Stokrosemaleren, der levede et slidsomt dobbeltliv

Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Brendekilde. Liv og værk” i Politiken Søndag 12. september 2021.

Ny stor- endda meget stor – monografi om den fynske maler H.A. Brendekilde har gravet dybt i hans liv og værk og bringer forhold for dagens lys, der ikke alle pynter på eftermælet.

Politiken Søndag 12. september 2021 af Peter Michael Hornung

Anne Christiansen: Brendekilde — Liv og værk. 424 sider, ill. Pris: 400 kr.
Gads Forlag.
4 hjerter

For tyve år siden kunne man, hvis man ville, læse den første større monografi om den fynske maler H.A. Brendekilde. Den var skrevet af kunsthistorikeren Gertrud Hvidberg Hansen – i dag direktør for Ny Carlsberg Glyptotek, dengang ung inspektør på Fyns Kunstmuseum. For med Brendekilde er vi fortrinsvis på Fyn.
Da bogen var på 120 sider, vovede en skribent ved Politiken den påstand,aten mere omfattende bog om denne kunstner ikke ville være rimelig. For det ville med andre ord være vanskeligt, måske umuligt, at skrive meget mere om denne kunstner, som er blevet døbt ‘stokrosemaleren på grund afsine overvejende idylliske billeder fra landet. ‘Manden der blev maleriets Morten Korch’ havde den samme anmelder endda i 1995 døbt den samme Brendekilde. Til vrede og fortrydelse for kunstnerens efterhånden gamle efterkommere.
Trods disse ord er der kommet en ny monografi, ‘Brendekilde – Liv og værk’, der med sine 422 sider er næsten fire gange så stor som forgængeren. Gad vide hvad den omtalte anmelder ville sige til dette nye initiativ og denne flotte gennemillustrerede udgivelse i stort format?
Det er ikke tilfældigt, at netop jeg ved det! For den uforskammede anmelder var – mig.
Og hvad siger jeg så til, at Anne Christiansen – tidligere leder af Fyns Kunstmuseum – har brugt de seneste ti år af et langt flittigt forskerliv på at finkemme Brendekildes private forhold, læse hans korrespondance og opspore alle de malerier, der stadig måtte befinde sig i privateje?
Jeg siger stort tillykke med en præstation, som meget vel kan være forfatterens hovedværk, ved siden af hendes bogom billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen. For der er gravet dybt i arkiverne og bragt meget nyt stof frem. I modsætning til hvad en yngre generation af kunsthistorikere ville gøre, bliver al empiri ikke filtreret gennem et net af nyere fransk filosofi og tåget æstetisk teori. Her handler det om at rekonstruere et kunstnerliv ved hjælp af hårde facts-eller så hårde, som facts nu kan blive, når emnet er billedkunst og Brendekilde.

Det er malerier som dette af ‘Lille Mis skal i Plads’ fra 1920, der har fået modernister og museumsfolk til. at rynke på næsen ad Brendekilde. Det er et typisk motiv for den fynske kunstner, og dets popularitet er ikke til diskussion.
Foto: Bruun Rasmussens Kunstauktioner

Men står emnet mål med præstationen?
Tja. I modsætning til ungdomsvennen LA. Ring er Brendekilde ikke ligefrem velrepræsenteret på landets kunstmuseer, og han omtales slet ikke med samme andagt som Ring og Hammershøi. Vil man se hans billeder af f.eks. gamle koner på landet, små børn, forelskede unge par, pittoreske stråtækte bondegårde, landskaber med anemoner osv., skal man i stedet holde øje med auktionerne, både herhjemme og i udlandet.
For her går Brendekildes billeder for priser, hvis niveau står i kontrast til hans sparsomme plads i kunsthistorien og på museerne. I 1987 kunne Bruun Rasmussen berette, at Brendekilde var blandt de ti dyreste danske kunstnere.

