Nina Damsgaards anmeldelse af "Harald Slott-Møller. Erindring og værk" på historie-online.dk 10. september 2025.
Harald Slott-Møller. Erindring og værk.
Anne Christiansen Gads Forlag. Rigt illustreret, 400 sider. 449,95 kr.
Af Nina Damsgaard, mag.art. i kunsthistorie og forhenværende leder af Vejle Kunstmuseum
Nu har en af de store danske kunstnere, Harald Slott-Møller (1864-1937) omsider fået en monografi. Og tilmed en særdeles grundig og læseværdig bog, hvor kunstnerens liv og kunst indgående bliver behandlet. Bogens forfatter er kunsthistorikeren, mag.art. Anne Christiansen, der i en årrække var leder af Fyns Kunstmuseum i Odense og senest var seniorforsker ved Odense Bys Museer. Hun har tidligere udgivet væsentlige bøger om H.A.Brendekilde og Anne Marie Carl-Nielsen.
Bogen består af fire dele, hvor størstedelen består af hidtil ukendt materiale, kunstnerens uudgivne og ufuldendte erindringer fra 1864 frem til 1915. samt fra 1937. Kunstnerens håndskrevne erindringer befinder sig i Det kongelige Biblioteks Håndskriftssamling. Bogens forfatter har transskriberet de 364 sider, forsynet dem med noter og suppleret dem med gengivelse af de af kunstnerens værker, han omtaler og som det har været muligt at skaffe fotos af. I et afsnit redegør Anne Christiansen for uklarheder og uafklarede aspekter i erindringerne. Erindringerne giver et godt indblik i, hvad der foregik på – i særdeleshed den danske kunstscene – i perioden 1885-1915. Kunstnerens rejseoplevelser beretter om den inspiration, han fik fra samtidige europæiske kunstnere. I protest mod censuren på Charlottenborg tog Slott-Møller i 1891 initiativ til etablering af Danmarks første kunstnersammenslutning, Den Frie Udstilling, der blev en succes, men ti år senere forlod Slott-Møller efter intern uenighed sammenslutningen og vendte tilbage til Charlottenborg.
Det beundringsværdige gravearbejde i et særdeles omfattende og spredt kildemateriale efterfølges af et perspektiverende kapitel, hvor Anne Christiansen uddyber aspekter af Slott-Møllers personlighed og privatliv fra tiden 1864-1915. Forfatteren udfylder derefter det store hul fra erindringernes abrupte afslutning i 1915 til Slott-Møllers død 22 år senere med et omfattende afsnit om kunstnerens liv og værk i perioden 1916-37. Kunstnerens arbejde følges tematisk og kronologisk i disse år, ligesom også såvel maleri (især portrætmaleri), dekorativ kunst (især møbler og fajancedekoration for Aluminia), sølv- og guldsmedearbejder, illustrationer og brugsgrafik behandles parallelt.
Bogen udgøres desuden af en anden vigtig del, hvor kunstnerens eftermæle perspektiveres og eftertidens opfattelse og vurdering af Slott-Møllers kunst beskrives. Afsnittet begynder med en indgående referering af nekrologer, omtale af mindeudstillinger og kunsthistoriske skrifter frem til 1988, hvor Kunstforeningen i København viste den første store Slott-Møller-udstilling efter mindeudstillingerne 50 år tidligere. Der var nu ved at komme fokus på kunstneren.
Harald Slott-Møller havde livet igennem et givende parløb med sin hustru, den lige så anerkendte Agnes Slott-Møller (1862-1937), der naturligt indgår i bogen som ligeværdig partner til sin mand. Selvom den foreliggende monografi primært omhandler Harald Slott-Møller, er den også uomgængelig læsning, når fokus i øvrigt er på Agnes Slott-Møller, der naturligvis har en stor birolle i bogen. Der er endvidere blevet plads til omtale af datteren Lykkes karriere som sanger.
Bogen afsluttes af en omfattende biografi, fyldige noter samt henvisninger og registre.
Til bibliotekaren Anbefales varmt til alle biblioteker.
Holger Dahl´s anmeldelse af "Harald Slott-Møller. Erindring og værk" i Berlingske 1. september 2025.
De er uretfærdigt overset – nyt pragtværk placerer dem på den fine hylde i dansk kunst
Berlingske 24. august 2025
5 stjerner
Anmeldelse. De er både blevet anset for lysende talenter og for to anakronismer, og i dag er de uretfærdigt overset i dansk kunst. Harald og Agnes Slott-Møller levede et helt liv sammen, både privat og kunstnerisk, og i et nyt pragtværk kan vi nu endelig læse hans erindringer.
De to unge mennesker Harald Slott-Møller og Agnes Rambusch er ude i naturen for at male sammen. Året efter blev de gift. Maleriet her, »Kammerater«, har de malet sammen i 1886.
– Foto: Den Hirschsprungske Samling.
Poul Flou Pedersen´s lektørudtalelse om "Harald Slott-Møller. Erindring og værk", altså biblioteksvæsnets anbefaling af bogen 1. september 2025.
Materialevurdering
Kort om bogen Smuk og stor, velillustreret biografi over kunstneren Harald Slott-Møller (1864-1937), hvis erindringer for første gang tillige udgives. Meget inspirerende for alle, der interesserer sig for dansk kunst.
Beskrivelse Billedkunstneren Harald Slott-Møllers liv og værk beskrives i denne biografi af kunsthistoriker Anne Christiansen, der i bogens første halvdel offentliggør kunstnerens håndskrevne og ufuldendte erindringer, som ligger i KBs håndskriftsamling. Anne Christiansen kommenterer Slott-Møllers erindringer og sætter, i bogens anden halvdel, Slott-Møllers billedkunst i kunsthistorisk sammenhæng, herunder hans samliv med kunstnerhustruen Agnes Slott-Møller og deres venskab med fx Marie Krøyer og Georg Brandes. Vi hører også om hans store indsats som kunsthåndværker for fx Fajancefabrikken Aluminia. Bagerst kildehenvisninger, litteraturlister og et udvidet personregister.
Vurdering Som læser suges man ind i Harald Slott-Møllers ofte morsomme og levende beskrivelser af sine og sin uundværlige hustrus oplevelser, fx når de hver sommer tager ud i landet på malerophold. Anne Christiansen skriver både nænsomt og præcist om kronisk pengenød og de til tider stridsomme gemytter, og kunstnerparrets eftermæle er interessant læsning. En skøn bog, der er fuld af skønne illustrationer!
Andre bøger om samme emne Harald Slott-Møllers kunsthåndværksvirke beskrives også af Mirjam Gelfer-Jørgensen i Kunstarternes forbrødring.
Til bibliotekaren Anbefales varmt til alle biblioteker.
Lisbeth Bonde´s anmeldelse af "Harald Slott-Møller. Erindring og værk" i Kristeligt Dagblad 22. august 2025.
Harald Slott-Møller skrives på fornem vis tilbage ind i kunsthistorien
Kristeligt Dagblad 22. august 2025
5 stjerner
Lisbeth Bonde Art critic
Hver en sten i den glemte maler og kunsthåndværker Harald Slott-Møllers kunst og liv bliver vendt i den første monografi om ham. Det er skøn læsning.
Lisbeth Bonde
Den nye monografi om Harald Slott-Møller (1864-1937) tegner et billede af ham som en ypperlig maler og kunsthåndværker/formgiver. Samtidig erfarer vi, at han var sin egen værste fjende: Han var alt andet end strategisk eller diplomatisk og blev med sine ideale fordringer og aristokratiske holdninger (læs: kunstnerisk tårnhøje krav) uvenner med mange af tidens toneangivende kunstnere og kulturpersonligheder.
Bogen er et patchwork, syet sammen af fire dele, hvoraf størsteparten består af Harald Slott-Møllers uudgivne og ufuldendte erindringer fra 1864 frem til 1915. Det er skøn læsning!
Eftersom han først dør 22 år senere, har bogens forfatter, kunsthistorikeren Anne Christiansen, udfyldt det store hul ved hjælp af et beundringsværdigt gravearbejde i et særdeles omfattende og spredt kildemateriale. Hun har også egenhændigt transskriberet de 364 håndskrevne ark, som Harald Slott-Møller ikke selv nåede at udgive, men som har været opbevaret i Det Kongelige Biblioteks Håndskriftssamling.
Det er en prisværdig indsats, for det er første gang, vi får mulighed for at få kendskab til en af Danmarks store kunstnere, der blev skrevet ud af kunsthistorien fra cirka 1900. Først i 1980’erne fik hans sammensatte kunst og -håndværk en opblomstring med postmodernismen, og siden er han kommet ind i varmen sammen med sin mindst lige så berømte kunstnerhustru, Agnes Slott-Møller (1862-1937), med hvem han havde et givende parløb livet igennem.
Bogen rummer yderligere en vigtig del: et kapitel, der perspektiverer kunstnerens eftermæle – hvad man også kunne kalde et receptionshistorisk afsnit, der handler om eftertidens opfattelse og vurdering af Harald Slott-Møllers kunst. Væsentligt er også bogens mange fine værkgengivelser, der lægger stoffet frem for den nysgerrige, som var der tale om en retrospektiv udstilling i bogform – og med grundige og informative billedtekster, sådan som en god kunsthistorisk fremstilling bør være.
Men når det er sagt, skal man ville denne kunstner, for den lidt nørdede fremstillingsform betyder, at den mest henvender sig til fagfolk, omend den ingenlunde er vanskelig at læse. Anne Christiansen skal have ros for sin grundige research, som vil kunne spare fremtidige forskere et tidskrævende ”udgravningsarbejde” i deres videre forskning i kunstnerskabet. Derfor de fem stjerner. Hun har tidligere udgivet væsentlige bøger om blandt andre H.A. Brendekilde og Anne Marie Carl-Nielsen.
