Bog – Side 2 – www.annechristiansen.dk

Et Kvindeliv, et kunstnerliv – og et kunstnersamliv

Carsten Bach-Nielsen´s anmeldelse af “Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen” i Kristeligt Dagblad mandag d. 23. juni 2014.

Førsteklasses monografi om billedehuggeren Anne Marie Carl-Nielsen

bog

Anne Christiansen: Anne Marie CarlNielsen, født Brodersen. 426 sider, 398 kroner. Forlaget Odense Bys Museer.

I 1863 var det lige knap, at alt åndede fred i Nordslesvig. I dette skæbneår fødtes Anne Marie Brodersen (1863-1945) på en stor gård nær Kolding — ien familie, der ved siden af det danske beherskede tysk, og som havde forgrenede slægtsmæssige forbindelser i Tyskland. Et rigt og trygt hjem, men samtidig et hjem på landet i det traditionelle landbosamfund.
Faderen havde stærkt greb om det økonomiske og en egen bevidsthed om sin stand og herkomst. Da datteren forelskede sig i en tidligere regimentsmusiker fra Fyn, der stod uden for rangklasserne, var han ikke helt tilfreds.
Den selvstændige datter og den charmerende komponist Carl Nielsen stak af fra familien og grundlagde deres livslange kunstnerkarrierer sammen. De fik børn, samliv og en evigt anstrengt økonomi — der ikke bedredes, da parret omkring Første Verdenskrig blev seperareret. Det var en alvorlig sag, der faktisk kun var muliggjort af loven om kvinders ret til egen indkomst og formue samt af, at Anne Marie Carl-Nielsen havde succes med sin kunst.
Det var landbrugets dyr, der først udgjorde inspirationen, siden også andre husdyr, som Anne Marie Carl-Nielsen blev specialist i at gengive. En særegen linje i dansk kunst, strækkende sig fra J.Th. Lundbye over Philipsen og frem til Fynboerne.

Dog kom snart også monumentale opgaver til. Af stor betydning var bronzedørene i Ribe Domkirke. Her er det værd at erindre, at Ribe lå som en ø — en kongerigsk enklave inde i Tyskland. Derfor var det vigtigt med en udpræget dansk funderet kunstnerisk udsmykning. Hvor vellykket den blev, kan diskuteres, men i detaljen — med dørhåndtag i dyreformer — peger den frem mod Anne Marie Carl-Nielsens fuldt udfoldede kunstneriske virke.
Siden fulgte arbejderne med græsk, antik, polykrom skulptur i Athen — et kapitel, der udredes eksemplarisk i den overdådige kunstnermonografi, som Anne Christiansen har leveret. Forfatteren er leder af de odenseanske museer, og bogen er resultatet af et liv med billedhuggeren og mennesket Anne Marie CarlNielsen.
Det er egentlig en dobbeltmonografi, fordi Carl Nielsen løbende biograferes sammen med hustruen. Og dertil familien, vennerne, opdragsgiverne, kollegerne — alt kontrapunktisk gennemført. Det ville blot have været elegant, hvis forfatteren havde stolet på sin læser og udeladt de mange unødige krydshenvisninger.
På toppen af sin ydeevne vinder Anne Marie Carl-Nielsen opgaven om et ryttermonument for Christian IX. Det var et vovet og i dansk sammenhæng nyskabende monument, idet soklen befolkedes af repræsentanter for nye og traditionelle erhverv og gengav personer af betydning for den periode, hvori kongen havde regeret. Det er ikke et ualmindeligt træk i italienske 1700- og 1800-tals ryttermonumenter, som billedhuggeren må have set i Italien.
Anne Christiansen fokuserer mest på Rauchs skulptur af Frederik II fra 1851 i Berlin som forbillede. Hovedsagen er dog, at Anne Marie CarlNielsen ønskede fuldt kendskab til andre rytterskulpturer og fordrede indgående portrætlighed med henholdsvis hest og rytter — og derfor så mængder af rytterskulpturer og heste.

Anne Marie Carl-Nielsens bronzedøre i Ribe Domkirke er berømte for blandt andet deres detaljerede dørhåndtag, der peger frem mod Anne Marie Carl-Nielsen fuldt udfoldede kunstneriske virke.
– Foto: Scanpix.

Bestillingen blev en gyser, der var med til at give ægteparret hovedbrud og fysisk slitage. Tiden gik, smagen skiftede, pengenes værdi forringedes, kongens minde blev svagere, Bronzestøberne var dyre eller dårlige. Spillet mellem monumentkomiteen og billedhuggeren, der truede med støbning i Belgien, er detaljeret og elementært spændende gennemgået.