Humbug!
Men man kan også finde en blød lænestol derhjemme og bare give sig til at blade i denne voluminøse bog, og man skal ikke at blade længe, før man ud fra vrimlen af farvestrålende gengivelser kan se, at vi har at gøre med en både dygtig og meget rutineret maler.
Her er flotte fængende farver, hvad der er en sjældenhed hos Ring. Ydermere er der ingen af de akademiske tegnefejl, som nogen altid mener at kunne finde hos samme Ring. Gode, letaflæselige motiver er der også i hobetal, og et par af dem er tilmed landskendte, som ”Udslidt’ – med den aldrende bonde, der er styrtet om på den stenede mark – og som ‘En Landevej’ – med den Jesus-lignede prædikant, der maner en fattig familie.
Og så er der alle de billeder, som simpelthen ikke kan være malet af andre end Brendekilde. Det kan man bare se, også selv om man ikke har set dem før! For Brendekilde var ikke en, der prioriterede sin egen udvikling. Af samme grund så han med vantro på kunstens udvikling og kaldte de billeder for’humbug’, der ved at være modernistiske og abstrakte slet ikke byggede på den virkelighed, der for ham nærmest var en kær forpligtelse.
Det er i teksten om ham, ikke i værkerne af ham, at man skal finde nyhederne. Anne Christiansen har afdækket meget omkring Brendekildes liv, der stiller ham i et mere nuanceret lys. Vi ved, at hans egen opvækst ikke var nogen dans på stokroser. Han kom fra små kår, og i 1800-tallet skulle der mirakler til – eller et overbevisende talent – for at et ungt menneske fra landalmuen kunne kravle bare et stykke op ad den samfundspyramide, der var så uendelig meget stejlere og glattere end nu. Når man læser om fattigfolks forhold i 1800-tallet, lærer man at påskønne vore dages velfærdssamfund.

Samfundskritisk slider
Brendekilde var så heldig at finde en velynder, en velhavende enke ved navn Cathinka Blumensaadt, der ville betale for hans uddannelse. Hans breve til hende og til hendes søn, Axel, som han havde mødt på snitteskolen i Odense, bringer meget nyt stof frem – om hans flid, målbevidsthed og ubehag ved det klassesamfund, som han blev født ind i,da han kom til verden i den lille landsby Brændekilde. Bogens forfatter udelukker, at han af den grund var socialist. At han endte som venstremand, er mere end sandsynligt. Men at han længe havde samfundskritiske sympatier, uden ligefrem at være ægte socialist, viser et maleri som ‘Udslidt’!

I 1890 — på sit livs længste rejse – malede Brendekilde denne udsigt fra Kairos ørken, med citadellet og de såkaldte mameluk-grave i baggrunden. I 1893 solgte kunstneren det usædvanlige maleri på en auktion.
Foto: Odense By Museer

Brendekilde derimod sled sig ikke op, selv om det var tæt på. For en slider var han alle dage, og de unge års fattigdom sad så dybt i hans krop, at den altid kunne afstive hans arbejdsmoral. Og så kom han med årene i den prekære situation at skulle forsørge ikke én familie, men to! For i en moden alder indledte han, der i forvejen var gift og havde børn, et forhold til husets unge tjenestepige. Han gjorde hende med barn og endte med at gifte sig med hende. Et kapitel i monografien har ligefrem titlen ‘Dobbeltliv. Når maleren skulle sørge for mad på bordet til to familier med børn, skulle der males mange billeder.
Til alt held – nok mest for maden blev der solgt lige så meget, som der blev malet. I skatteårene 1925/26 til 1935/36 var Brendekilde god for en årsindtægt, der kunne svinge mellem 3.300 og 6.500 kroner (det ville svare til fra 96.000 kr. til 190.000 kr. i vore dages penge, ifølge bogens oplysninger, hvilket jo ikke er overvældende). Men pengene passer ikke helt. For samtidig kan man læse, at Brendekilde i samme tidsrum fik mellem 8.000 og 10.000 kr. for et stort maleri. Solgte han da kun ét maleri om året? Næppe.