Subjektive erindringer
I erindringerne kommer vi helt tæt på kunstneren, der i sagens natur beretter fra ”sin stol” – altså subjektivt. Efterfølgende leverer Anne Christiansen en mere neutral og faktuel fremstilling som et korrektiv af Harald Slott-Møllers egen fremstilling.
I begyndelsen var han venner med alle af betydning i dansk kulturliv indtil bruddet med kunstnersammenslutningen Den Frie Udstilling, som han selv havde været med til at grundlægge – i sin tid i opposition til den bedagede udstillingslinje, man førte på Charlottenborg, hvor deres værker var blevet afvist. Gruppen talte yderligere Agnes Slott-Møller, J.F. Willumsen (1863-1958), Johan Rohde (1856-1935) og Vilhelm Hammershøi (1864-1916).
Selv skriver han om dette brud i erindringerne, at uenigheden handlede om vurderingen af primært de yngre kunstneres værker. Slott-Møller ville indføre censur, hvilket bød de øvrige stiftende kunstnere meget imod. De var jo netop sluppet fri af Charlottenborgs censur. Fronterne stod så skarpt trukket op mellem de ”elitære” Slott-Møller’e og den resterende ”demokratiske” del af gruppen, at Slott-Møller’ne valgte at forlade kunstnersammenslutningen. Hermed kom de til at isolere sig i dansk kunst resten af livet.
Harald Slott-Møller påbegyndte nu en i avantgardens øjne farlig ”deroute” med at skabe kunst, der fortrinsvis hvilede på æstetiske værdier – de skulle gerne være let idealiserende og forskønnende, selvom han var en meget dygtig realist – og dyrke de nationale danske værdier. Senere fik han øget fokus på det sønderjyske spørgsmål. Dette gjorde ham rent teknisk på ingen måde til en ringere kunstner, men han kom ud af sync med tidsånden.
Forældreløs som 17-årig
Harald Slott-Møller voksede op i et købmandshjem i Helsingør, men blev forældreløs som 17-årig. Først døde moderen og dernæst faderen – begge af cancer i svælget. At tegne og male var det eneste saliggørende for sønnen, der blev optaget på Kunstakademiet netop som 17-årig i 1881.
Han var et ovenud billedbegavet ungt menneske, som hurtigt avancerede i kunstens hierarki. Efter to år på Akademiet droppede han ud. Som han skrev: ”Eleverne var … skoledrengeagtigt ligeglade med Kunsten og Undervisningen. Lærerne var gamle og virkede som sløvede Embedsmænd, og ingen Kontakt var naturligvis mulig mellem saa forskjellige Elementer.” I stedet uddannede han sig hos P.S. Krøyer (1851-1909) på Kunstnernes Frie Studieskoler. Allerede som 22-årig blev han assistent for P.S. Krøyer på Studieskolernes afdeling for kvinder (i tiden før kvinderne blev optaget på Kunstakademiet), hvor han mødte sin kommende hustru, Agnes Rambusch. De blev et ligeværdigt kunstnerpar, som hele livet igennem gav plads til hinanden.
Trods mange bestillingsopgaver – herunder en del kongelige portrætter og mange udsmykningsopgaver – gik det ringe for parret, der undervejs i hele karrieren havde økonomiske problemer. De måtte hutle sig igennem, skønt de både rejste meget og boede godt. Bestillingerne var blevet færre efter bruddet med Den Frie Udstilling. Ikke desto mindre bar Harald Slott-Møller kunstens fane højt.
Bogens rige billedside viser, hvilken fabelagtig maler Harald Slott-Møller var. Han kunne male, hvad det skulle være, men han havde en særlig faible for smukke kvinder, som han ofte skildrede nøgne. Han malede også religiøse motiver, efter at påvirkningen fra vennen, den kulturradikale og antireligiøse Georg Brandes (1842-1927), som havde været forlover ved parrets bryllup, var begyndt at blegne. Blandt andet stod han bag en altertavle med motiv af Bebudelsen til Herlufsholm Kirke, et stort maleri af Adam og Eva i Edens have foruden de hellige tre konger, et motiv med Jesus i ligklæde, der velsigner den knælende Maria Magdalena med flere.
Harald Slott-Møller døde i 1937 få måneder efter sin elskede hustru og kunstnerkammerat. Parret ligger begravet på Holmens Kirkegård på Østerbro i København. Hans skæbne understreger vigtigheden af at kunne agere diplomatisk i et kunstmiljø, der ofte er ideologisk højspændt, og at kunne arbejde sammen med fagfæller. Desuden at kunne give plads til andre synspunkter end sine egne. Også som kunstner.
Faktaboks
Om værket
Anne Christiansen: Harald Slott-Møller. Erindringer og værk. 400 sider. Rigt illustreret. 449,95 kroner. Gads Forlag.
Niels Lyksteds anmeldelse af "Harald Slott-Møller. Erindring og værk" på kulturinformation.org 19. august. 2025. – 5 stjerner
Anne Christiansen: Harald Slott-Møller – Erindring og værk
Fra foregangsmand til persona non grata
‘ …… biografien indeholder mange vægtige billedanalyser og er uhyre velskrevet og velillustreret …… ‘ Niels Lyksted, KULTURINFORMATION
Ordsproget “Højt at flyve, dybt at falde” beskriver umiddelbart maleren Harald Slott-Møllers karriere.
Harald Slott-Møller (1864-1937) blev i 1880’erne anset for at være et af naturalismens største kunstneriske talenter og en af Det Moderne Gennembruds foregangsmænd. Tænk blot på hans socialrealistiske billede “Fattigfolk i dødens venteværelse”, 1886, som vi kender så godt fra Statens Museum for Kunst.
Karrieren endte imidlertid brat, da Slott-Møller i 1907 bidrog til den såkaldte “bondemalerstrid” på den “forkerte” side. Striden handlede overordnet set om kvaliteten af Fynbo-malerne, der malede realistiske billeder af livet på landet. I en avisdebat gik Slott-Møller til angreb mod fynboerne og forsvarede i stedet den forfinede hovedstadskultur. Det resulterede i, at han blev helt isoleret i det officielle kunstliv med økonomiske problemer til følge pga. manglende salg.
Men hvordan kunne det gå så galt. Slott-Møller begyndte jo karrieren som socialrealistisk maler? Og i 1891 bidrog han tillige til stiftelsen af Den Frie Udstilling i protest mod censuren på Charlottenborg.
Erindring og værk
Kunsthistorikeren Anne Christiansen har set nærmere på den ellers så respekterede malers liv og karriere, hvilket har resulteret i den første biografi om maleren “Harald Slott-Møller – Erindring og værk”.
Biografien er baseret på Slott-Møllers ufuldendte erindringer, men da disse kun dækker hans kunstneriske virke indtil 1915, har Anne Christiansen suppleret biografien med historien om de sidste 22 år af hans liv.
Karakteristisk for Slott-Møllers håndskrevne biografi er, at han formulerer sig i en let, optimistisk tone, undtagen når der opstår problemer. Her griber han til en vis overbærenhed. Men det er absolut ikke dækkende for de virkelige forhold. Vi skal altså læse biografien med et gran salt. Anne Christiansen har derfor inkluderet en helt nødvendig perspektivering.
De formative år
Slott-Møller indleder sin biografi med et rids af barndommens problemer som følge af forældrenes sygdom og tidlige død. Han drømte lige fra barnsben om at blive kunstner og viste snart talent på området. Undervisningen på Kunstakademiet 1881-83 blev imidlertid ikke lykken. Lærerne var gamle og virkede som sløve embedsmænd, fortæller han.
Bedre blev det på Kunstnernes Frie Studieskole 1884-86, selv om skolens trækplaster, P.S. Krøyer, kun dukkede op 4-5 gange i løbet af vinteren. Den manglende ledelse førte ligefrem til, at modellerne undertiden ligefrem dikterede undervisningen.
Agnes og Brandes
Som færdiguddannet fik Slott-Møller opgaver med at undervise ved Studieskolen. I denne forbindelse mødte han Agnes Rambusch. De blev gift i 1888 og fik et langt og lykkeligt samliv. Efterlyser man information om Agnes Slott-Møller, er biografien om Harald i høj grad stedet, hvor man finder sådanne oplysninger.
I studietiden havde parret Slott-Møller lært George Brandes at kende, hvilket formentlig blev inspiration til Harald Slott-Møllers socialrealistiske hovedværk “Fattigfolk i dødens venteværelse”, 1886, erhvervet af SMK i 1909. Forholdet til Brandes udvikledes til et tæt, personligt venskab, der varede i mange år.
Kristendommen
Ægteparret Slott-Møller var efter deres bryllup på en større rejse gennem Tyskland, Italien og Frankrig for at opleve verdenskunst. Det var dog langt fra alt, der tiltalte dem. Antik græsk kunst stod fx generelt langt højere end den italienske kunst. Parret indrømmede dog, at det ville tage sin tid, inden de fik absorberet deres indtryk fra rejsen. Alligevel var ingen formildende omstændigheder i deres vurderinger.
Den manglende begejstring for den italienske kunst skyldtes, at den gamle kunsts emneverden fra Giotto til Michelangelo var baseret på kristendommen. Parret foragtede på det tidspunkt alt, hvad der var kristent ud fra deres snævre antireligiøse livsanskuelse.
Først som midaldrende anerkendte Harald Slott-Møller kristendommens betydning for kunstens udvikling. Nu udtalte han ligefrem, at kunsten – når den er bedst – er gudsdyrkelse! Han udarbejdede endda illustrationer til B.S. Ingemanns Morgen- og Aftensange. Og sidst i karrieren blev det til flere monumentale værker med nytestamentlige emner.
Den Frie Udstilling
Charlottenborg kasserede i 1891 en lang række kunstneres arbejder – herunder værker af Agnes og Harald Slott-Møller. Det skabte stor vrede blandt mange toneangivende kunstnere, som besluttede at udstille deres afviste værker – efter parisisk forbillede – på en “salon des refusées”.