Bogen handler om et kvindeliv, et kunstnerliv — og et kunstnersamliv. Den er båret af en dyb indsigt i kunsthistorie, samtidshistorie og kunstneriske processer. Den er ikke tynget af teori og kategoriseringer. Den kunsthistoriske analyse sidst i værket er klar, præcis. Den viser Anne Marie Carl-Nielsens styrker i de emnekredse, hun beherskede, hendes svagheder i det komplekse og med hensyn til en række materialer, der ikke burde være så udfordrende for en billedhugger.
Anne Marie Carl-Nielsen modellerede og støbte, Hun huggede ikke gerne i sten. Hun var naturalist med kun liden abstraktion i sin kunst. Arven efter Anne Marie CarlNielsen varetoges af blandt andre Helen Schou, men den form for repræsentation, Anne Marie Carl-Nielsen var opvokset med, døde ud efter besættelsesårene og de monumenter, der nødvendigvis skulle skabes i kølvandet på krigen.
Bogen er umådeligt flot produceret. Billedarbejdet er fortrinligt. Opsætningen decideret flot — men … Det er en uvane at forvanske kunstneres og andres navne ved at anføre alle fornavne. Man kender dem pludselig ikke. Når Carl Petersen og Thomas Havning — for ikke at nævne I.C. Christensen — pludselig optræder med alt for mange eller fuldt udskrevne fornavne, er det noget rod.
Ligesom det er noget rod ikke at anføre tyske navneord i ubøjet form. Der er et virvar i bøjninger i de anførte tyske institutioners navne. Skønhedspletter. Mere diskutabelt er det, hvor lange billedtekster skal være. Er de for lange, forstyrrer de læsningen. Her er de endog meget lange og til dels gentagelser af brødteksten. Lidt synd for en bog, det ellers er en idel fornøjelse at læse. En sjælden, berigende læseoplevelse. I sig selv et livsmonument ved kunstnerens 150-år.

CARSTEN BACH-NIELSEN
kuktur@k.dk

Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen. 2013

Anne Marie Carl-Nielsen (født Brodersen) kom til verden i 1863 som datter af et
velstående proprietærpar i Sdr. Stenderup ved Kolding. I kraft af sine evner og
stålsatte karakter fik hun lov til at uddanne sig som billedhugger, selv om forældrene hellere havde set, at hun – ligesom sin søster og de fleste unge kvinder fra samme samfundslag – forberedte sig til en fremtid som husmoder.

Anne Marie Brodersen blev udlært privat hos en billedhugger, da kvinder dengang ikke havde adgang til Kunstakademiet. Alligevel lykkedes det hende at gøre sig gældende blandt de bedste af sine mandlige kolleger. Således blev hun den første kvinde i verden til at udføre to af billedhuggerkunstens allermest prestigefyldte opgaver: bronzedøre til en katedral og en rytterstatue af en konge.

Som ung gjorde Anne Marie Brodersen sig bemærket ved sine livfulde skildringer af landbrugets dyr, som hun var vokset op med. Hendes særlige talent gjorde hende også til en skattet portrætkunstner.

I 1891 mødte Anne Marie Brodersen kapelmusikeren Carl Nielsen, der som bekendt udviklede sig til at blive en verdensberømt komponist. De to forelskede sig hovedkulds i hinanden, mens de begge var på studieophold i Paris. Ganske uortodokst tog de på bryllupsrejse, før de var blevet gift. Hurtigt satte Anne Marie, nu med efternavnet Carl-Nielsen, tre børn i verden, men fortsatte ufortrødent sit kunstneriske virke uden hensyntagen til samtidens forventninger til hende om først og fremmest at agere hustru og moder.

Gennemgående bakkede Carl Nielsen op om sin kones karriere, selv om det undertiden faldt ham svært at undvære hende under hendes mange og ofte langvarige ophold langt hjemmefra. Da Anne Marie Carl-Nielsen i 1914 opdagede, at hendes mand i årevis havde været hende utro, ville hun skilles. Efter syv-otte års separation fandt parret dog sammen igen.

Anne Marie Carl-Nielsen høstede megen anerkendelse for sine kunstværker såvel
herhjemme som i udlandet. Således fik hun den sjældent uddelte kongelige
hæder Ingenio et arti (latin for: For viden og kunst), mens kollegerne i Kunstakademirådet påskønnede hendes faglige dygtighed med Thorvaldsen-Medaillen.

Kort efter sin 80-års fødselsdag blev Anne Marie Carl-Nielsen alvorligt syg og
kom sig aldrig rigtigt igen. Hun døde i 1945 som en meget velhavende kvinde og efterlod sig en stor produktion af blandt andet dyrestatuetter, portrætbuster og –
medaljoner samt flere offentlige monumenter – herunder to til minde om Carl Nielsen.