Maleriets Morten Korch
At male var dog ikke bare forretning for Brendekilde. Men det var heller aldrig en beskæftigelse, hvor han udfoldede sit eget livs oplevelser og fascinationer eller tematiserede sin egen nærmeste familie, som Ring ofte gjorde. Maleri var et ærligt håndværk, og succeskriteriet var fra starten salgbarhed og efterspørgsel. Hvis han malede sine familiemedlemmer, var det som modeller. Der kendes fotografier af hans to hustruer, men ingen malede portrætter.
Når han rejste, til f.eks. Palæstina eller Egypten, havde han nemt ved at skildre, hvad han så. Troværdigt var det ofte, men personligt blev det ikke. Derfor er Brendekildes egne værker ingen hemmelig løngang til hans indre personlighed. Man kommer heller ikke ind under huden på ham ved at læse hans breve. Men man får sympati for en hårdtarbejdende maler, der inderst inde drømte om en tryg borgerlig tilværelse, hvor økonomien ikke var dårligere end hos dem, der var hans kunder.
Uden at overgøre sin egen sympati for hovedpersonen følger bogens forfatter ham i både tyndt og tykt, til han som noget af kunstnerisk anakronisme stiller træskoene i 1942. Undervejs på den lange rejse får hun også ydet ham oprejsning som keramiker og illustrator.
Brendekilde blev eksemplet på, at man sagtens kan være en dygtig maler uden at være en meget stor kunstner, og at netop store kunstnere heller ikke skal måles på deres håndelag. Var det da dengang at gå langt over stregen at kalde ham maleriets Morten Korch? Og ikke kun, fordi han var fynbo, ligesom Korch? Og heller ikke kun, fordi han byggede sine værker op omkring en snæver landlig motivkreds, ligesom Korch?
Men han var lige så folkekær som Korch, fordi også han troede på værdien af et mere autentisk Danmark, før moderniteten og urbaniseringen. I øvrigt var ‘maleriets Morten Korch’ heller ikke særlig venlig ved de ‘dødfødte malere’. Det kaldte han nemlig kunstkritikerne! Så fik vi den!
Uanset hvem der har mest ret, har maleren og mennesket Brendekilde nu fået sat et meget stort monument. Denne gang kan det umuligt gøres større. Og mere gennemarbejdet!

peter.michaeLhornung@poL.dk

Download avis udklip som pdf

Gå på museum under læselampen

Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Politiken Torsdag d. 5. januar 2012.

Fyns Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling er blevet kortlagt og beskrevet i hver sin gennemillustrerede kunstbog.

Politiken Torsdag 5. januar 2012 af Peter Michael Hornung, Kunst-redaktør

Bøger:
Anne Christiansen: Fyns Kunstmuseum. 464 sider, ca. 500 ill, 346 kroner. Odense Bys Museer
5 hjerter

Dansk kunst i 100 år. 100 malerier fra det 19. århundrede. Redaktion: Marianne Saabye. Med tekster af Stine Krogh, Jan Gorm Madsen, Jesper Svenningsen, Marianne Saabye og Anna Schram Vejlby. 255 sider, ill: 299 kroner. Den Hirschsprungske Samling.
4 hjerter

Det er nærmest et livsværk, som overinspektør Anne Christiansen har begået om sin arbejdsplads siden 1992: Fyns Kunstmuseum – FKM. Museet er den søjlebårne bygning på Jernbanegade i Odense, som man passerer på vej ned til byens gågade. Altså medmindre man går indenfor og tager en samling i øjesyn, der uden at være udmattende stor er både varieret og repræsentativ for det meste, der er overgået dansk kunst siden Jens Juels dage i 1700tallets slutning.

I 1885 stod det færdigt. Men ingen ville gætte på, at det var tegnet og opført af en lokal murermester og hans søn. Uanset at det hele blev gennemgribende shinet up i 1997, ligner huset det, det altid har været: et klassisk kunsttempel. For så statelige så den slags bygninger ud, da museumstanken endnu var uskyldig og uanfægtet. I næsten hundrede år kunne den besøgende her studere kunst-, kultur- og naturhistoriske objekter af den mest uforenelige slags. Først i 1989 blev kunsten herre i eget hus.

I en nutid, hvor museer helst skal opføre sig som kunsthaller med et tætpakket program af skiftende udstillinger m.m., erdet dristigt og imponerende, at en museumschef sætter sig ned for at skrive en bog på 450 sider om de bedste blandt de over 6.500 arbejder, som gemmer sig på adressen. Og det meste gemmer sig ret godt, eftersom det er opmagasineret.

Det er noget af en udfordring at skabe episk sammenhæng mellem værker, som er udført af nogle af historiens mest kompromisløse individualister. Opgaven burde nærmest være umulig. Alligevel er der kommet en bog ud af det, der kan mere end være opslagsværk om en samling. Man har lyst til at give den ambitiøse udgivelse ret, når den her og dér omtaler sig selv som et oversigtsværk. For det er meget lidt inden for området: dansk kunsthistorie, som ikke bliver gjort tilgængeligtog oversigtligt.