Harald Slott-Møller lagde ikke fingrene imellem, når han beskrev visse personer, han opponerede imod i kunststriden, og man kan dermed bedre forstå deltagerne i den senere “bondemalerstrid”, når de endte med at lægge Slott-Møller på is. Han polariserede i den grad.
Opgøret med Charlottenborg førte til etableringen af Den Frie Udstilling, der første gang fandt sted i Kleis Kunsthandel. Da udstillingen blev en stor succes både kunstnerisk og økonomisk. var der basis for fortsætte arbejdet. I dag videreføres det i den gamle træbygning på Oslo Plads.
Retur til Charlottenborg
Parret Slott-Møller forlod imidlertid sammenslutningen i vinteren 1900/1901 på grund af intern uenighed. Agnes og Harald oplevede vrangvilje mod de fleste af deres forslag og uvilje mod dem personligt. Harald indrømmede dog selv at have haft en vis skyld, da han var altfor oprigtig og åbenmundet. Så må der have været noget om det!
I 1904 var parret Slott-Møller igen repræsenteret på Charlottenborg, men i de næste mange år var de underlagt censur, hvilket harmede dem.
Arts & Crafts
Da datteren Lykke blev født, skulle hun naturligvis have en vugge. Den skabte Harald med inspiration fra den engelske Arts & Crafts bevægelse. Resultatet blev en skulpturel vugge med mange farverige billeder. Den blev udstillet på Den Frie Udstilling i foråret 1894 med fine anmeldelser til følge.
Vuggen blev begyndelsen på en række lignende produkter til hjemmet. En industri blev det dog ikke til. Produkterne var mere poesi og lyrik end brugskunst, hævdede Slott-Møller. Et nodeskab smykket med fugle nåede dog at blive præsenteret på Verdensudstillingen i Paris 1900.
Slott-Møller kastede sig også over sølvtøj og smykker. Disse produkter gav et kærkomment bidrag til husholdningen, når efterspørgslen på malerier svigtede.
Aluminia
I årene fra 1902-06 fik Harald fast ansættelse som kunstnerisk leder på Fajancefabrik Aluminia: Her skulle han for en beskeden løn levere 15 nye ideer til form og dekoration hver måned. Desuden skulle han overvåge produktionen. Trods betydelig succes endte Harald med at blive fyret. Temperamentet spillede atter ind.
Anne Christiansen begræder bruddet med fabrikken: Med sin frodige fantasi og lune, med sin farvesans og sikre fornemmelse for former kunne Slott-Møller antagelig have forlenet fabrikken med unikke forlæg, som den kunne have spundet guld på.
Dantes Guddommelige Komedie
I 1905 malede Harald et meget originalt billede i stort format. Det blev skabt med afsæt i hustruens årelange smerte over tabet af deres lille datter Benedette i 1901 og hans inderlige bestræbelser på at skaffe hende livsmodet igen.
Billedet, der viser to sorgtyngede høje, slanke og smukke elskende, der holder om hinanden, er inspireret af historien om Paolo og Francesca fra Dantes Den Guddommelige Komedie. Det blev vist på Charlottenborgs Forårsudstilling 1905.
Paolo og Francesca sikrede Slott-Møller international anerkendelse, da det blev gengivet i en ny, illustreret udgave af Komedien i 1922. Desuden opfordrede Ufizzierne i Firenze Slott-Møller til at donere et malet selvportræt, hvilket naturligvis blev efterkommet.
Fra succes til fiasko
Trods bruddet med Den Frie Udstilling i 1901 udstillede parret Slott-Møller atter her i 1909. Denne gang som lejere af bygningen. Her arrangerede de en omfattende fællesudstilling med nye værker og lån fra samlere af tidlige billeder. Pressen jublede og snart efter væltede det ind med bestillinger.
I 1917 forsøgte parret forgæves at gentage succesen – denne gang på Charlottenborg. Men uden succes – hverken kunstnerisk eller økonomisk. Deres tid var uigenkaldeligt forbi. Den kunstneriske udvikling havde overhalet dem, og nu fremstod de mere som et kuriosum. Kunstretninger som konstruktivisme, futurisme, surrealisme og ekspressionisme pressede sig på.
Vurdering
Anne Christiansen har gjort det igen. Skrevet en definitiv monografi om en af de mindre belyste danske kunstnere, der absolut fortjener større opmærksomhed.
Senest gjaldt det “Brendekilde – Liv og værk” fra 2021. Denne gang gælder det Harald Slott-Møller – Erindring og værk.
I begge tilfælde må man konstatere, at hver en sten er vendt. For Brendekildes vedkommende var udgangspunktet adgang til et omfangsrigt arkiv tilhørende kunstnerens familie med masser af ny information. Denne gang har udgangspunktet været malerens forsøg på at skrive sin egen biografi.
Af gode grunde er Slott-Møllers biografi aldrig blevet udgivet. Den blev aldrig fuldendt, og så var den yderst vanskelig at læse. Kunstneren havde en meget begrænset skolegang bag sig og var bestemt ikke en stor skribent. Det må have været en kæmpemæssig opgave at gøre det håndskrevne manuskript læseligt, men det er lykkedes forbløffende godt.
Hvis man vil skrive sine egne erindringer, udvælger man formentlig selv, hvad man på det pågældende tidspunkt finder væsentligt. Og de fleste vil formentlig undlade at inkludere de mest personlige anliggender. Men hvem ved i øvrigt, hvad kommende læsere ad åre vil interessere sig for?
I dette tilfælde har det været nødvendigt at perspektivere biografien. Det har Anne Christiansen formået med stor indsigt i tidsånden og ikke mindst i kunstverdenen på den tid. Det bevirker, at vi ikke blot bliver klogere på Slott-Møller, men også på mange af de andre samtidige aktører – kunstnere såvel som anmeldere og opinionsdannere, hvilket er en absolut styrke ved bogen.
Slott-Møller-biografien indeholder mange vægtige billedanalyser og er uhyre velskrevet og velillustreret. Sjovt nok har den samme format og omfang som Brendekilde-biografien dvs. 400 sider. Grafikeren er den samme, men denne gang er skrifttypen ændret. Desværre er antallet af spalter ændret fra to letlæselige til tre, men det skyldes utvivlsomt nødvendigheden af at komprimere stoffet. For der er rigeligt af det!
Anmeldelse af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION Redaktion: Jesper Hillestrøm
Torben Weirup´s anmeldelse af “Brendekilde. Liv og værk” i Kristeligt Dagblad lørdag d. 9. oktober 2021.
Gedigent bogværk om H.A. Brendekilde er et grundigt portræt af en kunstners kamp, der resulterer i succes. Men succes er ikke en entydig størrelse — og den har sin pris
Kristeligt Dagblad Lørdag 9. oktober 2021 side 24 Kunst & Kultur
bog 4 Stjerner
TORBEN WEIRUP kultur@k.dk
I modsætning til kunstnervennen L.A. Ring har maleren H.A. Brendekilde (1857-1942) ikke opnået nogen strålende hædersplads i den officielle kunsthistorieskrivning. Ej heller er Brendekilde — som L.A. Ring (1854-1933) – i nyere tid blevet genstand for beåndede analyser af litterater som Henrik Wivel. Beåndet er selvfølgelig et plusord. Tværtimod er Brendekildes religiøse kompositioner noget nedvurderet. Ved senere udstillinger — og nu er vi i midten af 1990’erne — er hans skildringer af livet på landet blevet anset for temmelig sødladne – ligefrem Morten Korch-agtige og egentlig er det vel mest hans indignerede, socialrealistiske skildringer, der er blevet hans eftermæle. Mange kender i hvert fald det ikoniske maleri fra 1889, ”Udslidt”, der i mange år var en attraktion på Fyns Kunstmuseum. Indtil der blev vendt op og ned på præsentationen af kunst i Odense. En stor mark dominerer ”Udslidt”, i hvis forgrund en ældre daglejer er segnet på grund af det hårde slid. Som var det en pietå, holder hustruen sin afdøde mand i sine arme, mens hun skriger sin sorg, fortvivlelse og vrede ud over det golde landskab. Himlen synes helt tom. Hvis dette og andre af Brendekildes socialrealistiske skildringer kan lede tanken hen på Henrik Pontoppidans noveller om provisorietiden i slutningen af 1800-tallet, er det ikke noget tilfælde. De var venner, delte politiske synspunkter og nærede en dyb sympati for samfundets svageste. Til Brendekildes bedrifter kunne man nu også lægge en række af hans monumentalt anlagte, poetiske og indsmigrende landskabsmalerier med ingen eller få personer, hvor han i udsnit åbner et overdådigt panorama af dansk naturskønhed.
Ikke kun eftertidens dom over Brendekilde har været hård. Ring er for eksempel repræsenteret med fem gange så mange værker på landets kunstmuseer som Brendekilde – omend man måske kan trøste sig med en bemærkning, Anne Christiansen i sin bog citerer kritikeren Sophus Michatlis for: ”Private købere forstod sig ofte bedre på kunst, end man gjorde på de offentlige samlinger.” Allerede samtidens vurdering var barsk. Nekrologerne var spidse anmeldelser af livsværket. Brendekilde havde opnået både høje auktionspriser og lige= frem folkeyndest, hvilket altid i sig selv er mistænkeligt. Af en eller anden grund. Især hans sene billeder var svage og letbenede, hed det. Modsat Ring var han ikke åben over for nye kunstneriske strømninger og slet ikke på sine gamle dage, da han karakteriserede 1930’ernes kunst som ”humbug”. Han var ganske enkelt udslidt. Men nu har H.A. Brendekilde fået sin monumentale bog skrevet af kunsthistorikeren Anne Christiansen, der selv fik vakt sin nysgerrighed i forhold til Brendekilde ved mødet med netop ”Udslidt” for mere end et kvart århundrede siden og senere havde det held at støde på kildemateriale, der Jå uden for de vanlige arkiver.
H.A. Brendekildes religiøse kompositioner har ikke opnået nogen hædersplads i kunsthistorien. Her er det et udsnit af “Uddrivelsen af Paradis” fra slutningen af 1930’erne. – Foto: JP-Foto, Maribo.