Anne Marie Carl-Nielsen har selv kun skrevet ganske lidt om sit liv, men hendes
yngste datter, Anne Marie Telmányi, udgav i 1965 sine erindringer om forældrene i Mit barndomshjem, og i 1979 udkom hendes bog om moderen. Efterfølgende fåtallige udgivelser om billedhuggeren baserer sig i vid udstrækning på disse noget skønmalende publikationer, der er ret upræcise med hensyn til faktuelle oplysninger.

Formålet med nærværende udgivelse om Anne Marie Carl-Nielsen har derfor været at tilvejebringe et mere nuanceret billede af hende. Den umiddelbare anledning har været 150-året for hendes fødsel. Generelt har det dog ligget Odense Bys Museer på sinde at tilvejebringe den første forskningsbaserede biografi om den markante danske og internationalt anerkendte billedhugger. Det righoldige stof er angrebet ud fra en overordnet kunsthistorisk synsvinkel med inddragelse af relevante aspekter inden for samfunds-, kultur- og kvindehistorie for på denne måde at få indblik i Anne Marie Carl-Nielsens liv og værk.

Forlaget Odense Bys Museer
423 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-73-6

Anmeldelse

Gå på museum under læselampen

Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Politiken Torsdag d. 5. januar 2012.

Fyns Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling er blevet kortlagt og beskrevet i hver sin gennemillustrerede kunstbog.

Politiken Torsdag 5. januar 2012 af Peter Michael Hornung, Kunst-redaktør

Bøger:
Anne Christiansen: Fyns Kunstmuseum. 464 sider, ca. 500 ill, 346 kroner. Odense Bys Museer
5 hjerter

Dansk kunst i 100 år. 100 malerier fra det 19. århundrede. Redaktion: Marianne Saabye. Med tekster af Stine Krogh, Jan Gorm Madsen, Jesper Svenningsen, Marianne Saabye og Anna Schram Vejlby. 255 sider, ill: 299 kroner. Den Hirschsprungske Samling.
4 hjerter

Det er nærmest et livsværk, som overinspektør Anne Christiansen har begået om sin arbejdsplads siden 1992: Fyns Kunstmuseum – FKM. Museet er den søjlebårne bygning på Jernbanegade i Odense, som man passerer på vej ned til byens gågade. Altså medmindre man går indenfor og tager en samling i øjesyn, der uden at være udmattende stor er både varieret og repræsentativ for det meste, der er overgået dansk kunst siden Jens Juels dage i 1700tallets slutning.

I 1885 stod det færdigt. Men ingen ville gætte på, at det var tegnet og opført af en lokal murermester og hans søn. Uanset at det hele blev gennemgribende shinet up i 1997, ligner huset det, det altid har været: et klassisk kunsttempel. For så statelige så den slags bygninger ud, da museumstanken endnu var uskyldig og uanfægtet. I næsten hundrede år kunne den besøgende her studere kunst-, kultur- og naturhistoriske objekter af den mest uforenelige slags. Først i 1989 blev kunsten herre i eget hus.

I en nutid, hvor museer helst skal opføre sig som kunsthaller med et tætpakket program af skiftende udstillinger m.m., erdet dristigt og imponerende, at en museumschef sætter sig ned for at skrive en bog på 450 sider om de bedste blandt de over 6.500 arbejder, som gemmer sig på adressen. Og det meste gemmer sig ret godt, eftersom det er opmagasineret.

Det er noget af en udfordring at skabe episk sammenhæng mellem værker, som er udført af nogle af historiens mest kompromisløse individualister. Opgaven burde nærmest være umulig. Alligevel er der kommet en bog ud af det, der kan mere end være opslagsværk om en samling. Man har lyst til at give den ambitiøse udgivelse ret, når den her og dér omtaler sig selv som et oversigtsværk. For det er meget lidt inden for området: dansk kunsthistorie, som ikke bliver gjort tilgængeligtog oversigtligt.

Den STORE bog om det lille museum – i øvrigt den første afslagsen – er opdelt i en mindre del om museets historie, og en langt større om samlingen. Men Anne Christiansen hører ikke til de skribenter, der overflyver så stort et område på idéhistoriens luftbårne vinger uden at aflægge beretning om det, hun kender til detaljerne. I de 13 kapitler, der udgør anden halvdel af sagaen, går hun endda temmelig tæt på de langt over 400 udvalgte malerier, skulpturer og stykker grafik, som konstituerer cremen af FKM. Grundig som hun er, begynder hun med kunstakademier og kunstuddannelser, så man fra starten får et begreb om vækstgrundlaget for 1800-tallets kunst. Det resterende materiale er opdelt i temaer, som græsk-romerske myter, nordiske myter, Bibelens historier, historiske fremstillinger etc. og sådan fortsætter kategoriseringen, indtil vi når fem til den abstrakte og nonfigurative kunst, der uden at forestille noget dog fremstiller noget.

