder Jord) og skabt som et gigantisk bevinget mangehovedet og mangearmet uhyre, hvis underkrop bestod af utallige slanger. Dette aggressive væsen forsøgte engang at bekæmpe den græske hovedgud Zeus. Det lykkedes Typhon at vælte ham omkuld ved at skære hans knæhaser over, men da kom Herakles sin far Zeus til undsætning ved at skaffe ham de manglende legemsdele tilbage. Zeus var nu i stand til i kraft af sine lyn at nedlægge Typhon og efterfølgende begrave ham under Etna, hvorfor dette sicilianske bjerg stadig ulmer og indimellem spyr nogle af lynene fra sig.


4. Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945): Typhon. Kopi af arkaisk græsk skulpturgruppe fra Athenetemplet på Akropolis, ca. 570 f.Kr. (1905). Gips, bemalet. 79,5 cm x 286,0 cm x 48,0 cm. Den Kongelige Afstøbningssamling, Statens Museum for Kunst. KAS 1380.

Anne Marie Carl-Nielsen fremstillede mindst fem kopier af Typhon, hvoraf der herhjemme findes tre eksemplarer. Brygger Carl Jacobsen købte en af kopierne, som han forærede til Den Kongelige Afstøbningssamling i København. De to andre overgik efter Anne Marie Carl-Nielsens død til henholdsvis den nuværende Antiksamling på Aarhus Universitet samt til Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Sidstnævnte ubemalede eksemplar blev i 2006 overdraget til Carl Nielsen Museet/Odense Bys Museer. Typhon´s tre mandspersoner holder genstande i hænderne, der henviser til natursymbolerne luft, vand og ild.


5. Dr. Schrøder, Altes Museum, Berlin: Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen fotograferet på Akropolismuseet i Athen foran Anne Marie Carl-Nielsens kopi af Typhon. (1903). Fotografi. Betegnet (fn., pen): Glædelig Jul Kjære Godske Nielsen Deres A.M. og C.N. Carl Nielsen Museet. Uden inventarnummer.

Anne Marie Carl-Nielsen kopierede fra midten af marts til slutningen af juni måned 1903 den komplekse skulpturgruppe Typhon på Akropolis Museum. På fotoet står hun stolt ved siden af sin kopi, mens originalen ses i baggrunden under en stor akvarelmalet kopi af skulpturgruppen. I forgrunden sidder Carl Nielsen og skumler, for han brød sig ikke om Typhon: ”Formen er for dum, synes jeg; der er hverken Olympiaskulpturens fuldblodige Lidenskabelighed i Formgivning eller den senere græske Kunsts Finhed og Glæde over det menneskelige Legeme”. Han var utilfreds med, at hans kone brugte så megen tid på at kopiere fremfor selv at skabe, men nok så meget irriteret over udsigten til, at hun ville af sted til Grækenland igen for at gøre arbejdet færdigt. For så måtte han undvære hende i en længere periode.


6. Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945): Blåskæg. (Kopi, med farverekonstruktion, af det tredje af Typhon´s mandsho-veder fra ca. 570 f. Kr.) (1903-05). Gips, bemalet. 52,0 cm x 23,0 cm x 32,0 cm. Carl Nielsen Museet. CNM/1984/1321.

Efter at Anne Marie Carl-Nielsen havde modelleret og fået afformet hele den store og komplicerede Typhon, fik hun taget nogle ekstra gipsafstøbninger af den bageste af skulpturgruppens mandshoveder, hvor farverne var særlig godt bevaret. Intentionen hermed var at rekonstruere farverne for dermed at bidrage til den aktuelle farvedebat blandt arkæologer, men projektet havde også et kommercielt sigte. Skulpturgruppen besad nemlig en hidtil uset stærk og ikke-naturalistisk farvesætning sammenlignet med hidtidige farvefund på skulpturelle fremstillinger af menneskefigurer: Hår og skæg var blåt – hvilket forlenede ham med kælenavnet ”Blåskæg” – og huden rødbrun. En sådan abstrakt farvebrug kendtes ellers kun i forbindelse med før-antikke skildringer af dyr og fabelvæsener. Det var imidlertid ikke let for Anne Marie Carl-Nielsen at genskabe farverne. Især den blå farve drillede hende, hvorfor hun bad den græske konges danske godsforvalter Otto Weismann om assistance. Han kunne da også oplyse hende om, at farvestoffet kunne frembringes ved kemisk behandling af roden fra planten alkanna (alkanna tinctoria), men henviste i øvrigt til Meyers Konversationsleksikon.


7. Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945): Tyrehoved. (Kopi, med farverekonstruktion, af et fragment fra Athenetemplets gavludsmykning.) (1904-05). Gips, bemalet. 76,0 cm x 95,0 cm x 48,0 cm. Carl Nielsen Museet. CNM/1984/1351.

Anne Marie Carl-Nielsen modellerede også en kopi af hovedet af den tyr, som to kæmpestore løver har nedlagt på midtersektionen af vestgavlen på det første Athenetempel på Akropolis. Billedhuggeren omtalte tyrehovedet i flere af brevene til sin mand: “Nu er Tyren støbt Du kan ikke tro hvor det er en dejlig Kal og som den gjør sig hvid. – Jeg har altså gjort Halsen og Dogerlappen [en tyk, løst nedhængende hudfold foran på brystkammen og op langs halsen på bl.a. nogle oksearter] – som er bøjet om af at ligge, det er nogle dejlige kraftige Linier nu sætter jeg en Plade op bag ved så er det et udmærket Hele[.] det Hele er jo Hautrelief [fransk for: højt relief]. Forresten er Museerne nogle Idioter om de ikke vil have den når jeg selv skal sige det.” Det lykkedes i første omgang Anne Marie Carl-Nielsen at afsætte Tyrehoved til museer i Erlangen og Berlin, mens en tredje kopi endte på Den Kongelige Afstøbningssamling i København og en fjerde på Carl Nielsen Museet i Odense.


Litteratur

Christiansen, Anne: Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen. Forlaget Odense Bys Museer 2013.
Fellow, John (red.): Carl Nielsen Brevudgaven. Bd. 1-10. Multivers. København 2005-13.
Houby-Nielsen, Sanne: “Anne Marie Carl-Nielsen og det sene 1800-tals farvedebat” i: Christiansen, Jette (red.) : København-Athen tur/retur. Danmark og Grækenland i 1800-tallet. Meddelelser fra Ny Carlsberg Glyptotek. Ny serie. Volume 2. Ny Carlsberg Glyptotek 2000, pp. 149-61.
Telmányi, Anne Marie: Mit barndomshjem. Erindringer om Anne Marie og Carl Nielsen skrevet af deres datter. 2. udgave. Thaning & Appel 1966.

Faktaboks

1863 fødtes Anne Marie Brodersen som datter af proprietærparret Povl Julius og Frederikke Johanne Kirstine Brodersen på Thygesminde i Sdr. Stenderup ved Kolding
1880 tre måneder på maleren Chr. C. Magnussens Holzschnitzschule (Billedskærerskole) i Slesvig
1882-84 elev hos billedhuggeren A.V. Saabye
1882 studier på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder
1884 debut som billedhugger
1888 viser to kalvestatuetter på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København og er siden især kendt for sine dyreskulpturer
1889 kalvestatuetterne vises på Verdensudstillingen i Paris
1889-90 studier på Den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for Kvinder
1890-91 studieophold i Paris
1891 gift med kapelmusikeren og komponisten Carl Nielsen
1891, 1893 og 1895 Carl Nielsen-parrets to døtre og ene søn fødes
1892 medlem af Den frie Udstilling
1903 og 1904-05 studierejse til Grækenland
1904 bronzedøre til Ribe Domkirke
1908 vinder den indbudte konkurrence om rytterstatuen af Christian 9.
1913 Dronning Dagmar, Ribe Slotsbanke
1927 Rytterstatuen af Christian 9. afsløret
1927 tildeles den kongelige hædersbevisning Ingenio et arti (for kløgt og kunst)
1931 Carl Nilesen dør
1933 Fløjtespilleren, monument for Carl Nielsen i Nr. Lyndelse på Fyn
1939 Musikens Genius, monument for Carl Nielsen på Grønningen i København

Om forfatteren

Anne Christiansen er mag.art. i kunsthistorie. Har bl.a. været undervisningsassistent ved Institut for kunsthistorie ved hhv. Aarhus og Københavns Universiteter, museumsinspektør/daglig leder af Esbjerg Kunstforenings Samling og siden 1992 ansat ved Odense Bys Museer som hhv. museumsinspektør/daglig leder af Fyns Kunstmuseum/Odense Bys Museer, overinspektør og afdelingschef/samlingschef i Viden & formidling og senest seniorforsker.