Anne Christiansen begynder sin fortælling med barndommen og går detaljeret til værks; måske for netop at tegne et billede af en tid og et miljø, hvor der skulle noget ganske særligt til, hvis et menneske skulle bryde den sociale arv.
Som dreng skar Brendekilde ikke skibe, men figurer forestillende dyr. Ikke blot de kreaturer, der er fast inventar i dansk landbrug, men også så eksotiske skabninger som en kamel. Snittet i affaldstræ i farfaderens værksted efter ikke andet end erindringen om nogle billeder, Brendekilde som ganske lille havde set i et boghandelvindue i Odense. Brendekilde mødte faktisk en vis forståelse hos sit fædrene ophav og fik lov til at gå på snitteskole — det hed det —i Odense. Det fritog ham ikke for mange år som tjenestedreng, men alligevel — og her springer vi et stykke frem i den detaljerede fortælling til Brendekildes bestandige kamp for at male og markedsføre sig selv, sælge og sikre sig alle hånde løse opgaver for både at overleve som maler og forsørge en voksende familie af børn og to hustruer. En til hver side. Ud over hans hustru og den tjenestepige, der avancerede fra model til hans søns mor, er der andre mennesker, der får afgørende betydning for Brendekilde og hans skæbne som menneske og maler. Der er de mæcener, velgørere og kunder, der hjælper ham gennem vanskelige tider og svingende indtægter. Og der er L.A. Ring, som blev ven og en tid bofælle ogi sagens natur både konkurrent og kollega — konkollega, som det undertiden kaldes — i de unge år, hvor de var så fattige, at de egenhændigt kunne have grundlagt den traditionelle forestilling om, at unge kunstnere sulter på deres kvistkammer. Og at det da vistnok er befordrende for talentets udvikling. Det er heromkring — 1881 — de begge tager navn efter deres respektive fødebyer i et forsøg på at blive lagt mærke til og ikke forvekslet med hinanden. Herefter glider Ring i baggrunden i fortællingen, der grundigt gennemgår Brendekildes rejser og udstillinger, salg og succeser og den evige hårde kamp for ikke at blive smidt ud af hamsterhjulet. En af måderne at undgå at blive skubbet ud af karrierens cirkusmanege på er at tage bestik af forholdene og tilpasse sig markedet. Det er vel dét, Brendekilde gør i sine sene år. Hvor han tidligere havde orienteret sig hos de franske realister, lagde han i begyndelsen af 1900-tallet “ambitionerne om fortsat at gøre sig gældende blandt avantgarden på hylden. Han lod sig ikke længere inspirere af de skiftende internationale strømninger og dertil hørende motivvalg.” I stedet fortsatte han med sine anekdotiske genrebilleder af livet på landet. Det indbragte ham tilnavnet “stokrosernes maler”. I be gyndelsen var det venligt ment. Senere knap så meget. Trods fremstillingens høje detaljeringsgrad og den hyppige brug af for eksempel citater fra Brendekildes korrespondance er bogen om kunstneren i L.A. Rings skygge let at læse, Den er skrevet i et fint og funktionelt dansk. Fortællingen om Brendekilde rokker ikke ved opfattelsen af, at hans motivverden og hans kompositioner gennemgående er lettere end L.A. Rings. Brendekilde holder af den anekdotiske fortælling, mens Rings verden er dyb. Bogen gør ikke Brendekildes værk større, end det kan bære. Men ikke mindst i analyserne af enkelte billeder mærker man forfatterens blik for hans vitterlige kvaliteter. H.A. Brendekilde har fået sit monument.
Anne Christiansen: Brendekilde – Liv og værk. 424 sider. 400 kroner. Gads Forlag.
Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Brendekilde. Liv og værk” i Politiken Søndag 12. september 2021.
Ny stor- endda meget stor – monografi om den fynske maler H.A. Brendekilde har gravet dybt i hans liv og værk og bringer forhold for dagens lys, der ikke alle pynter på eftermælet.
Politiken Søndag 12. september 2021 af Peter Michael Hornung
Anne Christiansen: Brendekilde — Liv og værk. 424 sider, ill. Pris: 400 kr. Gads Forlag. 4 hjerter
For tyve år siden kunne man, hvis man ville, læse den første større monografi om den fynske maler H.A. Brendekilde. Den var skrevet af kunsthistorikeren Gertrud Hvidberg Hansen – i dag direktør for Ny Carlsberg Glyptotek, dengang ung inspektør på Fyns Kunstmuseum. For med Brendekilde er vi fortrinsvis på Fyn. Da bogen var på 120 sider, vovede en skribent ved Politiken den påstand,aten mere omfattende bog om denne kunstner ikke ville være rimelig. For det ville med andre ord være vanskeligt, måske umuligt, at skrive meget mere om denne kunstner, som er blevet døbt ‘stokrosemaleren på grund afsine overvejende idylliske billeder fra landet. ‘Manden der blev maleriets Morten Korch’ havde den samme anmelder endda i 1995 døbt den samme Brendekilde. Til vrede og fortrydelse for kunstnerens efterhånden gamle efterkommere. Trods disse ord er der kommet en ny monografi, ‘Brendekilde – Liv og værk’, der med sine 422 sider er næsten fire gange så stor som forgængeren. Gad vide hvad den omtalte anmelder ville sige til dette nye initiativ og denne flotte gennemillustrerede udgivelse i stort format? Det er ikke tilfældigt, at netop jeg ved det! For den uforskammede anmelder var – mig. Og hvad siger jeg så til, at Anne Christiansen – tidligere leder af Fyns Kunstmuseum – har brugt de seneste ti år af et langt flittigt forskerliv på at finkemme Brendekildes private forhold, læse hans korrespondance og opspore alle de malerier, der stadig måtte befinde sig i privateje? Jeg siger stort tillykke med en præstation, som meget vel kan være forfatterens hovedværk, ved siden af hendes bogom billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen. For der er gravet dybt i arkiverne og bragt meget nyt stof frem. I modsætning til hvad en yngre generation af kunsthistorikere ville gøre, bliver al empiri ikke filtreret gennem et net af nyere fransk filosofi og tåget æstetisk teori. Her handler det om at rekonstruere et kunstnerliv ved hjælp af hårde facts-eller så hårde, som facts nu kan blive, når emnet er billedkunst og Brendekilde.
Det er malerier som dette af ‘Lille Mis skal i Plads’ fra 1920, der har fået modernister og museumsfolk til. at rynke på næsen ad Brendekilde. Det er et typisk motiv for den fynske kunstner, og dets popularitet er ikke til diskussion. Foto: Bruun Rasmussens Kunstauktioner
Men står emnet mål med præstationen? Tja. I modsætning til ungdomsvennen LA. Ring er Brendekilde ikke ligefrem velrepræsenteret på landets kunstmuseer, og han omtales slet ikke med samme andagt som Ring og Hammershøi. Vil man se hans billeder af f.eks. gamle koner på landet, små børn, forelskede unge par, pittoreske stråtækte bondegårde, landskaber med anemoner osv., skal man i stedet holde øje med auktionerne, både herhjemme og i udlandet. For her går Brendekildes billeder for priser, hvis niveau står i kontrast til hans sparsomme plads i kunsthistorien og på museerne. I 1987 kunne Bruun Rasmussen berette, at Brendekilde var blandt de ti dyreste danske kunstnere.
Humbug! Men man kan også finde en blød lænestol derhjemme og bare give sig til at blade i denne voluminøse bog, og man skal ikke at blade længe, før man ud fra vrimlen af farvestrålende gengivelser kan se, at vi har at gøre med en både dygtig og meget rutineret maler. Her er flotte fængende farver, hvad der er en sjældenhed hos Ring. Ydermere er der ingen af de akademiske tegnefejl, som nogen altid mener at kunne finde hos samme Ring. Gode, letaflæselige motiver er der også i hobetal, og et par af dem er tilmed landskendte, som ”Udslidt’ – med den aldrende bonde, der er styrtet om på den stenede mark – og som ‘En Landevej’ – med den Jesus-lignede prædikant, der maner en fattig familie. Og så er der alle de billeder, som simpelthen ikke kan være malet af andre end Brendekilde. Det kan man bare se, også selv om man ikke har set dem før! For Brendekilde var ikke en, der prioriterede sin egen udvikling. Af samme grund så han med vantro på kunstens udvikling og kaldte de billeder for’humbug’, der ved at være modernistiske og abstrakte slet ikke byggede på den virkelighed, der for ham nærmest var en kær forpligtelse. Det er i teksten om ham, ikke i værkerne af ham, at man skal finde nyhederne. Anne Christiansen har afdækket meget omkring Brendekildes liv, der stiller ham i et mere nuanceret lys. Vi ved, at hans egen opvækst ikke var nogen dans på stokroser. Han kom fra små kår, og i 1800-tallet skulle der mirakler til – eller et overbevisende talent – for at et ungt menneske fra landalmuen kunne kravle bare et stykke op ad den samfundspyramide, der var så uendelig meget stejlere og glattere end nu. Når man læser om fattigfolks forhold i 1800-tallet, lærer man at påskønne vore dages velfærdssamfund.
Samfundskritisk slider Brendekilde var så heldig at finde en velynder, en velhavende enke ved navn Cathinka Blumensaadt, der ville betale for hans uddannelse. Hans breve til hende og til hendes søn, Axel, som han havde mødt på snitteskolen i Odense, bringer meget nyt stof frem – om hans flid, målbevidsthed og ubehag ved det klassesamfund, som han blev født ind i,da han kom til verden i den lille landsby Brændekilde. Bogens forfatter udelukker, at han af den grund var socialist. At han endte som venstremand, er mere end sandsynligt. Men at han længe havde samfundskritiske sympatier, uden ligefrem at være ægte socialist, viser et maleri som ‘Udslidt’!