Indimellem har forfatteren behov for at være ekstra fokuseret, og så bliver et værk underkastet en mere nærgående behandling, som f.eks. Eckersbergs ‘Florentine’, Wilhelm Freddies ‘Mrs. Simpson´s lyserøde sko’ eller Per Kirkebys ‘Damehatte’. Hvis der undervejs er et ord eller et begreb, der kræver et par ekstra ord med på vejen, så kommer ordforklaringen lige efter – i en pædagogisk parentes. Krydsreferencer skorter det heller ikke på, så man kommer vidt omkring.

Man kan altid diskutere, om det altid er de rigtige oplagte værker, der er afbildet henholdsvis stort og småt. Mange ville nok have ønsket sig mere plads til Hammershøis portræt af Henry Bramsen, der spiller cello. Eller foretrukket en hel side i bredden til maleriet af det indre af S. Stefano Rotondo i Rom. I kraft af sin kunstner er disse billeder væsentligere end meget, dertager mere plads op.

Til fordelene hører, at Anne Christiansen hellere skriver sagligt og fagligt mere end virtuost og subtilt. Ingen læser skal sidde tilbage med ubesvarede spørgsmål, og udførlige noter og litteraturhenvisninger gør, at fagfællerne heller ikke har noget at komme efter. Det store stof er en bedrift, men det må ikke blive ved bogen. Stoffet bør bearbejdes og gøres tilgængeligt på museets hjemmeside.

BJERGTAGENDE. Normalt har Fyns Kunstmuseum ikke råd til så store erhvervelser som det 3,5 meter brede maleri “I bjergene” af Svend Wiig Hansen. I 2000 krævede det tilskud fra to fonde, ét legat, ét nævn og tre familiemedlemmer. Foto fra bogen

I MODSÆTNING til bogen om Fyns Kunstmuseum er dén om Den Hirschsprungske Samling ikke en enkelt persons værk. Den er heller ikke så ambitiøs i udstyr og indhold. Ønsker man den stort udfoldede historie om den kunstbegejstrede cigarfabrikant Heinrich Hirschsprung og hans livs projekt: at samle på den bedste danske kunst, som kan rummes i et stort privat hjem, må man have fat i direktøren Marianne Saabyes ti år gamle ‘Hirschsprung. Kunstsamler og mæcen’.

Sigtet i den nye bog er et andet og mere overskueligt. Her er udvalgt 100 af Den Hirschsprungske Samlings ypperste malerier – ét værk for hvert år i den jubilerende samlings historie – og omtalen af dem er så fordelt mellem direktøren selv og fire kunsthistorikere, der har haft tilknytning til museet. Malerierne er samlet og grupperet i elleve kapitler, der hver for sig belyser væsentlige synsvinkler, motiver og forudsætninger i det 19. århundredes dansk kunst, som f.eks. ‘Københavnerskole’, ‘Det dansk landskab’, ‘Franske inspirationer”, ‘Stemningsmaleri etc. De korte citater, der grafisk udsmykker siderne, er velvalgte, og teksterne er gode, om end generelt ikke specielt overraskende. Dog kan man godt studse over en kapitelindledning som denne: »Christoffer Wilhelm Eckersberg er bestemt ikke hvem som helst«. Nej, naturligvis ikke.

AF SÆRLIG interesse er Marianne Saabyes forord og indledning. Begge steder understreger hun de specifikke vilkår, der for over hundrede år siden knyttede sig til Hirschsprungs kunstgave til staten. For prisen for gaven var, at samlingen fik sin egen bygning, som det offentlige bekostede, og sin egen ledelse, og »at museet ingensinde måtte indgå under eller i forbindelse med nogen anden samling«. Her citerer direktøren ordret fra Hirschsprungs gavebrev af 1. juli 1902, som er gengivet i hendes store bog fra 2002.

Her kan man også læse, at Gallerikommissionen på Statens Museum for Kunst havde et andet ønske: at Hirschsprungs samling blev indlemmet i Statens Museum for Kunst og ophængt i nogle særlige sale. Da Storchs museumsbygning nogle år senere var ved at blive en realitet, foreslog ministeriet, at den blev et anneks til Statens Museum for Kunst. Desuden skulle den være underordnet dets ledelse. Det skete ikke – dengang.

Det er næppe nogen tilfældighed, at det gamle gavebrevs klare betingelser i den grad betones i denne nye jubilæumsbog. For de kræfter, der dengang fra højere sted gerne ville lægge den lille samling i Stockholmsgade sammen med de store samlinger i Sølvgade, rører på sig igen, selv om det indtil nu er blevet ved markeringerne.