Seneste udgivelser (alle på Forlaget Odense Bys Museer):
Sanderumgaards Romantiske Have – set med Eckersbergs og andre kunstneres øjne o. 1800. 2010.
Fyns Kunstmuseum. 2011.
Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen. 2013.

Ikke udgivet, findes kun som manus her på siden.
10 sider, illustreret
Intet ISBN.nr.

Et Kvindeliv, et kunstnerliv – og et kunstnersamliv

Carsten Bach-Nielsen´s anmeldelse af “Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen” i Kristeligt Dagblad mandag d. 23. juni 2014.

Førsteklasses monografi om billedehuggeren Anne Marie Carl-Nielsen

bog

Anne Christiansen: Anne Marie CarlNielsen, født Brodersen. 426 sider, 398 kroner. Forlaget Odense Bys Museer.

I 1863 var det lige knap, at alt åndede fred i Nordslesvig. I dette skæbneår fødtes Anne Marie Brodersen (1863-1945) på en stor gård nær Kolding — ien familie, der ved siden af det danske beherskede tysk, og som havde forgrenede slægtsmæssige forbindelser i Tyskland. Et rigt og trygt hjem, men samtidig et hjem på landet i det traditionelle landbosamfund.
Faderen havde stærkt greb om det økonomiske og en egen bevidsthed om sin stand og herkomst. Da datteren forelskede sig i en tidligere regimentsmusiker fra Fyn, der stod uden for rangklasserne, var han ikke helt tilfreds.
Den selvstændige datter og den charmerende komponist Carl Nielsen stak af fra familien og grundlagde deres livslange kunstnerkarrierer sammen. De fik børn, samliv og en evigt anstrengt økonomi — der ikke bedredes, da parret omkring Første Verdenskrig blev seperareret. Det var en alvorlig sag, der faktisk kun var muliggjort af loven om kvinders ret til egen indkomst og formue samt af, at Anne Marie Carl-Nielsen havde succes med sin kunst.
Det var landbrugets dyr, der først udgjorde inspirationen, siden også andre husdyr, som Anne Marie Carl-Nielsen blev specialist i at gengive. En særegen linje i dansk kunst, strækkende sig fra J.Th. Lundbye over Philipsen og frem til Fynboerne.

Dog kom snart også monumentale opgaver til. Af stor betydning var bronzedørene i Ribe Domkirke. Her er det værd at erindre, at Ribe lå som en ø — en kongerigsk enklave inde i Tyskland. Derfor var det vigtigt med en udpræget dansk funderet kunstnerisk udsmykning. Hvor vellykket den blev, kan diskuteres, men i detaljen — med dørhåndtag i dyreformer — peger den frem mod Anne Marie Carl-Nielsens fuldt udfoldede kunstneriske virke.
Siden fulgte arbejderne med græsk, antik, polykrom skulptur i Athen — et kapitel, der udredes eksemplarisk i den overdådige kunstnermonografi, som Anne Christiansen har leveret. Forfatteren er leder af de odenseanske museer, og bogen er resultatet af et liv med billedhuggeren og mennesket Anne Marie CarlNielsen.
Det er egentlig en dobbeltmonografi, fordi Carl Nielsen løbende biograferes sammen med hustruen. Og dertil familien, vennerne, opdragsgiverne, kollegerne — alt kontrapunktisk gennemført. Det ville blot have været elegant, hvis forfatteren havde stolet på sin læser og udeladt de mange unødige krydshenvisninger.
På toppen af sin ydeevne vinder Anne Marie Carl-Nielsen opgaven om et ryttermonument for Christian IX. Det var et vovet og i dansk sammenhæng nyskabende monument, idet soklen befolkedes af repræsentanter for nye og traditionelle erhverv og gengav personer af betydning for den periode, hvori kongen havde regeret. Det er ikke et ualmindeligt træk i italienske 1700- og 1800-tals ryttermonumenter, som billedhuggeren må have set i Italien.
Anne Christiansen fokuserer mest på Rauchs skulptur af Frederik II fra 1851 i Berlin som forbillede. Hovedsagen er dog, at Anne Marie CarlNielsen ønskede fuldt kendskab til andre rytterskulpturer og fordrede indgående portrætlighed med henholdsvis hest og rytter — og derfor så mængder af rytterskulpturer og heste.