I 1890 — på sit livs længste rejse – malede Brendekilde denne udsigt fra Kairos ørken, med citadellet og de såkaldte mameluk-grave i baggrunden. I 1893 solgte kunstneren det usædvanlige maleri på en auktion. Foto: Odense By Museer
Brendekilde derimod sled sig ikke op, selv om det var tæt på. For en slider var han alle dage, og de unge års fattigdom sad så dybt i hans krop, at den altid kunne afstive hans arbejdsmoral. Og så kom han med årene i den prekære situation at skulle forsørge ikke én familie, men to! For i en moden alder indledte han, der i forvejen var gift og havde børn, et forhold til husets unge tjenestepige. Han gjorde hende med barn og endte med at gifte sig med hende. Et kapitel i monografien har ligefrem titlen ‘Dobbeltliv. Når maleren skulle sørge for mad på bordet til to familier med børn, skulle der males mange billeder. Til alt held – nok mest for maden blev der solgt lige så meget, som der blev malet. I skatteårene 1925/26 til 1935/36 var Brendekilde god for en årsindtægt, der kunne svinge mellem 3.300 og 6.500 kroner (det ville svare til fra 96.000 kr. til 190.000 kr. i vore dages penge, ifølge bogens oplysninger, hvilket jo ikke er overvældende). Men pengene passer ikke helt. For samtidig kan man læse, at Brendekilde i samme tidsrum fik mellem 8.000 og 10.000 kr. for et stort maleri. Solgte han da kun ét maleri om året? Næppe.
Maleriets Morten Korch At male var dog ikke bare forretning for Brendekilde. Men det var heller aldrig en beskæftigelse, hvor han udfoldede sit eget livs oplevelser og fascinationer eller tematiserede sin egen nærmeste familie, som Ring ofte gjorde. Maleri var et ærligt håndværk, og succeskriteriet var fra starten salgbarhed og efterspørgsel. Hvis han malede sine familiemedlemmer, var det som modeller. Der kendes fotografier af hans to hustruer, men ingen malede portrætter. Når han rejste, til f.eks. Palæstina eller Egypten, havde han nemt ved at skildre, hvad han så. Troværdigt var det ofte, men personligt blev det ikke. Derfor er Brendekildes egne værker ingen hemmelig løngang til hans indre personlighed. Man kommer heller ikke ind under huden på ham ved at læse hans breve. Men man får sympati for en hårdtarbejdende maler, der inderst inde drømte om en tryg borgerlig tilværelse, hvor økonomien ikke var dårligere end hos dem, der var hans kunder. Uden at overgøre sin egen sympati for hovedpersonen følger bogens forfatter ham i både tyndt og tykt, til han som noget af kunstnerisk anakronisme stiller træskoene i 1942. Undervejs på den lange rejse får hun også ydet ham oprejsning som keramiker og illustrator. Brendekilde blev eksemplet på, at man sagtens kan være en dygtig maler uden at være en meget stor kunstner, og at netop store kunstnere heller ikke skal måles på deres håndelag. Var det da dengang at gå langt over stregen at kalde ham maleriets Morten Korch? Og ikke kun, fordi han var fynbo, ligesom Korch? Og heller ikke kun, fordi han byggede sine værker op omkring en snæver landlig motivkreds, ligesom Korch? Men han var lige så folkekær som Korch, fordi også han troede på værdien af et mere autentisk Danmark, før moderniteten og urbaniseringen. I øvrigt var ‘maleriets Morten Korch’ heller ikke særlig venlig ved de ‘dødfødte malere’. Det kaldte han nemlig kunstkritikerne! Så fik vi den! Uanset hvem der har mest ret, har maleren og mennesket Brendekilde nu fået sat et meget stort monument. Denne gang kan det umuligt gøres større. Og mere gennemarbejdet!
Anette Hyllested´s anmeldelse af “Carl Nielsen-parrets kunstsamling” i Fyens Stiftstidende´s kulturtillæg fredag d. 5. februar 2016.
Bøger
Ny bog om Carl Nielsen-parrets kunstsamling skaber for første gang overblik over og offentlig adgang til historierne bag ægteparrets omfattende kunstsamling, hvoraf en del kan ses på Carl Nielsen Museet i Odense
Komponisten Carl Nielsen og hans hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, samlede på kunst gennem hele deres ægteskabelige liv. Noget købte de, noget vandt de, noget fik de foræret, og noget byttede de sig til. Gennem årene fik parret opbygget en anseelig samling, der dokumenterede deres liv og venskaber. Vægge, skabe, borde og vindueskarme blev fyldt med minder fra rejser og med gaver eller køb fra parrets mange kunstnervenner.
– Et eldorado af mærkelige ting, der fortæller meget om Carl Nielsen-parret og den tid, de levede i, siger mag.art. i kunsthistorie Anne Christiansen, der indtil sommeren 2015 var seniorforsker ved Odense Bys Museer.
Der er både fin kunst og mindre vellykkede resultater af kreative udfoldelser. Men fælles for dem alle er, at de hver især repræsenterer en historie i parrets liv.
Mange af værkerne fra ægteparrets oprindelige samling er udstillet på Carl Nielsen Museet i Odense. Her er noget af det fordelt på to stuer, der fungerer som mindre genopbygninger af det nielsenske hjem. Men man får ikke en forklaring på hvad, hvem og hvorfor om de mange kunstværker.
En del af Carl Nielsen-museets kunstsamling bor i museets magasiner, hvor offentligheden ikke har adgang.
Og endelig er en del af parrets oprindelig samling endt på andre museer eller er i privat regi.
Nu foreligger der for første gang et samlet og offentligt tilgængeligt overblik over den kunst, ægteparret samlede. Sidst i 2015 udkom Anne Christiansens rigt illustrerede bog “Carl Nielsen-parrets kunstsamling” på Odense Bys Museers forlag, og i bogen kan man se billeder af og læse om parret og deres hjem, deres mange kunstværker og kunstnerne bag dem -de fleste af dem nære venner -og om tilblivelsen af Carl Nielsen Museet, hvor en stor del af samlingen har til huse. En samling, der kunne have været større …
Carl Nielsen købte sommerhus på Skagen, og han og hustruen blev allerede første sommer – 1906 – venner med Ancher-parret. Et venskab, der holdt livet ud. Her har Michael Ancher malet Nielsen-parrets døtre Irmelin og Anne Marie – også kaldet for Søs – mens de sidder på en bænk i hans have. Billedet kan ses på Carl Nielsen Museet. Den første sommer på Skagen arbejdede Carl Nielsen i øvrigt på at komponere musik til et skuespil af Holger Drachmann.
På et hængende hår
Carl Nielsen-parrets to barnløse døtre, Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmånyi, besluttede i sin tid, at hele deres forældres kunstsamling skulle testamenteres til et eventuelt Carl Nielsen Museum i Odense. Museet blev først til noget i 1988, og da var den ene af døtrene for længst død og havde ikke fået lavet testamente, hvorfor hendes mand og siden hans familie arvede det hele. I begyndelsen af 1980’erne gik daværende, nu afdøde museumsdirektør Niels Oxenvad derfor i tæt samarbejde med den anden datter om at sikre hendes arv fra forældrene til et kommende museum.
– Det lykkedes, men hun døde i 1983, og bestyrelsen i hendes fond krævede, at museet skulle være færdigt inden for fem år, ellers ville samlingen ikke tilfalde Odense. Niels Oxenvad kastede sig herefter ud i en kæmpe indsats, hvor han blandt andet i et år tog orlov fra sit lederjob for at kunne hellige sig opbygningen af museet, da bevillingen til det var gået igennem, fortæller Anne Christiansen, der konstaterer, at han nåede det “på et hængende hår”.
Anne Marie Telmányi var Carl-Nielsen parrets yngste datter og blev kaldt Søs. Hun blev maler, men slog aldrig igennem for alvor, blandt andet fordi hun svingende mellem mange stilarter og aldrig fandt sit eget udtryk.
– Det har været voldsomt svært at skulle leve op til to så berømte forældre, og hun var en urolig sjæl, konstaterer seniorforsker Anne Christiansen. Søskendeflokken talte også en storesøster, Irmelin, og en lillebror, Hans Børge, der blev lettere retarderet som dreng vistnok på grund af meningitis. Her har Søs malet familiens stuer ved Frederiksholms Kanal. Man ser moderen, Anne Marie Carl-Nielsen, sidde og arbejde, og i den bageste stue, musikstuen, spiller Carl Nielsen på sit flygel. Maleriet og jagtstolen i forgrunden af det kan ses på Carl Nielsen Museet. Stolen er broderet af Hans Børge efter forlæg fra Søs. De mange kunstværker og ting på museet fra Carl Nielsen-parrets hjem blev testamenteret til museet af netop Anne Marie Telmányi.
Et udtryk for venskaber
Enkelte ting i Carl Nielsen-parrets samling har økonomisk værdi, men meget har ikke, for der var ikke tale om investeringer, men om en personlig samling, der afspejler parrets oplevelser, brede smag og venskaber med kunstnere fra København til Skagen.
Læsningen af Arme Christiansens bog er ikke kataloglæsning, men historier om kunstnervennerne og om parrets liv, der blandt andet omfattede adskillige flytninger i takt med, at deres materielle velstand voksede. Parret boede alle årene i Københavns-området -de sidste og fleste af dem ved Frederiksholm Kanal, hvilket var familiens bolig nummer syv. Men der var også et sommerhus på Skagen, længere udlandsrejser og ferier med venner blandt andet ved Anne Maries barndomshjem på Kolding-egnen.
– Det har været så interessant at skrive bogen, for i mange år har jeg som så mange andre kigget på nogle af tingene her på museet uden at vide, hvor de stammede fra, og det har været en stor fornøjelse at finde ud af det. Jeg har også opdaget diverse fejlslutninger. For eksempel var der ting i hjemmet, vi har troet, Anne Marie Carl-Nielsen selv havde lavet, men det har vist sig at være forkert, fortæller Anne Christiansen, mens vi kigger ind i de forseglede stuer på Carl Nielsen Museet.