Man kan ikke fortænke nogen i, at de gerne vil annektere det, som salig Hirschsprung købte af sin samtids kunst. For han havde ofte et bedre blik for dens kvaliteter end museumsfolket på den anden side af parken. Billedudvalget – fra Eckersberg til Albert Gottschalk – demonstrerer, at i det store historiske perspektiv kan et offentligt kunstliv ikke undvære sådanne private initiativer.

Peter. michael. hornung@pol.dk

Fyns Kunstmuseum. 2011

Selvom det er godt 125 år siden, at kimen til der nuværende Fyns Kunstmuseum blev lagt, har museer og dets samling ikke tidligere været genstand for en større selvstændig behandling, men det rådes der hermed bod på. Kunstsamlingen i Odense opstod nemlig som — og er fortsat — en integreret del af byens kommunale museum, der i dag kendes som Odense Bys Museer.
Bogens stof falder i to dele. I den første og mindre del redegøres for Fyns Kunstmuseums mæcener og erhvervelsespolitik. Desuden ses der nærmere på den rigt udsmykkede, historicistiske museumsbygning, som siden 1989 alene har dannet ramme om museumsvæsenets kunstsamling, men som oprindelig blev opført med henblik på også at huse de kulturhistoriske og naturhistoriske samlinger.
I bogens anden og større del behandles Fyns Kunstmuseums samling, der foruden af en mindre gruppe afstøbninger af skulpturer fra den græsk-romerske antik samt fra den italienske renæssance består af en righoldig samling af danske kunstværker fra slutningen af 1700-tallet og fremefter. Grundet samlingens bredde og omfang har der været muligt at undersøge den ud fra en typologisk synsvinkel. Således underkastes blandt andet følgende genrer en nærmere undersøgelse: græsk-romerske samt nordiske myter, Bibelens historier, folkelivsskildringer, portrætter, landskabsmaleri og opstillinger, ligesom der bliver set nærmere på såvel den abstrakte som den nonfigurative kunst.
Indholdsmæssigt lægges vægten på de gode historier, som et stort udvalg af museets bedste værker kan fortælle. Det gøres ved at gå tær på kilderne og med udsyn til sammenlignelige værker herhjemme og i udlandet.
Bogens omfartende indhold kan læses på tre niveauer: Mens de hen ved 400 illustrationer ledsages af hver en kortfattet beskrivelse, byder de 13 tematiske kapitler på en uddybende kunsthistorisk tekst; i de 12 fokus-tekster byder samt kapitlerne Indgang og Udgang gives derimod tolkninger af udvalgte værker.
Selvom bogens primære sigte er at fortælle om Fyns Kunstmuseums historie og samling, har det været tanken, at bogen i kraft af sin tematiske opbygning også vil kunne finde anvendelse som en art kunsthistorisk oversigtsværk.

Forlaget Odense Bys Museer
463 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-50-7

Anmeldelser

Læs anmeldelsen — Peter Hagmund´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Fyens Stiftstidende mandag d. 2. Maj 2011.

En lystrejse i kunsten

Peter Hagmund´s anmeldelse af “Fyns Kunstmuseum” i Fyens Stiftstidende mandag d. 2. Maj 2011.

Fyns Kunst-museum og dets samling portrætteres i mageløs bog om en af den danske provins´ største kunstsamlinger

BOG
Anne Christiansen:
“Fyns Kunstmuseum”
5 Stjerner

Det er en lystrejse i kunsten, ja, ligefrem et mageløst værk, Fyns Kunstmuseums. tidligere chef Anne Christiansen har skrevet om Fyns Kunstmuseum og dets rige samling af kunst.
I den tykke, grundige og rigt illustrerede bøg dykker hun ned i Fyns Kunstmuseums historie, udvikling og samling.
Ser på mæceners betydning, på problematiske kunstkøb, på de oplagte fejl, som museets tidligere ledelser har begået – for eksempel at undlade at indkøbe fynbomalernes værker, da de buldrede frem.
Alt er skrevet flydende, let, vidende og med overskud. Anne Christiansen kan perspektivere kunsten på væggene og i magasinerne, så “Fyns Kunstmuseum” samtidig er en kunstnerisk lærebog i bedste forstand.

Godt på vej
En række tematiske artikler giver overordentligt fine overblik over museets samling af for eksempel naturskildringer, bibelrelaterede værker eller de mange bare damer, som man altid finder på kunstmuseer.
Og hele tiden føler man sig som læser hjulpet godt på vej af Anne Christiansens sætten-udsagn-i-sammenhæng.
Man kan bestemt. finde elementer at kritisere, For eksempel lader Anne Christiansen sig til tider indfange af lovligt detaljerede værkbeskrivelser. Og det kan siges at være problematisk, at det netop er en tidligere chef, der skriver historien om sin gamle arbejdsplads.