Anne Marie Carl-Nielsens bronzedøre i Ribe Domkirke er berømte for blandt andet deres detaljerede dørhåndtag, der peger frem mod Anne Marie Carl-Nielsen fuldt udfoldede kunstneriske virke.
– Foto: Scanpix.

Bestillingen blev en gyser, der var med til at give ægteparret hovedbrud og fysisk slitage. Tiden gik, smagen skiftede, pengenes værdi forringedes, kongens minde blev svagere, Bronzestøberne var dyre eller dårlige. Spillet mellem monumentkomiteen og billedhuggeren, der truede med støbning i Belgien, er detaljeret og elementært spændende gennemgået.

Bogen handler om et kvindeliv, et kunstnerliv — og et kunstnersamliv. Den er båret af en dyb indsigt i kunsthistorie, samtidshistorie og kunstneriske processer. Den er ikke tynget af teori og kategoriseringer. Den kunsthistoriske analyse sidst i værket er klar, præcis. Den viser Anne Marie Carl-Nielsens styrker i de emnekredse, hun beherskede, hendes svagheder i det komplekse og med hensyn til en række materialer, der ikke burde være så udfordrende for en billedhugger.
Anne Marie Carl-Nielsen modellerede og støbte, Hun huggede ikke gerne i sten. Hun var naturalist med kun liden abstraktion i sin kunst. Arven efter Anne Marie CarlNielsen varetoges af blandt andre Helen Schou, men den form for repræsentation, Anne Marie Carl-Nielsen var opvokset med, døde ud efter besættelsesårene og de monumenter, der nødvendigvis skulle skabes i kølvandet på krigen.
Bogen er umådeligt flot produceret. Billedarbejdet er fortrinligt. Opsætningen decideret flot — men … Det er en uvane at forvanske kunstneres og andres navne ved at anføre alle fornavne. Man kender dem pludselig ikke. Når Carl Petersen og Thomas Havning — for ikke at nævne I.C. Christensen — pludselig optræder med alt for mange eller fuldt udskrevne fornavne, er det noget rod.
Ligesom det er noget rod ikke at anføre tyske navneord i ubøjet form. Der er et virvar i bøjninger i de anførte tyske institutioners navne. Skønhedspletter. Mere diskutabelt er det, hvor lange billedtekster skal være. Er de for lange, forstyrrer de læsningen. Her er de endog meget lange og til dels gentagelser af brødteksten. Lidt synd for en bog, det ellers er en idel fornøjelse at læse. En sjælden, berigende læseoplevelse. I sig selv et livsmonument ved kunstnerens 150-år.

CARSTEN BACH-NIELSEN
kuktur@k.dk

Download avis udklip som pdf

Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen. 2013

Anne Marie Carl-Nielsen (født Brodersen) kom til verden i 1863 som datter af et
velstående proprietærpar i Sdr. Stenderup ved Kolding. I kraft af sine evner og
stålsatte karakter fik hun lov til at uddanne sig som billedhugger, selv om forældrene hellere havde set, at hun – ligesom sin søster og de fleste unge kvinder fra samme samfundslag – forberedte sig til en fremtid som husmoder.

Anne Marie Brodersen blev udlært privat hos en billedhugger, da kvinder dengang ikke havde adgang til Kunstakademiet. Alligevel lykkedes det hende at gøre sig gældende blandt de bedste af sine mandlige kolleger. Således blev hun den første kvinde i verden til at udføre to af billedhuggerkunstens allermest prestigefyldte opgaver: bronzedøre til en katedral og en rytterstatue af en konge.

Som ung gjorde Anne Marie Brodersen sig bemærket ved sine livfulde skildringer af landbrugets dyr, som hun var vokset op med. Hendes særlige talent gjorde hende også til en skattet portrætkunstner.