Den STORE bog om det lille museum – i øvrigt den første afslagsen – er opdelt i en mindre del om museets historie, og en langt større om samlingen. Men Anne Christiansen hører ikke til de skribenter, der overflyver så stort et område på idéhistoriens luftbårne vinger uden at aflægge beretning om det, hun kender til detaljerne. I de 13 kapitler, der udgør anden halvdel af sagaen, går hun endda temmelig tæt på de langt over 400 udvalgte malerier, skulpturer og stykker grafik, som konstituerer cremen af FKM. Grundig som hun er, begynder hun med kunstakademier og kunstuddannelser, så man fra starten får et begreb om vækstgrundlaget for 1800-tallets kunst. Det resterende materiale er opdelt i temaer, som græsk-romerske myter, nordiske myter, Bibelens historier, historiske fremstillinger etc. og sådan fortsætter kategoriseringen, indtil vi når fem til den abstrakte og nonfigurative kunst, der uden at forestille noget dog fremstiller noget.

Indimellem har forfatteren behov for at være ekstra fokuseret, og så bliver et værk underkastet en mere nærgående behandling, som f.eks. Eckersbergs ‘Florentine’, Wilhelm Freddies ‘Mrs. Simpson´s lyserøde sko’ eller Per Kirkebys ‘Damehatte’. Hvis der undervejs er et ord eller et begreb, der kræver et par ekstra ord med på vejen, så kommer ordforklaringen lige efter – i en pædagogisk parentes. Krydsreferencer skorter det heller ikke på, så man kommer vidt omkring.

Man kan altid diskutere, om det altid er de rigtige oplagte værker, der er afbildet henholdsvis stort og småt. Mange ville nok have ønsket sig mere plads til Hammershøis portræt af Henry Bramsen, der spiller cello. Eller foretrukket en hel side i bredden til maleriet af det indre af S. Stefano Rotondo i Rom. I kraft af sin kunstner er disse billeder væsentligere end meget, dertager mere plads op.

Til fordelene hører, at Anne Christiansen hellere skriver sagligt og fagligt mere end virtuost og subtilt. Ingen læser skal sidde tilbage med ubesvarede spørgsmål, og udførlige noter og litteraturhenvisninger gør, at fagfællerne heller ikke har noget at komme efter. Det store stof er en bedrift, men det må ikke blive ved bogen. Stoffet bør bearbejdes og gøres tilgængeligt på museets hjemmeside.

BJERGTAGENDE. Normalt har Fyns Kunstmuseum ikke råd til så store erhvervelser som det 3,5 meter brede maleri “I bjergene” af Svend Wiig Hansen. I 2000 krævede det tilskud fra to fonde, ét legat, ét nævn og tre familiemedlemmer. Foto fra bogen

I MODSÆTNING til bogen om Fyns Kunstmuseum er dén om Den Hirschsprungske Samling ikke en enkelt persons værk. Den er heller ikke så ambitiøs i udstyr og indhold. Ønsker man den stort udfoldede historie om den kunstbegejstrede cigarfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans livs projekt: at samle på den bedste danske kunst, som kan rummes i et stort privat hjem, må man have fat i direktøren Marianne Saabyes ti år gamle ‘Hirschsprung. Kunstsamler og mæcen’.

Sigtet i den nye bog er et andet og mere overskueligt. Her er udvalgt 100 af Den Hirschsprungske Samlings ypperste malerier – ét værk for hvert år i den jubilerende samlings historie – og omtalen af dem er så fordelt mellem direktøren selv og fire kunsthistorikere, der har haft tilknytning til museet. Malerierne er samlet og grupperet i elleve kapitler, der hver for sig belyser væsentlige synsvinkler, motiver og forudsætninger i det 19. århundredes dansk kunst, som f.eks. ‘Københavnerskole’, ‘Det dansk landskab’, ‘Franske inspirationer”, ‘Stemningsmaleri etc. De korte citater, der grafisk udsmykker siderne, er velvalgte, og teksterne er gode, om end generelt ikke specielt overraskende. Dog kan man godt studse over en kapitelindledning som denne: »Christoffer Wilhelm Eckersberg er bestemt ikke hvem som helst«. Nej, naturligvis ikke.