Fremragende opslagsværk
På den ene side udstyrer dette faktum naturligvis bogen med en enestående viden og indsigt, på den anden sider kan det i sagens natur være ganske svært for en ekschef at se kritisk på for eksempel sin egen rolle i museets udvikling og indkøbspolitik.
Det ændrer bare ikke på, at man nu har fået et ganske fremragende standardværk at slå op i, hvis man vil kende kunsten i og baggrundene og sammenhængene for det gamle museum i Jernbanegade.
Oven i købet sælges pragtværket takket være sponsorer til en – kvaliteten taget i betragtning – latterlig lav sum.

Om bogen – udkommer i dag
Anne Christiansen: “Fyns Kunstmuseum”, 464 sider, 348 kroner, Odense Bys Museer.

Af Peter Hagmund
peh@fyens.dk

Den triumferende gartners have

Peter Michael Hornung´s anmeldelse af “Sanderumgaards Romantiske Have” i Politiken mandag d. 13. september 2010.

Da hofmarskalen Johan Bülow i 1793 faldt i unåde ved hoffet, gjorde han Sanderumgaard til en romantisk prydhave og et motiv i billedkunsten. Men historien passer bedre for en bog end en udstilling.

KUNST
Sanderumgaards Romantiske Have. Fyns Kunstmuseum. Jernbanegade 13. Odense. Tirsdag-søndag kl. 10-16. Til 26. september.

Anne Christiansen: Sanderumgaards Romantiske Have – set med Eckersbergs og andre kunstneres øjne 0. 1800. Fra Serien: Fynske Fortællinger. Odense By Museer. 132s, ill. 148, – kr.
4 Hjereter

I 1785 modtog hofmarskal, kammerherre Johan Bülow, kronprinsens den senere Frederik VI’s – rådgiver og en af rigets mægtigste mænd, en stor kaminskærm, som var udsmykket af selveste Nicolai Abraham Abildgaard.
Den dag i dag diskuterer man, hvad dette forunderlige kuristværk kaldet ‘Lykkens Tempel’ forestiller. Mellem et væld af figurer viser det blandt andet en fornem klædt mand, der rammes af en lunefuld skæbne – og falder ned.
Det var netop, hvad der skete for Bülow otte år senere. I 1793 faldt han pludselig i unåde hos kronprinsen og måtte lade sig forvise til Sanderumgaard på Fyn, som han netop havde erhvervet.
Men hvad der var til skade for Bülows karriere ved hoffet og måske også for rigets styrelse, kom i stedet gården og godset til gode. Nu gjaldt hans ambitioner ikke hele Danmark, men kun den lille del af landet, der var hans og hustruen, Else Maries.
Han fik drænet den sumpede jord og reguleret vandet i kanaler og damme. Han fik foretaget beplantninger, anlagt små pavilloner og lysthuse (13 i det hele) og ryddet stier, der fik lov at sno sig gennem landskabet, så resultatet ikke stod tilbage for nogen kongelige have.
Det var en romantisk have i engelsk stil, som Bülow kunne vigte sig af. Den detroniserede hofmarskal var blevet en triumferende gartner. Derfor skulle Sanderumgaard foreviges og forherliges af alle de kunstnere, som ejeren inviterede til at komme. Han skulle vise dem, at hoffets mistænksomhed og kronprinsens utaknemmelighed ikke havde slået ham ud. Hans overordnede princip med havens kulturelle forplejning sigtede ikke på »Pragt, men simpel Skiønhed og landlig Behagelighed«.

DET ER NU to hundrede år siden. Samtidig med at Sanderumgaard genåbner efter en gennemgribende renovering af haven helt i Bülows stil, har Fyns Kunstmuseum lavet en historisk udstilling om Bülows kunstneriske kontakter og det forskønnelsesprojekt, der lå ham så meget på sinde. Da han gennem sit ægteskab var blevet velhavende, kunne han give opgaver til adskillige kunstnere, erhverve malerier, tegninger og grafiske arbejder og desuden støtte bogudgivelser. Hver gang var emnet det samme: Sanderumgaards Have, en af de første og mest markante haver af sin art vest for Storebælt.
Udstillingen i museets store sal er ophængt og formidlet, som det passer sig for et emne, der rækker så langt tilbage i danmarkshistorien.
Men der er lidt for mange små værker, hvis lokalhistoriske værdi er en del større end deres kunstneriske. Grundigheden kan der ikke siges noget på, men sprælsk er det ikke. Den ene langvæg domineres af den unge C.W. Eckersberg noget mørke og konventionelle, men ikke ucharmerende billeder af Sanderumgaard Have, mens den modsatte langvæg viser en række moderne fotografiske optagelser fra stedet.