I 1891 mødte Anne Marie Brodersen kapelmusikeren Carl Nielsen, der som bekendt udviklede sig til at blive en verdensberømt komponist. De to forelskede sig hovedkulds i hinanden, mens de begge var på studieophold i Paris. Ganske uortodokst tog de på bryllupsrejse, før de var blevet gift. Hurtigt satte Anne Marie, nu med efternavnet Carl-Nielsen, tre børn i verden, men fortsatte ufortrødent sit kunstneriske virke uden hensyntagen til samtidens forventninger til hende om først og fremmest at agere hustru og moder.

Gennemgående bakkede Carl Nielsen op om sin kones karriere, selv om det undertiden faldt ham svært at undvære hende under hendes mange og ofte langvarige ophold langt hjemmefra. Da Anne Marie Carl-Nielsen i 1914 opdagede, at hendes mand i årevis havde været hende utro, ville hun skilles. Efter syv-otte års separation fandt parret dog sammen igen.

Anne Marie Carl-Nielsen høstede megen anerkendelse for sine kunstværker såvel
herhjemme som i udlandet. Således fik hun den sjældent uddelte kongelige
hæder Ingenio et arti (latin for: For viden og kunst), mens kollegerne i Kunstakademirådet påskønnede hendes faglige dygtighed med Thorvaldsen-Medaillen.

Kort efter sin 80-års fødselsdag blev Anne Marie Carl-Nielsen alvorligt syg og
kom sig aldrig rigtigt igen. Hun døde i 1945 som en meget velhavende kvinde og efterlod sig en stor produktion af blandt andet dyrestatuetter, portrætbuster og –
medaljoner samt flere offentlige monumenter – herunder to til minde om Carl Nielsen.

Anne Marie Carl-Nielsen har selv kun skrevet ganske lidt om sit liv, men hendes
yngste datter, Anne Marie Telmányi, udgav i 1965 sine erindringer om forældrene i Mit barndomshjem, og i 1979 udkom hendes bog om moderen. Efterfølgende fåtallige udgivelser om billedhuggeren baserer sig i vid udstrækning på disse noget skønmalende publikationer, der er ret upræcise med hensyn til faktuelle oplysninger.

Formålet med nærværende udgivelse om Anne Marie Carl-Nielsen har derfor været at tilvejebringe et mere nuanceret billede af hende. Den umiddelbare anledning har været 150-året for hendes fødsel. Generelt har det dog ligget Odense Bys Museer på sinde at tilvejebringe den første forskningsbaserede biografi om den markante danske og internationalt anerkendte billedhugger. Det righoldige stof er angrebet ud fra en overordnet kunsthistorisk synsvinkel med inddragelse af relevante aspekter inden for samfunds-, kultur- og kvindehistorie for på denne måde at få indblik i Anne Marie Carl-Nielsens liv og værk.

Forlaget Odense Bys Museer
423 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-73-6

Anmeldelse

Carsten Bach-Nielsen´s anmeldelse af “Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen” i Kristeligt Dagblad mandag d. 23. juni 2014.

Gå på museum under læselampen

Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Politiken Torsdag d. 5. januar 2012.

Fyns Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling er blevet kortlagt og beskrevet i hver sin gennemillustrerede kunstbog.

Politiken Torsdag 5. januar 2012 af Peter Michael Hornung, Kunst-redaktør

Bøger:
Anne Christiansen: Fyns Kunstmuseum. 464 sider, ca. 500 ill, 346 kroner. Odense Bys Museer
5 hjerter

Dansk kunst i 100 år. 100 malerier fra det 19. århundrede. Redaktion: Marianne Saabye. Med tekster af Stine Krogh, Jan Gorm Madsen, Jesper Svenningsen, Marianne Saabye og Anna Schram Vejlby. 255 sider, ill: 299 kroner. Den Hirschsprungske Samling.
4 hjerter

Det er nærmest et livsværk, som overinspektør Anne Christiansen har begået om sin arbejdsplads siden 1992: Fyns Kunstmuseum – FKM. Museet er den søjlebårne bygning på Jernbanegade i Odense, som man passerer på vej ned til byens gågade. Altså medmindre man går indenfor og tager en samling i øjesyn, der uden at være udmattende stor er både varieret og repræsentativ for det meste, der er overgået dansk kunst siden Jens Juels dage i 1700tallets slutning.