Agnes Lund var Anne Marie Carl Nielsens læremester og senere tætte, ugifte veninde. Hun blev gudmor til sønnen Hans-Børge og var tilsyneladende aldrig misundelig på sin elev, der modsat hende selv opnåede stor anerkendelse og succes. Hun vovede også at tale den principfaste og lettere iltre Anne Marie Carl-Nielsen imod, hvilket ikke altid blev godt modtaget-var en enkelt gang “lagt på is” i over tre år. Her har Agnes Lunn malet en strittende kalv, der fik lov at hænge i Carl Nielsen-parrets dagligstue.
Renoveret og fornyet
Med til at pirke til nysgerrigheden og begejstringen var også Anne Christiansens arbejde med portrætbogen “Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen” , som udkom i 2013 -150-året for Anne Maries fødsel.
Den nye bog om kunstsamlingen nåede også at blive færdig i et 150-år -denne gang for Carl Nielsens fødsel.
– Jeg ville ønske, at man havde benyttet jubilæumsåret til at renovere museet, siger Anne Christiansen, mens blikket tager en tur mere rundt i en af de udstillede stuer.
– Formålet med bogen, og det skrev jeg også til de fonde, der har støttet dens udgivelse, har været, at den skal bidrage til en fornyelse af museet, så de besøgende kan få en forklaring på, hvad det er, de ser, siger Anne Christiansen, der har investeret både arbejdstid og fritid gennem et par år for at blive færdig med den.
Fritidsindsatsen blev aktuel, da hun midt i det hele blev opsagt og ikke kunne nå at blive færdig i opsigelsesperioden.
Anne Christiansen, der nu er emerita, skriver på en ny bog, hvis indhold, det er for tidligt at tale om, siger hun.
Anne Christiansen: “Carl Nielsen-parrets kunstsamling”, 432 sider, udkommet på Odense Bys Museers eget forlag.
Af Anette
Hyllested
ahy@fyens.dk
På mitfyn.dk kan du se flere billeder og læse en større artikel med Anne Christiansen i forbindelse med udgivelsen af “Anne-Marie Carl-Nielsen, født Brodersen”.
Portrættet af Carl Nielsen er malet af Suzette Holten, født Skovgaard, der var veninde med Anne-Marie Carl-Nielsen. Holten illustrerede også omslag til nogle af Carl Nielsens kompositoriske udgivelser. Begge kvinder var medlemmer af Den Frie og arbejdede også for at forbedre forholdene for kvindelige kunstnere. De blev dog livsvarigt uvenner, da Anne Marie opdagede, at Carl Nielsen havde været hende utro med en anden veninde, der også var veninde med Suzette Holten. Modsat Anne Marie ville Suzette ikke bryde med den fælles veninde, hvilket Anne Marie ikke ville finde sig i. Hun var syv til otte år om at tilgive Carl, men hun tilgav aldrig Suzette. Maleriet har tilhørt Anne Marie Carl-Nielsen, men blev på et tidspunkt købt af Teatermuseet i Hofteatret.Maleren Harald Slott-Møllers Portræt af Anne Marie før hun blev gift. Portrættet blev malet, da han og hans hustru var på ferie i Anne Maries barndomshjem ved Thygesminde ved Kolding og var tiltænkt en kunstsamler. År senere dukkede maleriet op hos en glarmester i et vindue, og Carl-Nielsen-parret overvejede at anlægge sag, fordi det “kostede dem en del ærgrelser”, som Carl Nielsen udtrykte det til en af sine venner. Parret endte dog med at købe det, så Anne Marie ikke skulle hænge i et vindue. Og det dukkede derefter først op igen mange år senere i deres datters bo efter hendes død. I dag er det på Carl Nielsen-museet i Odense.Litografi af et bjerglandskab fra de franske alper af J.F. Willumsen. Willumsen, der i mange år boede i Frankrig, skænkede som gammel sine værker og kunstsamling til den danske stat i håb om eget museum, hvilket han fik, men aldrig selv oplevede. Han var ungdomsven med Anne Marie Carl-Nielsen og siden ven med Carl, og venskabet holdt livet ud. Bag på værket står: “Til min gamle ven Carl Nielsen på hans 50-årige fødselsdag 9. juni 1915”.Anne Marie Carl-Nielsen købte i 1920 dette portræt af en fiskerkone – malet af Anna Ancher. Anne Christiansen forestiller sig, at Anne Marie måske købte billedet, fordi hun så sin egen bedrøvelige tilstand i motivet. På det tidspunkt havde hun efter fem års tøven besluttet sig for at lade sig separere fra Carl Nielsen, fordi han havde været hende utro. Parret, der dog altid støttede hinanden kunstnerisk, fandt senere sammen igen som par, da Carl Nielsen fik et hjerteanfald og Anne Marie blev bange for at miste ham helt. Maleriet kan ses på Carl Nielsen Museet.Carl Nielsen, der gerne forærede koncertbilletter til vennerne og modtog flere kunstneriske erkendtligheder som tak, var kunstinteresseret og gik derfor op i, at hans partiturer fik kunstneriske titelblade og forsider. Her er det vennen Niels Skovgaard, bror til Suzette Holten og Joakim Skovgaard, der har tegnet et idyllisk landskab til Carl Nielsens og Thomas Laubs “En snes danske viser 1915”. Tilhører Carl Nielsen Museet. Skovgaard kunne ikke blot tegne – han var også billedhugger som Anne Marie Carl-Nielsen.
Anne Christiansen
– Født 1949.
– Mag.art. i kunsthistorie
– Daglig leder af Esbjerg Kunstforenings Samling fra 1985-1992, siden museumsinspektør (daglig leder) af Fyns Kunstmuseum / Odense Bys Museer og afdelingschef / samlingschef / seniorforsker ved Odense Bys Museer.
– Fratrådte ved Odense Bys Museer sidste år og er i dag emerita.
– Har også skrevet:
• “Skønhed og skrøbelighed. Værker af billedhuggeren J.A. Jerichau Fra museets samling.” Fyns Kunstmuseum 2003.
• “Sanderumgaards Romantiske Have—set med Eckersberg og andre kunstneres øjne o.1800”. Odense Bys Museer 2010.
• “Fyns Kunstmuseum”. Odense Bys Museer 2011.
• “Anne Marie Carl-Nielsen, Født Brodersen”. Odense Bys Museer 2013.
Carsten Bach-Nielsen´s anmeldelse af “Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen” i Kristeligt Dagblad mandag d. 23. juni 2014.
Førsteklasses monografi om billedehuggeren Anne Marie Carl-Nielsen
bog
Anne Christiansen: Anne Marie CarlNielsen, født Brodersen. 426 sider, 398 kroner. Forlaget Odense Bys Museer.
I 1863 var det lige knap, at alt åndede fred i Nordslesvig. I dette skæbneår fødtes Anne Marie Brodersen (1863-1945) på en stor gård nær Kolding — ien familie, der ved siden af det danske beherskede tysk, og som havde forgrenede slægtsmæssige forbindelser i Tyskland. Et rigt og trygt hjem, men samtidig et hjem på landet i det traditionelle landbosamfund. Faderen havde stærkt greb om det økonomiske og en egen bevidsthed om sin stand og herkomst. Da datteren forelskede sig i en tidligere regimentsmusiker fra Fyn, der stod uden for rangklasserne, var han ikke helt tilfreds. Den selvstændige datter og den charmerende komponist Carl Nielsen stak af fra familien og grundlagde deres livslange kunstnerkarrierer sammen. De fik børn, samliv og en evigt anstrengt økonomi — der ikke bedredes, da parret omkring Første Verdenskrig blev seperareret. Det var en alvorlig sag, der faktisk kun var muliggjort af loven om kvinders ret til egen indkomst og formue samt af, at Anne Marie Carl-Nielsen havde succes med sin kunst. Det var landbrugets dyr, der først udgjorde inspirationen, siden også andre husdyr, som Anne Marie Carl-Nielsen blev specialist i at gengive. En særegen linje i dansk kunst, strækkende sig fra J.Th. Lundbye over Philipsen og frem til Fynboerne.
Dog kom snart også monumentale opgaver til. Af stor betydning var bronzedørene i Ribe Domkirke. Her er det værd at erindre, at Ribe lå som en ø — en kongerigsk enklave inde i Tyskland. Derfor var det vigtigt med en udpræget dansk funderet kunstnerisk udsmykning. Hvor vellykket den blev, kan diskuteres, men i detaljen — med dørhåndtag i dyreformer — peger den frem mod Anne Marie Carl-Nielsens fuldt udfoldede kunstneriske virke. Siden fulgte arbejderne med græsk, antik, polykrom skulptur i Athen — et kapitel, der udredes eksemplarisk i den overdådige kunstnermonografi, som Anne Christiansen har leveret. Forfatteren er leder af de odenseanske museer, og bogen er resultatet af et liv med billedhuggeren og mennesket Anne Marie CarlNielsen. Det er egentlig en dobbeltmonografi, fordi Carl Nielsen løbende biograferes sammen med hustruen. Og dertil familien, vennerne, opdragsgiverne, kollegerne — alt kontrapunktisk gennemført. Det ville blot have været elegant, hvis forfatteren havde stolet på sin læser og udeladt de mange unødige krydshenvisninger. På toppen af sin ydeevne vinder Anne Marie Carl-Nielsen opgaven om et ryttermonument for Christian IX. Det var et vovet og i dansk sammenhæng nyskabende monument, idet soklen befolkedes af repræsentanter for nye og traditionelle erhverv og gengav personer af betydning for den periode, hvori kongen havde regeret. Det er ikke et ualmindeligt træk i italienske 1700- og 1800-tals ryttermonumenter, som billedhuggeren må have set i Italien. Anne Christiansen fokuserer mest på Rauchs skulptur af Frederik II fra 1851 i Berlin som forbillede. Hovedsagen er dog, at Anne Marie CarlNielsen ønskede fuldt kendskab til andre rytterskulpturer og fordrede indgående portrætlighed med henholdsvis hest og rytter — og derfor så mængder af rytterskulpturer og heste.