ECKERSBERG. Sanderumgaard blev plejet og passet efter alle havekunstens regler, Maleren C.W. Eckersberg behøvede ikke at bruge fantasien for at få den hvide hovedbygning set fra have siden til at præsentere sig fra sin bedste side, da han kom forbi i 1806. Privateje. Illustration fra museum.odense.dk

For enden troner Büllow selv og hans hustru, der ellers havde ry for at være smågrim. Men det afsløres ikke i de portrætterer, som den altid diskrete Jens Juel malede af parret. Det er her, at udstillingen finder sin kulmination – rent kunstnerisk.
Den, der er rigest repræsenteret i Bülows samling, er kobberstikkeren J.F. Clemens. Han udgør udstillingens kerne, også i bogstavelig forstand. Det blev Clemens’ opgave at stikke, det vil sige reproducere, de andres kunstneres motiver, og forbilledernes svingende kvalitet taget i betragtning må det siges, at han gjorde et udmærket job. Clemens var ikke ringere end Juel til at skjule alt det, der fra naturens hånd var meget langt fra at være fuldendt.
Af de kunstnere, som Bülow behagede at engagere, leverede Eckersberg de bedste forlæg, og ejeren til Sanderumgaard kan næppe have været utilfreds med den unge kunstner, der senere voksede og blev til den danske malerkunsts fader. For han erhvervede flere landskabsmalerier af maleren ud over prospekterne af haven.
Men Eckersberg fik sært nok aldrig bestilling på at male Bülows portræt, skønt han efter sin hjemkomst fra Rom blev rigets mest søgte portrætmaler. Det store spørgsmål er, om Bülow i virkeligheden ikke var langt mere interesseret i sine jorder end i billedkunst. Med hensyn til valget af kunstneriske løsninger lod han ikke til at være i pagt med fremskridtet.
Det måske sjove ste ved udstillingen er at kunne ‘bladre’ i Bülows kunstbog, som blev påbegyndt på Christiansborg i 1778. Den indeholder 99 tegninger i tusch, blæk og lavering, og den har ikke tidligere været tilgængelig for alle blikke. Det er den nu, om end det kuneri elektronisk form.

DET STØRSTE AKTIV ved ‘Sanderumgaards Romantiske Have’ er dog slet ikke udstillingen selv. Det er den særdeles nydelige bog, som samlingsleder Anne Christiansen har skrevet om emnet. Ikke kun rummer den alle de illustrationer og oplysninger, som udstillingen formidler.
Men den anbringer dem også med al den saglighed, systematik og videnskabelige nøgternhed, som sådan et emne fra Danmarks gamle guldalder kan gøre krav på. Så hvis man ser udstillingen, skal det være for bogens skyld.

PETER MICHAEL HORNUNG
peter.michael.hornung@pol.dk

Paradisisk have på Fyn

Eva Pohl´s anmeldelse af “Sanderumgaards Romantiske Have” i Berlingske Tidende fredag d. 2 juli 2010.

HAVEARKITEKTUR. Det er ikke ny erkendelse, at haven er husets mest attraktive rum. Grøn herlighedsværdi og harmoni i C. W. Eckersbergs malerier gør bogen »Sanderumgaards Romantiske Have« til en nydelse.

Den endnu ikke færdiguddannede C, W., Eckersberg malede en række malerier af haven ved hofmarskal og kammerherre Johan Bülows gods, Sanderumgaard på Fyn, med den tætte forbundethed mellem lysthuse, mindesmærker og natur, hvor bl.a. et organisk slynget kanalsystem giver spejlinger og atmosfære, Den godt 200 år gamle, romantiske have — som regnes for en af de 30 mest umistelige, privatejede herregårdshaver herhjemme – er netop åbnet for publikum efter gennemgri: bende renovering. Anne Christiansen fremhæver i bogen, at flere fine tegninger af Sanderumgaards have med hus, træbevoksning og en enkelt med regnbue, i Statens Museum for Kunsts samling, er af Eckersberg og ikke af J. F. Clemens.

/ EVA POHL

4 Stjerner
ANNE CHRISTIANSEN: »Sanderumgaards Romantiske Have — set med Eckersbergs og andre kunstneres øjne 0. 1800«. 132 s, 148 kr. Odense Bys Museer. Udstillingen »Sanderumgaards Romantiske Have« vises på Fyns Kunstmuseum til 26. sep. Den Romantiske Have, Sanderumgaardsvej 150. Odense. Tirs.—søn. 11-17. Til 30. sep.

Sanderumgaards romantiske have. 2010

– Set med Eckersbergs og andre kunstneres øjne o. 1800.