I 1885 stod det færdigt. Men ingen ville gætte på, at det var tegnet og opført af en lokal murermester og hans søn. Uanset at det hele blev gennemgribende shinet up i 1997, ligner huset det, det altid har været: et klassisk kunsttempel. For så statelige så den slags bygninger ud, da museumstanken endnu var uskyldig og uanfægtet. I næsten hundrede år kunne den besøgende her studere kunst-, kultur- og naturhistoriske objekter af den mest uforenelige slags. Først i 1989 blev kunsten herre i eget hus.

I en nutid, hvor museer helst skal opføre sig som kunsthaller med et tætpakket program af skiftende udstillinger m.m., erdet dristigt og imponerende, at en museumschef sætter sig ned for at skrive en bog på 450 sider om de bedste blandt de over 6.500 arbejder, som gemmer sig på adressen. Og det meste gemmer sig ret godt, eftersom det er opmagasineret.

Det er noget af en udfordring at skabe episk sammenhæng mellem værker, som er udført af nogle af historiens mest kompromisløse individualister. Opgaven burde nærmest være umulig. Alligevel er der kommet en bog ud af det, der kan mere end være opslagsværk om en samling. Man har lyst til at give den ambitiøse udgivelse ret, når den her og dér omtaler sig selv som et oversigtsværk. For det er meget lidt inden for området: dansk kunsthistorie, som ikke bliver gjort tilgængeligtog oversigtligt.

Den STORE bog om det lille museum – i øvrigt den første afslagsen – er opdelt i en mindre del om museets historie, og en langt større om samlingen. Men Anne Christiansen hører ikke til de skribenter, der overflyver så stort et område på idéhistoriens luftbårne vinger uden at aflægge beretning om det, hun kender til detaljerne. I de 13 kapitler, der udgør anden halvdel af sagaen, går hun endda temmelig tæt på de langt over 400 udvalgte malerier, skulpturer og stykker grafik, som konstituerer cremen af FKM. Grundig som hun er, begynder hun med kunstakademier og kunstuddannelser, så man fra starten får et begreb om vækstgrundlaget for 1800-tallets kunst. Det resterende materiale er opdelt i temaer, som græsk-romerske myter, nordiske myter, Bibelens historier, historiske fremstillinger etc. og sådan fortsætter kategoriseringen, indtil vi når fem til den abstrakte og nonfigurative kunst, der uden at forestille noget dog fremstiller noget.

Indimellem har forfatteren behov for at være ekstra fokuseret, og så bliver et værk underkastet en mere nærgående behandling, som f.eks. Eckersbergs ‘Florentine’, Wilhelm Freddies ‘Mrs. Simpson´s lyserøde sko’ eller Per Kirkebys ‘Damehatte’. Hvis der undervejs er et ord eller et begreb, der kræver et par ekstra ord med på vejen, så kommer ordforklaringen lige efter – i en pædagogisk parentes. Krydsreferencer skorter det heller ikke på, så man kommer vidt omkring.

Man kan altid diskutere, om det altid er de rigtige oplagte værker, der er afbildet henholdsvis stort og småt. Mange ville nok have ønsket sig mere plads til Hammershøis portræt af Henry Bramsen, der spiller cello. Eller foretrukket en hel side i bredden til maleriet af det indre af S. Stefano Rotondo i Rom. I kraft af sin kunstner er disse billeder væsentligere end meget, dertager mere plads op.

Til fordelene hører, at Anne Christiansen hellere skriver sagligt og fagligt mere end virtuost og subtilt. Ingen læser skal sidde tilbage med ubesvarede spørgsmål, og udførlige noter og litteraturhenvisninger gør, at fagfællerne heller ikke har noget at komme efter. Det store stof er en bedrift, men det må ikke blive ved bogen. Stoffet bør bearbejdes og gøres tilgængeligt på museets hjemmeside.