Anne Marie Carl-Nielsens bronzedøre i Ribe Domkirke er berømte for blandt andet deres detaljerede dørhåndtag, der peger frem mod Anne Marie Carl-Nielsen fuldt udfoldede kunstneriske virke. – Foto: Scanpix.
Bestillingen blev en gyser, der var med til at give ægteparret hovedbrud og fysisk slitage. Tiden gik, smagen skiftede, pengenes værdi forringedes, kongens minde blev svagere, Bronzestøberne var dyre eller dårlige. Spillet mellem monumentkomiteen og billedhuggeren, der truede med støbning i Belgien, er detaljeret og elementært spændende gennemgået.
Bogen handler om et kvindeliv, et kunstnerliv — og et kunstnersamliv. Den er båret af en dyb indsigt i kunsthistorie, samtidshistorie og kunstneriske processer. Den er ikke tynget af teori og kategoriseringer. Den kunsthistoriske analyse sidst i værket er klar, præcis. Den viser Anne Marie Carl-Nielsens styrker i de emnekredse, hun beherskede, hendes svagheder i det komplekse og med hensyn til en række materialer, der ikke burde være så udfordrende for en billedhugger. Anne Marie Carl-Nielsen modellerede og støbte, Hun huggede ikke gerne i sten. Hun var naturalist med kun liden abstraktion i sin kunst. Arven efter Anne Marie CarlNielsen varetoges af blandt andre Helen Schou, men den form for repræsentation, Anne Marie Carl-Nielsen var opvokset med, døde ud efter besættelsesårene og de monumenter, der nødvendigvis skulle skabes i kølvandet på krigen. Bogen er umådeligt flot produceret. Billedarbejdet er fortrinligt. Opsætningen decideret flot — men … Det er en uvane at forvanske kunstneres og andres navne ved at anføre alle fornavne. Man kender dem pludselig ikke. Når Carl Petersen og Thomas Havning — for ikke at nævne I.C. Christensen — pludselig optræder med alt for mange eller fuldt udskrevne fornavne, er det noget rod. Ligesom det er noget rod ikke at anføre tyske navneord i ubøjet form. Der er et virvar i bøjninger i de anførte tyske institutioners navne. Skønhedspletter. Mere diskutabelt er det, hvor lange billedtekster skal være. Er de for lange, forstyrrer de læsningen. Her er de endog meget lange og til dels gentagelser af brødteksten. Lidt synd for en bog, det ellers er en idel fornøjelse at læse. En sjælden, berigende læseoplevelse. I sig selv et livsmonument ved kunstnerens 150-år.
Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Politiken Torsdag d. 5. januar 2012.
Fyns Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling er blevet kortlagt og beskrevet i hver sin gennemillustrerede kunstbog.
Politiken Torsdag 5. januar 2012 af Peter Michael Hornung, Kunst-redaktør
Bøger: Anne Christiansen: Fyns Kunstmuseum. 464 sider, ca. 500 ill, 346 kroner. Odense Bys Museer 5 hjerter
Dansk kunst i 100 år. 100 malerier fra det 19. århundrede. Redaktion: Marianne Saabye. Med tekster af Stine Krogh, Jan Gorm Madsen, Jesper Svenningsen, Marianne Saabye og Anna Schram Vejlby. 255 sider, ill: 299 kroner. Den Hirschsprungske Samling. 4 hjerter
Det er nærmest et livsværk, som overinspektør Anne Christiansen har begået om sin arbejdsplads siden 1992: Fyns Kunstmuseum – FKM. Museet er den søjlebårne bygning på Jernbanegade i Odense, som man passerer på vej ned til byens gågade. Altså medmindre man går indenfor og tager en samling i øjesyn, der uden at være udmattende stor er både varieret og repræsentativ for det meste, der er overgået dansk kunst siden Jens Juels dage i 1700tallets slutning.
I 1885 stod det færdigt. Men ingen ville gætte på, at det var tegnet og opført af en lokal murermester og hans søn. Uanset at det hele blev gennemgribende shinet up i 1997, ligner huset det, det altid har været: et klassisk kunsttempel. For så statelige så den slags bygninger ud, da museumstanken endnu var uskyldig og uanfægtet. I næsten hundrede år kunne den besøgende her studere kunst-, kultur- og naturhistoriske objekter af den mest uforenelige slags. Først i 1989 blev kunsten herre i eget hus.
I en nutid, hvor museer helst skal opføre sig som kunsthaller med et tætpakket program af skiftende udstillinger m.m., erdet dristigt og imponerende, at en museumschef sætter sig ned for at skrive en bog på 450 sider om de bedste blandt de over 6.500 arbejder, som gemmer sig på adressen. Og det meste gemmer sig ret godt, eftersom det er opmagasineret.
Det er noget af en udfordring at skabe episk sammenhæng mellem værker, som er udført af nogle af historiens mest kompromisløse individualister. Opgaven burde nærmest være umulig. Alligevel er der kommet en bog ud af det, der kan mere end være opslagsværk om en samling. Man har lyst til at give den ambitiøse udgivelse ret, når den her og dér omtaler sig selv som et oversigtsværk. For det er meget lidt inden for området: dansk kunsthistorie, som ikke bliver gjort tilgængeligtog oversigtligt.
Den STORE bog om det lille museum – i øvrigt den første afslagsen – er opdelt i en mindre del om museets historie, og en langt større om samlingen. Men Anne Christiansen hører ikke til de skribenter, der overflyver så stort et område på idéhistoriens luftbårne vinger uden at aflægge beretning om det, hun kender til detaljerne. I de 13 kapitler, der udgør anden halvdel af sagaen, går hun endda temmelig tæt på de langt over 400 udvalgte malerier, skulpturer og stykker grafik, som konstituerer cremen af FKM. Grundig som hun er, begynder hun med kunstakademier og kunstuddannelser, så man fra starten får et begreb om vækstgrundlaget for 1800-tallets kunst. Det resterende materiale er opdelt i temaer, som græsk-romerske myter, nordiske myter, Bibelens historier, historiske fremstillinger etc. og sådan fortsætter kategoriseringen, indtil vi når fem til den abstrakte og nonfigurative kunst, der uden at forestille noget dog fremstiller noget.
Indimellem har forfatteren behov for at være ekstra fokuseret, og så bliver et værk underkastet en mere nærgående behandling, som f.eks. Eckersbergs ‘Florentine’, Wilhelm Freddies ‘Mrs. Simpson´s lyserøde sko’ eller Per Kirkebys ‘Damehatte’. Hvis der undervejs er et ord eller et begreb, der kræver et par ekstra ord med på vejen, så kommer ordforklaringen lige efter – i en pædagogisk parentes. Krydsreferencer skorter det heller ikke på, så man kommer vidt omkring.
Man kan altid diskutere, om det altid er de rigtige oplagte værker, der er afbildet henholdsvis stort og småt. Mange ville nok have ønsket sig mere plads til Hammershøis portræt af Henry Bramsen, der spiller cello. Eller foretrukket en hel side i bredden til maleriet af det indre af S. Stefano Rotondo i Rom. I kraft af sin kunstner er disse billeder væsentligere end meget, dertager mere plads op.
Til fordelene hører, at Anne Christiansen hellere skriver sagligt og fagligt mere end virtuost og subtilt. Ingen læser skal sidde tilbage med ubesvarede spørgsmål, og udførlige noter og litteraturhenvisninger gør, at fagfællerne heller ikke har noget at komme efter. Det store stof er en bedrift, men det må ikke blive ved bogen. Stoffet bør bearbejdes og gøres tilgængeligt på museets hjemmeside.
BJERGTAGENDE. Normalt har Fyns Kunstmuseum ikke råd til så store erhvervelser som det 3,5 meter brede maleri “I bjergene” af Svend Wiig Hansen. I 2000 krævede det tilskud fra to fonde, ét legat, ét nævn og tre familiemedlemmer. Foto fra bogen
I MODSÆTNING til bogen om Fyns Kunstmuseum er dén om Den Hirschsprungske Samling ikke en enkelt persons værk. Den er heller ikke så ambitiøs i udstyr og indhold. Ønsker man den stort udfoldede historie om den kunstbegejstrede cigarfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans livs projekt: at samle på den bedste danske kunst, som kan rummes i et stort privat hjem, må man have fat i direktøren Marianne Saabyes ti år gamle ‘Hirschsprung. Kunstsamler og mæcen’.
Sigtet i den nye bog er et andet og mere overskueligt. Her er udvalgt 100 af Den Hirschsprungske Samlings ypperste malerier – ét værk for hvert år i den jubilerende samlings historie – og omtalen af dem er så fordelt mellem direktøren selv og fire kunsthistorikere, der har haft tilknytning til museet. Malerierne er samlet og grupperet i elleve kapitler, der hver for sig belyser væsentlige synsvinkler, motiver og forudsætninger i det 19. århundredes dansk kunst, som f.eks. ‘Københavnerskole’, ‘Det dansk landskab’, ‘Franske inspirationer”, ‘Stemningsmaleri etc. De korte citater, der grafisk udsmykker siderne, er velvalgte, og teksterne er gode, om end generelt ikke specielt overraskende. Dog kan man godt studse over en kapitelindledning som denne: »Christoffer Wilhelm Eckersberg er bestemt ikke hvem som helst«. Nej, naturligvis ikke.
AF SÆRLIG interesse er Marianne Saabyes forord og indledning. Begge steder understreger hun de specifikke vilkår, der for over hundrede år siden knyttede sig til Hirschsprungs kunstgave til staten. For prisen for gaven var, at samlingen fik sin egen bygning, som det offentlige bekostede, og sin egen ledelse, og »at museet ingensinde måtte indgå under eller i forbindelse med nogen anden samling«. Her citerer direktøren ordret fra Hirschsprungs gavebrev af 1. juli 1902, som er gengivet i hendes store bog fra 2002.