I 1793 blev hofmarskal og kammerherre Johan Bülow (1751-1828) forvist fra sin ansættelse ved hoffet, hvorpå han flyttede til sit nyligt erhvervede, noget forsømte gods, Sanderumgaard på Fyn. På baggrund af blandt andet sin botaniske interesse og sit førstehånds kendskab til det nye, romantiske haveanlæg ved Marienlyst Slot gav han sig straks i kast med at omlægge sin egen have. Det foregik ligeledes efter engelsk mønster i landskabelig stil med snoede stiforløb, der gav den vandrende udsyn til stadig nye og afvekslende scenerier med rigt varieret beplantning, lysthuse og monumenter, der var opført på passende afstand af hinanden, hvor vand i form af slyngede kanaler og damme krydrede billedet med stemningsfulde spejlinger af himmel, skyer og trækroner.

Da Bülow selv var en habil kunstner, og da han siden ungdommen havde samlet på kunst, inviterede han igennem årene en række kunstnere til sit fynske paradis med henblik på, at de skulle forevige dette og hint afsnit af haven. Således udførte J.F. Clemens blandt andet en serie på tolv kobberstik for godsejeren, mens den endnu ikke færdiguddannede C.W. Eckersberg, der siden blev kendt som ‘den danske malerkunsts fader”, malede en suite prospekter af haven. Mens disse malerier alene var møntet på at pryde Bülows hjem, sigtede de reproducerbare kobberstik tillige mod et kunst- og haveinteresseret publikum, hvorved kendskabet til den forsmåede godsejers virke kunne udbredes og hans renommé heles.

De nuværende ejere af Sanderumgaard, kammerherreparret Susanne og Erik Vind, har siden starten af 2000tallet arbejdet ihærdigt på renovering af herregårdens have i overensstemmelse med Bülows nu 200 år gamle intentioner. Helt i stil med den gæstfrihed hofmarskalen lagde for dagen, har familien Vind fra foråret 2010 givet offentligheden adgang til Sanderumgaards Romantiske Have.

Forlaget Odense Bys Museer
131 sider, illustreret
ISBN 978-87-87345-33-0

Anmeldelser

Skønhed og skrøbelighed. 2003

Værker af billedhuggeren J.A. Jerichau fra museets samling.

Købmandssønnen Jens Adolf Jerichau kom til verden i 1816 i Assens og voksede op dér. Med baggrund i sit kunstneriske talent blev han optaget på Kunstakademiet i København med henblik på at blive maler, men skiftede undervejs i studiet mening til fordel for billedhuggerkunsten. Uden at have afsluttet sin uddannelse lykkedes det ham takket være gode forbindelser at komme til Rom i 1838 og at få arbejde i Bertel Thorvaldsens værksted. Jerichau fulgte i den verdensberømt, nyklassicistiske mesters fodspor og blev snart selv en anerkendt kunstner. Efter omkring ti år vendte Jerichau hjem til København for at blive professor ved Kunstakademiet, men opholdt sig resten af livet periodisk i Rom, hvor han havde beholdt sit atelier.

Da Jerichau døde i 1883, skulle hans atelier i Italien tømmes. Omkring dette tidspunkt blev der etableret flere museer herhjemme, blandt andet i Odense. Udgangspunktet var en større privat, arkæologisk samling og en mindre naturhistorisk, som kommunen overtog og opførte en ny bygning til at huse sideløbende med, at man som den største by i provinsen også havde ambitioner om at få en kunstsamling. Til etablering af denne fik man en del midler fra staten på betingelse af, at man rådførte sig med konservator ved de kongelige samlinger, billedhuggeren Rasmus Secher Malthe, der også ydede konsulentbistand til andre nye museer. Malthe havde været assistent hos Jerichau og medvirkede til fordeling af dennes originalværker i gips fra atelieret i Rom til blandt andet kunstafdelingen på museet i Odense.

Jerichaus 18 originalmodeller i gips fik snart følge af gipsafstøbninger af flere danske billedhuggeres skulpturer, der alle fik plads i en stor og højloftet skulptursal opført til formålet i 1898. Der stod de mange værker indtil o. 1950, da funktionalismen med dens krav om blandt andet materialeægthed fik de sene 1800-tals gipser til at syne bedagede. I Odense – som på mange andre museer – flyttede man disse værker på magasin for at give plads til moderne kunst. Denne tilsidesættelse og gentagne flytninger satte sine tydelig spor på værkerne af det skrøbelige materiale, hvilket Fyns Kunstmuseum i 2002-03 søgte at råde en smule bod på, i første omgang over for Jerichaus originale modeller i gips. De blev konserveret og i 2003 viste på udstillingen Skønhed og skrøbelighed i museets skulptursal, hvor de tidligere havde stået. Skulpturernes motiver, deres historie og omskiftelige tilværelse blev præsenteret sideløbende med Jerichaus liv og virke i en ledsagende, lille katalogbog.

Udgivet af Fyns Kunstmuseum 2003
64 sider, illustreret
ISBN 87-7838-791-4