AF SÆRLIG interesse er Marianne Saabyes forord og indledning. Begge steder understreger hun de specifikke vilkår, der for over hundrede år siden knyttede sig til Hirschsprungs kunstgave til staten. For prisen for gaven var, at samlingen fik sin egen bygning, som det offentlige bekostede, og sin egen ledelse, og »at museet ingensinde måtte indgå under eller i forbindelse med nogen anden samling«. Her citerer direktøren ordret fra Hirschsprungs gavebrev af 1. juli 1902, som er gengivet i hendes store bog fra 2002.

Her kan man også læse, at Gallerikommissionen på Statens Museum for Kunst havde et andet ønske: at Hirschsprungs samling blev indlemmet i Statens Museum for Kunst og ophængt i nogle særlige sale. Da Storchs museumsbygning nogle år senere var ved at blive en realitet, foreslog ministeriet, at den blev et anneks til Statens Museum for Kunst. Desuden skulle den være underordnet dets ledelse. Det skete ikke – dengang.

Det er næppe nogen tilfældighed, at det gamle gavebrevs klare betingelser i den grad betones i denne nye jubilæumsbog. For de kræfter, der dengang fra højere sted gerne ville lægge den lille samling i Stockholmsgade sammen med de store samlinger i Sølvgade, rører på sig igen, selv om det indtil nu er blevet ved markeringerne.

Man kan ikke fortænke nogen i, at de gerne vil annektere det, som salig Hirschsprung købte af sin samtids kunst. For han havde ofte et bedre blik for dens kvaliteter end museumsfolket på den anden side af parken. Billedudvalget – fra Eckersberg til Albert Gottschalk – demonstrerer, at i det store historiske perspektiv kan et offentligt kunstliv ikke undvære sådanne private initiativer.

Peter. michael. hornung@pol.dk

Download PDF fil.

Den triumferende gartners have

Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Sanderumgaards Romantiske Have” i Politiken mandag d. 13. september 2010.

Da hofmarskalen Johan Bülow i 1793 faldt i unåde ved hoffet, gjorde han Sanderumgaard til en romantisk prydhave og et motiv i billedkunsten. Men historien passer bedre for en bog end en udstilling.

KUNST
Sanderumgaards Romantiske Have. Fyns Kunstmuseum. Jernbanegade 13. Odense. Tirsdag-søndag kl. 10-16. Til 26. september.

Anne Christiansen: Sanderumgaards Romantiske Have – set med Eckersbergs og andre kunstneres øjne 0. 1800. Fra Serien: Fynske Fortællinger. Odense By Museer. 132s, ill. 148, – kr.
4 Hjereter

I 1785 modtog hofmarskal, kammerherre Johan Bülow, kronprinsens den senere Frederik VI’s – rådgiver og en af rigets mægtigste mænd, en stor kaminskærm, som var udsmykket af selveste Nicolai Abraham Abildgaard.
Den dag i dag diskuterer man, hvad dette forunderlige kuristværk kaldet ‘Lykkens Tempel’ forestiller. Mellem et væld af figurer viser det blandt andet en fornem klædt mand, der rammes af en lunefuld skæbne – og falder ned.
Det var netop, hvad der skete for Bülow otte år senere. I 1793 faldt han pludselig i unåde hos kronprinsen og måtte lade sig forvise til Sanderumgaard på Fyn, som han netop havde erhvervet.
Men hvad der var til skade for Bülows karriere ved hoffet og måske også for rigets styrelse, kom i stedet gården og godset til gode. Nu gjaldt hans ambitioner ikke hele Danmark, men kun den lille del af landet, der var hans og hustruen, Else Maries.
Han fik drænet den sumpede jord og reguleret vandet i kanaler og damme. Han fik foretaget beplantninger, anlagt små pavilloner og lysthuse (13 i det hele) og ryddet stier, der fik lov at sno sig gennem landskabet, så resultatet ikke stod tilbage for nogen kongelige have.
Det var en romantisk have i engelsk stil, som Bülow kunne vigte sig af. Den detroniserede hofmarskal var blevet en triumferende gartner. Derfor skulle Sanderumgaard foreviges og forherliges af alle de kunstnere, som ejeren inviterede til at komme. Han skulle vise dem, at hoffets mistænksomhed og kronprinsens utaknemmelighed ikke havde slået ham ud. Hans overordnede princip med havens kulturelle forplejning sigtede ikke på »Pragt, men simpel Skiønhed og landlig Behagelighed«.