Her kan man også læse, at Gallerikommissionen på Statens Museum for Kunst havde et andet ønske: at Hirschsprungs samling blev indlemmet i Statens Museum for Kunst og ophængt i nogle særlige sale. Da Storchs museumsbygning nogle år senere var ved at blive en realitet, foreslog ministeriet, at den blev et anneks til Statens Museum for Kunst. Desuden skulle den være underordnet dets ledelse. Det skete ikke – dengang.
Det er næppe nogen tilfældighed, at det gamle gavebrevs klare betingelser i den grad betones i denne nye jubilæumsbog. For de kræfter, der dengang fra højere sted gerne ville lægge den lille samling i Stockholmsgade sammen med de store samlinger i Sølvgade, rører på sig igen, selv om det indtil nu er blevet ved markeringerne.
Man kan ikke fortænke nogen i, at de gerne vil annektere det, som salig Hirschsprung købte af sin samtids kunst. For han havde ofte et bedre blik for dens kvaliteter end museumsfolket på den anden side af parken. Billedudvalget – fra Eckersberg til Albert Gottschalk – demonstrerer, at i det store historiske perspektiv kan et offentligt kunstliv ikke undvære sådanne private initiativer.
Peter Hagmund´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Fyens Stiftstidende mandag d. 2. Maj 2011.
Fyns Kunst-museum og dets samling portrætteres i mageløs bog om en af den danske provins´ største kunstsamlinger
BOG Anne Christiansen: “Fyns Kunstmuseum” 5 Stjerner
Det er en lystrejse i kunsten, ja, ligefrem et mageløst værk, Fyns Kunstmuseums. tidligere chef Anne Christiansen har skrevet om Fyns Kunstmuseum og dets rige samling af kunst. I den tykke, grundige og rigt illustrerede bøg dykker hun ned i Fyns Kunstmuseums historie, udvikling og samling. Ser på mæceners betydning, på problematiske kunstkøb, på de oplagte fejl, som museets tidligere ledelser har begået – for eksempel at undlade at indkøbe fynbomalernes værker, da de buldrede frem. Alt er skrevet flydende, let, vidende og med overskud. Anne Christiansen kan perspektivere kunsten på væggene og i magasinerne, så “Fyns Kunstmuseum” samtidig er en kunstnerisk lærebog i bedste forstand.
Godt på vej En række tematiske artikler giver overordentligt fine overblik over museets samling af for eksempel naturskildringer, bibelrelaterede værker eller de mange bare damer, som man altid finder på kunstmuseer. Og hele tiden føler man sig som læser hjulpet godt på vej af Anne Christiansens sætten-udsagn-i-sammenhæng. Man kan bestemt. finde elementer at kritisere, For eksempel lader Anne Christiansen sig til tider indfange af lovligt detaljerede værkbeskrivelser. Og det kan siges at være problematisk, at det netop er en tidligere chef, der skriver historien om sin gamle arbejdsplads.
Fremragende opslagsværk På den ene side udstyrer dette faktum naturligvis bogen med en enestående viden og indsigt, på den anden sider kan det i sagens natur være ganske svært for en ekschef at se kritisk på for eksempel sin egen rolle i museets udvikling og indkøbspolitik. Det ændrer bare ikke på, at man nu har fået et ganske fremragende standardværk at slå op i, hvis man vil kende kunsten i og baggrundene og sammenhængene for det gamle museum i Jernbanegade. Oven i købet sælges pragtværket takket være sponsorer til en – kvaliteten taget i betragtning – latterlig lav sum.
Om bogen – udkommer i dag Anne Christiansen: “Fyns Kunstmuseum”, 464 sider, 348 kroner, Odense Bys Museer.
Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Sanderumgaards Romantiske Have” i Politiken mandag d. 13. september 2010.
Da hofmarskalen Johan Bülow i 1793 faldt i unåde ved hoffet, gjorde han Sanderumgaard til en romantisk prydhave og et motiv i billedkunsten. Men historien passer bedre for en bog end en udstilling.
Anne Christiansen: Sanderumgaards Romantiske Have – set med Eckersbergs og andre kunstneres øjne 0. 1800. Fra Serien: Fynske Fortællinger. Odense By Museer. 132s, ill. 148, – kr.
4 Hjereter
I 1785 modtog hofmarskal, kammerherre Johan Bülow, kronprinsens den senere Frederik VI’s – rådgiver og en af rigets mægtigste mænd, en stor kaminskærm, som var udsmykket af selveste Nicolai Abraham Abildgaard.
Den dag i dag diskuterer man, hvad dette forunderlige kuristværk kaldet ‘Lykkens Tempel’ forestiller. Mellem et væld af figurer viser det blandt andet en fornem klædt mand, der rammes af en lunefuld skæbne – og falder ned.
Det var netop, hvad der skete for Bülow otte år senere. I 1793 faldt han pludselig i unåde hos kronprinsen og måtte lade sig forvise til Sanderumgaard på Fyn, som han netop havde erhvervet.
Men hvad der var til skade for Bülows karriere ved hoffet og måske også for rigets styrelse, kom i stedet gården og godset til gode. Nu gjaldt hans ambitioner ikke hele Danmark, men kun den lille del af landet, der var hans og hustruen, Else Maries.
Han fik drænet den sumpede jord og reguleret vandet i kanaler og damme. Han fik foretaget beplantninger, anlagt små pavilloner og lysthuse (13 i det hele) og ryddet stier, der fik lov at sno sig gennem landskabet, så resultatet ikke stod tilbage for nogen kongelige have.
Det var en romantisk have i engelsk stil, som Bülow kunne vigte sig af. Den detroniserede hofmarskal var blevet en triumferende gartner. Derfor skulle Sanderumgaard foreviges og forherliges af alle de kunstnere, som ejeren inviterede til at komme. Han skulle vise dem, at hoffets mistænksomhed og kronprinsens utaknemmelighed ikke havde slået ham ud. Hans overordnede princip med havens kulturelle forplejning sigtede ikke på »Pragt, men simpel Skiønhed og landlig Behagelighed«.
DET ER NU to hundrede år siden. Samtidig med at Sanderumgaard genåbner efter en gennemgribende renovering af haven helt i Bülows stil, har Fyns Kunstmuseum lavet en historisk udstilling om Bülows kunstneriske kontakter og det forskønnelsesprojekt, der lå ham så meget på sinde. Da han gennem sit ægteskab var blevet velhavende, kunne han give opgaver til adskillige kunstnere, erhverve malerier, tegninger og grafiske arbejder og desuden støtte bogudgivelser. Hver gang var emnet det samme: Sanderumgaards Have, en af de første og mest markante haver af sin art vest for Storebælt.
Udstillingen i museets store sal er ophængt og formidlet, som det passer sig for et emne, der rækker så langt tilbage i danmarkshistorien.
Men der er lidt for mange små værker, hvis lokalhistoriske værdi er en del større end deres kunstneriske. Grundigheden kan der ikke siges noget på, men sprælsk er det ikke. Den ene langvæg domineres af den unge C.W. Eckersberg noget mørke og konventionelle, men ikke ucharmerende billeder af Sanderumgaard Have, mens den modsatte langvæg viser en række moderne fotografiske optagelser fra stedet.
ECKERSBERG. Sanderumgaard blev plejet og passet efter alle havekunstens regler, Maleren C.W. Eckersberg behøvede ikke at bruge fantasien for at få den hvide hovedbygning set fra have siden til at præsentere sig fra sin bedste side, da han kom forbi i 1806. Privateje. Illustration fra museum.odense.dk
For enden troner Büllow selv og hans hustru, der ellers havde ry for at være smågrim. Men det afsløres ikke i de portrætterer, som den altid diskrete Jens Juel malede af parret. Det er her, at udstillingen finder sin kulmination – rent kunstnerisk.
Den, der er rigest repræsenteret i Bülows samling, er kobberstikkeren J.F. Clemens. Han udgør udstillingens kerne, også i bogstavelig forstand. Det blev Clemens’ opgave at stikke, det vil sige reproducere, de andres kunstneres motiver, og forbilledernes svingende kvalitet taget i betragtning må det siges, at han gjorde et udmærket job. Clemens var ikke ringere end Juel til at skjule alt det, der fra naturens hånd var meget langt fra at være fuldendt.
Af de kunstnere, som Bülow behagede at engagere, leverede Eckersberg de bedste forlæg, og ejeren til Sanderumgaard kan næppe have været utilfreds med den unge kunstner, der senere voksede og blev til den danske malerkunsts fader. For han erhvervede flere landskabsmalerier af maleren ud over prospekterne af haven.
Men Eckersberg fik sært nok aldrig bestilling på at male Bülows portræt, skønt han efter sin hjemkomst fra Rom blev rigets mest søgte portrætmaler. Det store spørgsmål er, om Bülow i virkeligheden ikke var langt mere interesseret i sine jorder end i billedkunst. Med hensyn til valget af kunstneriske løsninger lod han ikke til at være i pagt med fremskridtet.
Det måske sjove ste ved udstillingen er at kunne ‘bladre’ i Bülows kunstbog, som blev påbegyndt på Christiansborg i 1778. Den indeholder 99 tegninger i tusch, blæk og lavering, og den har ikke tidligere været tilgængelig for alle blikke. Det er den nu, om end det kuneri elektronisk form.
DET STØRSTE AKTIV ved ‘Sanderumgaards Romantiske Have’ er dog slet ikke udstillingen selv. Det er den særdeles nydelige bog, som samlingsleder Anne Christiansen har skrevet om emnet. Ikke kun rummer den alle de illustrationer og oplysninger, som udstillingen formidler.
Men den anbringer dem også med al den saglighed, systematik og videnskabelige nøgternhed, som sådan et emne fra Danmarks gamle guldalder kan gøre krav på. Så hvis man ser udstillingen, skal det være for bogens skyld.
PETER MICHAEL HORNUNG
peter.michael.hornung@pol.dk