BJERGTAGENDE. Normalt har Fyns Kunstmuseum ikke råd til så store erhvervelser som det 3,5 meter brede maleri “I bjergene” af Svend Wiig Hansen. I 2000 krævede det tilskud fra to fonde, ét legat, ét nævn og tre familiemedlemmer. Foto fra bogen

I MODSÆTNING til bogen om Fyns Kunstmuseum er dén om Den Hirschsprungske Samling ikke en enkelt persons værk. Den er heller ikke så ambitiøs i udstyr og indhold. Ønsker man den stort udfoldede historie om den kunstbegejstrede cigarfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans livs projekt: at samle på den bedste danske kunst, som kan rummes i et stort privat hjem, må man have fat i direktøren Marianne Saabyes ti år gamle ‘Hirschsprung. Kunstsamler og mæcen’.

Sigtet i den nye bog er et andet og mere overskueligt. Her er udvalgt 100 af Den Hirschsprungske Samlings ypperste malerier – ét værk for hvert år i den jubilerende samlings historie – og omtalen af dem er så fordelt mellem direktøren selv og fire kunsthistorikere, der har haft tilknytning til museet. Malerierne er samlet og grupperet i elleve kapitler, der hver for sig belyser væsentlige synsvinkler, motiver og forudsætninger i det 19. århundredes dansk kunst, som f.eks. ‘Københavnerskole’, ‘Det dansk landskab’, ‘Franske inspirationer”, ‘Stemningsmaleri etc. De korte citater, der grafisk udsmykker siderne, er velvalgte, og teksterne er gode, om end generelt ikke specielt overraskende. Dog kan man godt studse over en kapitelindledning som denne: »Christoffer Wilhelm Eckersberg er bestemt ikke hvem som helst«. Nej, naturligvis ikke.

AF SÆRLIG interesse er Marianne Saabyes forord og indledning. Begge steder understreger hun de specifikke vilkår, der for over hundrede år siden knyttede sig til Hirschsprungs kunstgave til staten. For prisen for gaven var, at samlingen fik sin egen bygning, som det offentlige bekostede, og sin egen ledelse, og »at museet ingensinde måtte indgå under eller i forbindelse med nogen anden samling«. Her citerer direktøren ordret fra Hirschsprungs gavebrev af 1. juli 1902, som er gengivet i hendes store bog fra 2002.

Her kan man også læse, at Gallerikommissionen på Statens Museum for Kunst havde et andet ønske: at Hirschsprungs samling blev indlemmet i Statens Museum for Kunst og ophængt i nogle særlige sale. Da Storchs museumsbygning nogle år senere var ved at blive en realitet, foreslog ministeriet, at den blev et anneks til Statens Museum for Kunst. Desuden skulle den være underordnet dets ledelse. Det skete ikke – dengang.

Det er næppe nogen tilfældighed, at det gamle gavebrevs klare betingelser i den grad betones i denne nye jubilæumsbog. For de kræfter, der dengang fra højere sted gerne ville lægge den lille samling i Stockholmsgade sammen med de store samlinger i Sølvgade, rører på sig igen, selv om det indtil nu er blevet ved markeringerne.

Man kan ikke fortænke nogen i, at de gerne vil annektere det, som salig Hirschsprung købte af sin samtids kunst. For han havde ofte et bedre blik for dens kvaliteter end museumsfolket på den anden side af parken. Billedudvalget – fra Eckersberg til Albert Gottschalk – demonstrerer, at i det store historiske perspektiv kan et offentligt kunstliv ikke undvære sådanne private initiativer.

Peter. michael. hornung@pol.dk

Download PDF fil.