DET ER NU to hundrede år siden. Samtidig med at Sanderumgaard genåbner efter en gennemgribende renovering af haven helt i Bülows stil, har Fyns Kunstmuseum lavet en historisk udstilling om Bülows kunstneriske kontakter og det forskønnelsesprojekt, der lå ham så meget på sinde. Da han gennem sit ægteskab var blevet velhavende, kunne han give opgaver til adskillige kunstnere, erhverve malerier, tegninger og grafiske arbejder og desuden støtte bogudgivelser. Hver gang var emnet det samme: Sanderumgaards Have, en af de første og mest markante haver af sin art vest for Storebælt.
Udstillingen i museets store sal er ophængt og formidlet, som det passer sig for et emne, der rækker så langt tilbage i danmarkshistorien.
Men der er lidt for mange små værker, hvis lokalhistoriske værdi er en del større end deres kunstneriske. Grundigheden kan der ikke siges noget på, men sprælsk er det ikke. Den ene langvæg domineres af den unge C.W. Eckersberg noget mørke og konventionelle, men ikke ucharmerende billeder af Sanderumgaard Have, mens den modsatte langvæg viser en række moderne fotografiske optagelser fra stedet.

ECKERSBERG. Sanderumgaard blev plejet og passet efter alle havekunstens regler, Maleren C.W. Eckersberg behøvede ikke at bruge fantasien for at få den hvide hovedbygning set fra have siden til at præsentere sig fra sin bedste side, da han kom forbi i 1806. Privateje. Illustration fra museum.odense.dk

For enden troner Büllow selv og hans hustru, der ellers havde ry for at være smågrim. Men det afsløres ikke i de portrætterer, som den altid diskrete Jens Juel malede af parret. Det er her, at udstillingen finder sin kulmination – rent kunstnerisk.
Den, der er rigest repræsenteret i Bülows samling, er kobberstikkeren J.F. Clemens. Han udgør udstillingens kerne, også i bogstavelig forstand. Det blev Clemens’ opgave at stikke, det vil sige reproducere, de andres kunstneres motiver, og forbilledernes svingende kvalitet taget i betragtning må det siges, at han gjorde et udmærket job. Clemens var ikke ringere end Juel til at skjule alt det, der fra naturens hånd var meget langt fra at være fuldendt.
Af de kunstnere, som Bülow behagede at engagere, leverede Eckersberg de bedste forlæg, og ejeren til Sanderumgaard kan næppe have været utilfreds med den unge kunstner, der senere voksede og blev til den danske malerkunsts fader. For han erhvervede flere landskabsmalerier af maleren ud over prospekterne af haven.
Men Eckersberg fik sært nok aldrig bestilling på at male Bülows portræt, skønt han efter sin hjemkomst fra Rom blev rigets mest søgte portrætmaler. Det store spørgsmål er, om Bülow i virkeligheden ikke var langt mere interesseret i sine jorder end i billedkunst. Med hensyn til valget af kunstneriske løsninger lod han ikke til at være i pagt med fremskridtet.
Det måske sjove ste ved udstillingen er at kunne ‘bladre’ i Bülows kunstbog, som blev påbegyndt på Christiansborg i 1778. Den indeholder 99 tegninger i tusch, blæk og lavering, og den har ikke tidligere været tilgængelig for alle blikke. Det er den nu, om end det kuneri elektronisk form.

DET STØRSTE AKTIV ved ‘Sanderumgaards Romantiske Have’ er dog slet ikke udstillingen selv. Det er den særdeles nydelige bog, som samlingsleder Anne Christiansen har skrevet om emnet. Ikke kun rummer den alle de illustrationer og oplysninger, som udstillingen formidler.
Men den anbringer dem også med al den saglighed, systematik og videnskabelige nøgternhed, som sådan et emne fra Danmarks gamle guldalder kan gøre krav på. Så hvis man ser udstillingen, skal det være for bogens skyld.

PETER MICHAEL HORNUNG
peter.michael.hornung@pol.dk

Download avis udklip som pdf