Fyns Kunstmuseum. 2011

Selvom det er godt 125 år siden, at kimen til der nuværende Fyns Kunstmuseum blev lagt, har museer og dets samling ikke tidligere været genstand for en større selvstændig behandling, men det rådes der hermed bod på. Kunstsamlingen i Odense opstod nemlig som — og er fortsat — en integreret del af byens kommunale museum, der i dag kendes som Odense Bys Museer.
Bogens stof falder i to dele. I den første og mindre del redegøres for Fyns Kunstmuseums mæcener og erhvervelsespolitik. Desuden ses der nærmere på den rigt udsmykkede, historicistiske museumsbygning, som siden 1989 alene har dannet ramme om museumsvæsenets kunstsamling, men som oprindelig blev opført med henblik på også at huse de kulturhistoriske og naturhistoriske samlinger.
I bogens anden og større del behandles Fyns Kunstmuseums samling, der foruden af en mindre gruppe afstøbninger af skulpturer fra den græsk-romerske antik samt fra den italienske renæssance består af en righoldig samling af danske kunstværker fra slutningen af 1700-tallet og fremefter. Grundet samlingens bredde og omfang har der været muligt at undersøge den ud fra en typologisk synsvinkel. Således underkastes blandt andet følgende genrer en nærmere undersøgelse: græsk-romerske samt nordiske myter, Bibelens historier, folkelivsskildringer, portrætter, landskabsmaleri og opstillinger, ligesom der bliver set nærmere på såvel den abstrakte som den nonfigurative kunst.
Indholdsmæssigt lægges vægten på de gode historier, som et stort udvalg af museets bedste værker kan fortælle. Det gøres ved at gå tær på kilderne og med udsyn til sammenlignelige værker herhjemme og i udlandet.
Bogens omfartende indhold kan læses på tre niveauer: Mens de hen ved 400 illustrationer ledsages af hver en kortfattet beskrivelse, byder de 13 tematiske kapitler på en uddybende kunsthistorisk tekst; i de 12 fokus-tekster byder samt kapitlerne Indgang og Udgang gives derimod tolkninger af udvalgte værker.
Selvom bogens primære sigte er at fortælle om Fyns Kunstmuseums historie og samling, har det været tanken, at bogen i kraft af sin tematiske opbygning også vil kunne finde anvendelse som en art kunsthistorisk oversigtsværk.

Forlaget Odense Bys Museer
463 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-50-7

Anmeldelser

Læs anmeldelsen
Peter Hagmund´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Fyens Stiftstidende mandag d. 2. Maj 2011.

Læs anmeldelsen
Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Politiken Torsdag d. 5. januar 2012.

En lystrejse i kunsten

Peter Hagmund´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Fyens Stiftstidende mandag d. 2. Maj 2011.

Fyns Kunst-museum og dets samling portrætteres i mageløs bog om en af den danske provins´ største kunstsamlinger

BOG
Anne Christiansen:
“Fyns Kunstmuseum”
5 Stjerner

Det er en lystrejse i kunsten, ja, ligefrem et mageløst værk, Fyns Kunstmuseums. tidligere chef Anne Christiansen har skrevet om Fyns Kunstmuseum og dets rige samling af kunst.
I den tykke, grundige og rigt illustrerede bøg dykker hun ned i Fyns Kunstmuseums historie, udvikling og samling.
Ser på mæceners betydning, på problematiske kunstkøb, på de oplagte fejl, som museets tidligere ledelser har begået – for eksempel at undlade at indkøbe fynbomalernes værker, da de buldrede frem.
Alt er skrevet flydende, let, vidende og med overskud. Anne Christiansen kan perspektivere kunsten på væggene og i magasinerne, så “Fyns Kunstmuseum” samtidig er en kunstnerisk lærebog i bedste forstand.

Godt på vej
En række tematiske artikler giver overordentligt fine overblik over museets samling af for eksempel naturskildringer, bibelrelaterede værker eller de mange bare damer, som man altid finder på kunstmuseer.
Og hele tiden føler man sig som læser hjulpet godt på vej af Anne Christiansens sætten-udsagn-i-sammenhæng.
Man kan bestemt. finde elementer at kritisere, For eksempel lader Anne Christiansen sig til tider indfange af lovligt detaljerede værkbeskrivelser. Og det kan siges at være problematisk, at det netop er en tidligere chef, der skriver historien om sin gamle arbejdsplads.

Fremragende opslagsværk
På den ene side udstyrer dette faktum naturligvis bogen med en enestående viden og indsigt, på den anden sider kan det i sagens natur være ganske svært for en ekschef at se kritisk på for eksempel sin egen rolle i museets udvikling og indkøbspolitik.
Det ændrer bare ikke på, at man nu har fået et ganske fremragende standardværk at slå op i, hvis man vil kende kunsten i og baggrundene og sammenhængene for det gamle museum i Jernbanegade.
Oven i købet sælges pragtværket takket være sponsorer til en – kvaliteten taget i betragtning – latterlig lav sum.

Om bogen – udkommer i dag
Anne Christiansen: “Fyns Kunstmuseum”, 464 sider, 348 kroner, Odense Bys Museer.

Af Peter Hagmund
peh@fyens.dk

Download avis udklip som pdf